De fleste vindrikkere er enige om, at Portvin er kongen over alle dessertvine. Og hvis man ikke i forvejen er aficionado eller nørd omkring de gode dråber fra Duoro-dalen i det nordlige Portugal, så bliver man det, når man læser det netop nyudgivne og opdaterede værk med titlen ”Portvin”.
Bogen er på 520 sider, illustreret med mange billeder og skrevet af vinjournalisten Henrik Oldenburg, som siden 1977 har beriget vininteresserede læsere med sin utrolige viden om ikke blot Portvin, men også hele den øvrige vinproducerende verdens utallige produkter. Men ingen skal være i tvivl om, at både Vintage- og Tawny-portvin står hans hjerte nærmest.
Mad i Michelin-klassen går han i øvrigt heller ikke uden om, hvilket han ikke lægger skjul på, når han på sit eget forlag ”Smag” med adresse i Abildgårdsparken 5 i Birkerød udgiver sin månedlige netavis og eller en gang om året udpeger Danmarks Bedste Spisesteder.
Svær at slippe
Selv for kendere kan Portvin være en uoverskuelig størrelse, men Henrik Oldenburg formår at gøre tungt læsestof nemt tilgængeligt og så spændende, at man ligesom med en velskrevet kriminalroman har svært ved at lægge bogen fra sig. Samtidig morer læseren sig over de finurlige beskrivelser af nøgne fakta, som han benytter sig af.
Portvinens historie er sammenfaldende med Europas mange og hyppige krige lige fra romernes underlæggelse af Middelhavslandene, muhammedanernes erobring af den iberiske halvø, korstogene til de toneangivende europæiske stormagters indbyrdes rivaliseringer, som kun syntes at kunne løses med stål, krudt og kanoner.
Fif med alkohol
På denne dystre baggrund måtte der lindring til de daglige fortrædeligheder, og for at gøre sur vin drikkelig og mulig at transportere ud over landets grænser fandt nogle fiffige vinbønder på at hælde en portion destilleret vin, en alkohol, som i parentes bemærket var opfundet af Koranens tilbedere, op i vintønder. På portugisisk hedder de pipa, og på dansk kaldes de pibe efter det engelske ord pipe. Sådan en pibe indeholder 550 liter portvin.
Med dette trick blev vinen langtidsholdbar, og eventyrlystne købmænd fra hovedsagelig England, men også fra Holland og Tyskland etablerede eksportforretninger i Duoro-dalens hovedstad Porto og dens udskibningshavn Gaia side om side med portugisiske familier og Herrens folk fra de vinproducerende klostre.
Og aftagernes tørst var stor, så stor, at der ikke var nok at sælge af, og hvad gør man så? Jo, farven og smagen på hyldebær var dengang ikke så langt fra den vin, der brugtes, og pludselig kunne man så øge eksportmængderne igen. De gode græd. De onde lo. Den første, men ikke den sidste, vinskandale havde set dagens lys i det portugisiske svar på Edens have langs Duoro-flodens stejle bredder.
Koncentration
Henrik Oldenburgs bog fortæller indgående om de forskellige portvinshuse og koncentrationen af selve ejerskabskonstruktionen, der i løbet af det sidste kvarte århundrede og forstærket af de seneste års finanskrise har ført til massekoncentration af de kendte mærkevarer på ganske få hænder. Fire for at være helt konkret, og det er dem, der i dag styrer hele business med port med hård hånd, men som samtidig investerer millionbeløb i udforskning af jordbundsforhold, klima m. m. Det, der blandt fagfolk kaldes ”terroir”.
Årgange og typer
Læseren gøres bekendt med fremstillingsforskellene på Vintage (årgangsportvin ældet på flaske) og Colheita (Tawny med årgangsangivelse lagret på træfad), og der gives forklaringer på alle de afarter af portvinstyper, som forbrugeren kan forstyrres af. Der kan læses om de bedste årgange tilbage i fortiden, og selvfølgelig er der en gennemgang af Duoro-dalens druesorter og de igangværende bestræbelser på at komplimentere dessertvinsproduktionen med bordvin af høj klasse. Det er tæt på at lykkes.
Det er muligt, at man ikke bliver professor af at læse ”Portvin”, men det er tæt på. I hvert fald er man i rigtig godt selskab, og prisen på 495 kr. er hver krone værd.
Fotos er leveret af Forlaget Smag.