Den 9. november 2015 præsenterede Det Internationale Antidopingagentur, WADA, sine skræmmende resultater efter at have undersøgt forholdene i russisk atletik. De pegede på systematiseret snyd med doping. Med undersøgelsen fulgte en anbefaling fra WADA om, at russiske atleter udelukkes fra international topatletik i fremtiden – herunder De Olympiske Lege i Rio de Janeiro til næste sommer.
Man tænker uvilkårligt tilbage på DDR og Sovjetunionen. I Vesten er vi ikke uvant med, at individer snyder, men når det viser sig, at en stat som Rusland systematisk står bag, har vi den største, vaskeægte skandale siden Murens fald i 1989.
Rusland er dopet
Sagen illustrerer, hvordan det russiske samfund i mange henseender er dopet, på steroider og blæst op og ude af normale proportioner.
I øjeblikket kan Putin ikke sikre den plagede russiske befolkning en rimelig levestandard, endsige de valgmuligheder Vesten kan tilbyder forbrugerne.
Voksende priser på madvarer, ubetalelige boliglån og en skrumpende pensionsopsparing. Rubel-krisen rammer mange russiske familier hårdt. Blot det seneste halvandet år er den russiske valuta blevet omtrent halveret i værdi i forhold til både kroner og dollars. De fortsatte fald fik i sidste uge russiske boligejere til at belejre bankfilialer i Moskva. Nogle hamrede med skeer på tomme gryder. Andre mødte demonstrativt op klædt i imiterede fangedragter. De tilhører den mest uheldige gruppe af låntagere, der har taget boliglån i udenlandsk valuta. Mange kan umuligt afdrage hele gælden, når månedslønnen i rubler nu kun er det halve værd.
For halvandet år siden kostede en dollar i omegnen af 35 rubler. I dag står en enkelt af de grønne sedler i 76 rubler. Den vigtigste årsag er den faldende oliepris.
I øjeblikket går udviklingen ikke Putins vej – i stedet for nye supermarkeder med varieret vareudbud bygges der nu forbrændingsanlæg langs Ruslands grænser – anlæg, der kan destruere fødevarer importeret fra vesten. Over for befolkningen bruger Putin-regimet konflikten med Vesten til at forklare de voksende problemer – og i stedet for økonomisk fremgang og vækst spises befolkningen af med muligheden for at udfolde uhæmmet nationalisme og falske sportsresultater. Klangbunden er til stede – som bekendt har den russiske befolkning enestående historiske erfaringer med, at krige kræver ofre, og den brede almindelige befolkning skal være parate til at yde deres bidrag.
Sanktionspolitikken
EU og USA har iværksat sanktioner mod Rusland på baggrund af Ruslands ulovlige annektering af Krim og Sevastopol og destabiliserende handlinger i Ukraine. Udviklingen af den politiske og militære situation i Rusland og Ukraine har medført, at sanktionerne mod Rusland i flere omgange er blevet skærpet yderligere. Rusland har svaret igen – blandt andet i form af et importforbud mod fødevarer fra EU og USA.
Virker sanktionerne?
Før dette spørgsmål kan besvares, er det nødvendigt at se nærmere på, hvad vi er oppe imod. Rusland, der har 143 millioner indbyggere og et areal på 17 millioner kvadratkilometer, er verdens største land. Rusland er samtidig i store økonomiske vanskeligheder; inflationen raser, og efter en længere periode med aftagende vækst er BNP nu faldet med knap 5 pct. over det sidste år. Arbejdsløsheden er stigende, renten er oppe på 20 pct., og rublen er i frit fald, efter at den russiske centralbank havde udtømt valutareserverne og måtte opgive at holde rublen fast over for euroen og den amerikanske dollar.
Rusland er især ramt af lave oliepriser, men også Vestens økonomiske sanktioner har betydning. Sanktionerne og den faldende rubel betyder prisstigninger på varer, det stadig er tilladt at importere, og reallønnen falder. Udviklingen har samtidig ført til en massiv kapitalflugt fra Rusland.
Det er derfor en kendsgerning, at Putins stormagtsambitioner og opførsel som international hooligan har været ledsaget af en problematisk økonomisk udvikling. Det dramatiske fald i oliepriserne til godt 50 dollars per tønde har ført til et fald i statens indtægter og dermed færre midler til at finansiere Putins ambitiøse militære og sociale projekter.
Ruslands allierede
Rusland beklæder i øjeblikket formandskabet i BRICS-gruppen – Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. Gruppen repræsenterer 40 pct. af verdens befolkning, og landene deler en fælles interesse i at udfordre det vestligt dominerede finansielle system. På det seneste BRICS-topmøde i Rusland i juli blev en ny BRICS-udviklingsbank annonceret. Det er tanken, at banken skal finansiere store transport- og energiprojekter samt generel industriel udvikling i og imellem BRICS-landene. På topmødet blev det endvidere besluttet at etablere en fælles valutapool på 100 milliarder dollars, der skal udgøre et værn, såfremt og når BRICS-lande kommer ud i et valutarisk stormvejr.
Problemet er, at BRICS-landene er en kolos på lerfødder. Rusland og Brasilien har økonomiske problemer, og den økonomiske vækst i Kina og til dels Sydafrika viser svaghedstegn.
Olieprisernes betydning
Petrosektoren er helt central for forståelsen af Ruslands økonomiske formåen – sektoren bidrager med omkring halvdelen af det offentliges indtægter og med 2/3 af Ruslands samlede eksportindtægter. Det er samtidig svært at se løsningen på problemerne. Under normale omstændigheder ville faldet i værdien af rublen have betydet øget eksport, lavere import og øget indenlandsk produktion og flere udenlandske direkte investeringer i Rusland, fordi den lavere rubel ville have øget konkurrenceevnen for russiske virksomheder både på de indenlandske markeder og internationalt. Som følge af de strukturelle svagheder i den russiske økonomi, den politiske krise og de internationale sanktioner vil det næppe ske i større omfang. Den russiske centralbank har som følge af faldet i rublen og kapitalflugten været tvunget til at hæve renten til over 20 pct. Renteforhøjelsen vil naturligvis svække den russiske økonomi yderligere, og der er ikke tegn på, at faldet i rublens værdi er standset. Den russiske virksomhedsstruktur er afhængig af energisektoren, men samtidig mangler Rusland et levende iværksættermiljø, lov og orden og stabile rammevilkår, der vil kunne understøtte en økonomisk genopretning.
Til gengæld har krisen som nævnt stimuleret den nationalistiske og anti-vestlige retorik, og moralen og tilslutningen til Putin er fortsat stor i den russiske befolkning. Det er bare svært at se, hvordan høj moral og nationalistisk begejstring vil lette vejen frem mod økonomisk genopretning. Det er i givet fald et meget langsigtet projekt at erstatte importen fra Vesten af ikke kun fødevarer, men også medicinalvarer og medicoudstyr med videre.
Strukturelle problemer
De underliggende strukturproblemer kommer til syne i budgettet, hvor skatteopkrævning og udgiftskontrol er mangelfulde. Myndighederne har måttet ty til massiv, kortfristet lånoptagelse, fordi indtægterne kun tegner sig for 11 pct. af BNP som følge af mangelfuld skatteopkrævning og administration tillige med skatteunddragelser i betydelig omfang. Samtidig bygger den russiske økonomi stadig i stort omfang på byttehandel, og beskatning er derfor umulig. På udgiftssiden er der betydelige udgifter uden for budgettet, standende stridigheder mellem offentlige værker og regionalregeringer om bevillinger med det yderligere problem, at når pengene når frem til de offentlige kasser, skal en betydelig del af dem bruges til at betale renter og afdrag på den stadigt voksende kortfristede gæld frem for at blive anvendt til støtte for den økonomiske omstrukturering. Befolkningen har ikke undgået at føle problemerne – pensions- og lønudbetalinger er forsinket eller helt udeblevet, og der registreres en voksende social uro og aktioner på arbejdsmarkedet.
Den russiske banksektor er dårligt reguleret og ineffektiv. Bankerne har investeret kraftigt i højtforrentet gæld i rubler og lånt massivt i udenlandsk valuta. Den omstændighed, at mange banker står over for en likviditetskrise, har afstedkommet et alvorligt sammenbrud i afregningsprocedurerne mellem bankerne.
Forvaltningen af privatiseringsprocessen har heller ikke været god og transparent. Der er kun få tegn på en effektivt fungerende markedsøkonomi. Institutionsopbygningen har været mangelfuld, og der har ikke fundet nogen virkelig udvikling sted inden for virksomhedsledelse. Aktionærernes manglende indflydelse har betydet, at der ikke har været nogen egentlig kontrol med ledelsen, og følgelig er virksomhederne ikke blevet omstruktureret, de har ikke investeret, og de har ikke skaffet sig af med overskydende arbejdskraft, hvilket har ført til leveringsproblemer. Virksomhederne fortsætter med at producere varer, hvis værdi ligger under summen af de til produktionen af dem anvendte materialer, men som kan benyttes til byttehandel. Den trafik kan dog kun fortsætte en vis tid. På nogle områder har der ikke været tilstrækkelig konkurrence, og der er ikke grebet ind over for “velerhvervede interesser”.
Ruslands betydning for verdensøkonomien
Situationen i Rusland fremstilles undertiden som fatal for verdensøkonomien, men Ruslands økonomiske styrke står langt fra i forhold til landets enorme arealmæssige størrelse. Ruslands økonomi er i en hver sammenligning svag. BNP er ifølge Verdensbanken på 2.100 milliarder dollars, og BNI pr. indbygger er på beskedne 13.860 dollars – under en fjerdedel af velstandsniveauet i Danmark. Den russiske økonomi er på omtrent samme størrelse som Italiens, 8 gange mindre end det amerikanske BNP på 16.800 milliarder dollars og langt mindre end Tysklands BNP på 3.635 milliarder dollars.
Hvis olieprisen forbliver på et niveau bare under 70 dollars pr. tønde, vil det ramme Rusland hårdt, og de nuværende priser på omkring 30 dollars er fuldstændig ødelæggende.
Men selv ved et totalt sammenbrud i Rusland er kendsgerningerne, at det kun vil have begrænset indflydelse på verdensøkonomien.
Sikkerhedspolitisk bør man også erindre, at Rusland i sammenligning med NATO er en militær dværg med et militærbudget, der er mindre end en tiendedel af NATO’s. Det må således forudses, at Rusland i de kommende årtier bliver stadigt svagere såvel økonomisk som politisk og mere optaget af sine egne interne problemer.
Konsekvenserne for Danmark
Selvom man fra dagspressen kunne få et andet indtryk, er konsekvenserne for Danmark af udviklingen i Rusland begrænsede. Ifølge tal fra Danmarks Statistik for 2013 udgjorde den danske vareeksport til Rusland sidste år 11,8 milliarder kroner. Det svarer til 1,9 procent af Danmarks samlede vareeksport. Der, hvor det især gør ondt, er på fødevaresektoren – eksporten af fødevarer udgør samlet set 4,9 milliarder eller 41 procent af den samlede danske vareeksport til Rusland.
Argumenter for opretholdelse af sanktionerne
Frankrigs præsident, Francois Hollande, var inden terroranslagene i Paris begyndt at ryste på hånden i forhold til EU’s sanktioner mod Rusland. Her spiller de historiske bånd mellem Rusland og Frankrig ind, men måske især de monumentale økonomiske vanskeligheder i Frankrig og Hollandes personlige politiske problemer. Tyskland har ikke været indstillet på overhovedet at overveje lempelser i sanktionerne, før der sker synlige og afgørende fremskridt i situationen i Ukraine.
Situationen i det østlige Ukraine er på ingen måde tilfredsstillende, og der stilles jævnligt spørgsmål til effekten af den våbenhvile, der skulle føre forhandlinger med sig og bringe kampene til en afslutning, efter at mindst 4000 er blevet dræbt.
Minsk-aftalen
Våbenhvilen var resultatet af den såkaldte Minsk-aftale, som ellers både Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Ukraines præsident, Petro Porosjenko, tidligere har udtrykt tiltro til. Der er altså ingen tegn på, at vi er på vej mod en mere stabil situation i det østlige Ukraine, og der er ingen tegn på, at Rusland gør en effektiv indsats for at implementere Minsk-aftalen. På den baggrund har USA forstærket sanktionerne, og i EU er der endnu ingen appetit på at røre ved sanktionerne.
Vil Syrien være game-changer?
I Syrien er Rusland – sammen med Iran – præsident Bashar al-Assads mest trofaste støtte.
Den russiske interesse i Syrien går historisk tilbage til Den kolde krig, hvor Damaskus var Sovjetunionens tætteste allierede i Mellemøsten. I dag er det dog mere tungtvejende og aktuelle interesser, der styrer Putins ageren i Syrien: For det første tror Rusland ikke på den vestlige konfliktløsningsmodel. Med det kaos, der i dag hersker i Afghanistan, Libyen og Irak, forekommer det på ingen måde overbevisende for russerne, at det ville løse borgerkrigen i Syrien at komme af med Assad.
Moskvas store skrækscenarium er, at Islamisk Stat vil udnytte det politiske vakuum, der kan opstå efter Bashar al-Assad, og dermed yderligere styrke organisationens position i Mellemøsten. Det kunne bringe Ruslands nationale interesser og territoriale integritet i reel fare. Den egentlige russiske interesse i Syrien, og Mellemøsten generelt, er hverken olie eller flådebaser, men et stærkt ønske om at forhindre den politiske og religiøse fundamentalisme, der udgår fra regionen, i at sprede sig til Nordkaukasus og Centralasien. Disse regioner er ud fra et geopolitisk og kulturelt synspunkt Ruslands mest sårbare områder.
I Nordkaukasus har russerne i to omgange udkæmpet blodige krige i den autonome republik Tjetjenien, og der findes fortsat elementer, herunder et selvbestaltet kalifat, der ønsker at løsrive store dele af Kaukasus-regionen fra den russiske føderation. I Centralasien er den store frygt, at der vil kunne opstå lokalafdelinger af IS eller Taliban, som vil kunne løbe de lokale magthavere over ende og dermed etablere fundamentalistisk-islamiske stater tæt op ad den russiske grænse.
Heri findes årsagen til Moskvas ubetingede støtte til Assad-regimet.
Så længe Islamisk Stat er travlt optaget af kampen mod den syriske regeringshær, er der mindre overskud til at overveje nye fremstød. Den seneste udvikling i konflikten er da også domineret af den russiske militære støtte og tilstedeværelse i og omkring Syrien. Russernes militære indgriben i borgerkrigen synes samtidig at have bidraget til en markant styrkelse af Assads position.
Vesten har derudover ændret holdning. Hvor man tidligere anså Assad for hovedproblemet og samtidig var overbevist om, at Assad ville blive væltet i løbet af nogle få måneder, krævede man den syriske diktator fjernet. Nu er billedet ændret, og den fornyede forståelse og tilnærmelse mellem Vesten og Rusland er åbenbar. Der tales åbenlyst om militært samarbejde og koordinering. Samtidig får man indtryk af, at John Kerry er i næsten daglig kontakt med sin russiske modpart, Sergej Lavrov.
Skal Rusland fortsat isoleres?
Dermed er den politiske isolering af Rusland, som Vesten har arbejdet hårdt på at opretholde, ved at blive undergravet af en ny realpolitisk virkelighed. Moskva har behændigt anbragt sig selv således, at den vestlige verden ikke kan komme uden om Putin i forsøget på at løse vor tids mest komplekse storpolitiske problemer.
Et forhandlingsforløb mellem Vesten og Rusland vil betyde kompromiser, som vi ikke vil bryde os om, men uden forhandlinger med russerne vil begivenhederne med stor sandsynlighed udvikle sig i en stadig mere katastrofal retning, og dermed øges risikoen for, at Europa blive fuldstændig opslugt af det flygtningekaos, der udgår fra Mellemøsten.
Spørgsmålet er, om tilnærmelsen mellem Vesten og Rusland vil betyde, at sanktionerne lempes? I Europa kan den første indikation ventes på det kommende EU-topmøde i Bruxelles 18.-19. februar 2016.