Aynaz Anni Cyrus er en ung kvinde som er født og opvokset i Iran, men hun bor i dag i USA, hvor hun blandt andet arbejder for aktivistgruppen The Glazov Gang.
Aynaz har selv opleve, at blive voldtaget, mens hun stadig opholdt sig i Iran, og hun har oplevet, at hun blev forbudt at tale om det, for i Iran eksisterer begrebet voldtægt slet ikke.
Hvis en mand voldtager en pige eller kvinde, er det fordi hun ikke har taget sine forholdsregler, for eksempel i forhold til den måde hun klæder sig. Med andre ord, voldtægt er pigernes og kvindernes egen skyld.
I dag er Aynaz stemme for andre piger og kvinder, som har lidt samme skæbne som hende selv.
Her er Minas beretning
Hej mit navn er Mina Nasafi.
Jeg flygtede fra mit hjemland af tusinde grunde, men den største var den islamiske regering som styrer Iran.
De tog min bror, min familie, mit arbejde og min værdighed – nedbrød mig. Jeg blev slået, men det kunne aldrig få mit til at tro på det, de troede på.
Første gang jeg blev arresteret var jeg 14 år gammel og på vej hjem fra skole. Årsagen til, at jeg blev arresteret var, at jeg ikke havde et korrekt tørklæde på.
Jeg blev taget med på politistationen, og her slog de mig og kaldte mig navne, som jeg end ikke anede hvad betød i en alder af 14 år.
Efter volden, fornærmelserne og seksuelle overgreb endte det med, at jeg blev straffet med 80 piskeslag for forbrydelsen ikke at have det rigtige tørklæde på.
Efter alt det kom jeg hjem, og der blev jeg straffet af min far. Årsagen til hans vrede var skammen, som jeg havde bragt over familien. Men det var ikke enden på historien, det var kun begyndelsen.
I mange år var jeg udsat for ufatteligt mange overgreb, verbalt, seksuelt, mentalt og fysisk. Og hver gang regimet straffede mig, måtte jeg bagefter stå på mål for min fars straffe.
Skammen, jeg tilførte ham, var baseret på, at jeg viste mit hår, mit ansigt med makeup og mit ønske om at være som alle andre piger, derfor blev jeg straffet.
Min ældste bror og jeg besluttede at forlade islam og blive kristne. Vi holdt det hemmeligt, og vi havde en lille hemmelig kirke, som vi plejede at besøge.
Men en dag var den blevet raseret, og vi blev alle sammen arresteret og sat i fængsel. Efter det så eller hørte vi aldrig mere noget til præsten. Men min bror og jeg blev løsladt, fordi vi under torturen indrømmede, at vi ikke var kristne.
Efter løsladelsen forsøgte vi begge at flygte. På det tidspunkt var mit valg at blive eller flygte, men det sværeste valg var, om jeg skulle vælge livet eller at forlade min datter.
Jeg var nød til at efterlade min datter, men den dag i dag føler jeg stadig, at en del af mig er blevet taget væk.
Som ved et mirakel lykkedes det mig at komme til USA, men desværre var min bror ikke så heldig. Han blev arresteret og slået ihjel. De dræbte ham fordi han var konverteret til kristendommen.
Min fortælling er lang og jeg har svært ved, at finde ord for mine smerter, men jeg kom til dette land med håb om frihed og for at få det bedre.
Men hver gang jeg hører om islam i nyhederne ryster min krop, og jeg mister overblikket. Jeg kom her for at tro på det, jeg har lyst til og for at leve det liv, jeg fortjener som menneske.
Men islams mareridt forfølger mig også i dette land, som om det aldrig vil få en ende.