PARIS: Millionbøden til det blå dansk-svenske PostNord bør ikke være den sidste – hvorfor forklarer udlandsdansker:
Danskerne er fortvivlede over den parodi på service, som leveres af PostNord, som for at tækkes den svenske ledelse har afskaffet de røde og gule farver, som har været det danske postvæsens (og Oldenborgernes) farver, siden Christian IV oprettede etaten.
PostNord har netop fået en bøde på 2,5 millioner kroner for langsommelig postgang, og det bør ikke være den sidste af slagsen, hvis der er retfærdighed til.
Det mener en udlandsdansker, som bor i Paris og har draget sine egne erfaringer med PostNords effektivitet.
Han afsendte fra sit lokale posthus en brevpakke den 5. december til en adressat i DK-2920 Klampenborg. På posthuset forsikrede man, at den ville være fremme hos modtageren i løbet af tre-fire dage.
Brevpakken vejede kun 437 gram, var ret flad og porto blev betalt med 12,15 euros.
På den elektroniske kundetjeneste Colissimo International kunne kunden først på posthuset og siden på sin hjemlige computer følge brevpakkens skæbne.
6/12 ankom den til pakketerminal Nord og blev ekspederet videre mod Danmark samme dag.
9/12 ankom den til omkarteringen i Danmark, som 10/12 overgav den til PostNord, der gjorde den “klar til levering til adressaten”, som afsenderen kunne læse på sin PC.
Det var en omstændelig klargøring, for først om eftermiddagen den 16/12 afleverede et postbud en seddel om, at en brevpakke fra Frankrig kunne hentes på en postekspedition i nabolaget.
Chefen for PostNord i Danmark Peter Kjær Jensen måtte stå til regnskab for overgangen til den den svenske partners blå kulør da den blev introduceret med en reklamekampagne. Det skete med en forsikring om, at der var tale om “en fælles nordisk indsats for at stå stærkere på pakke- og logistik markedet og producere service af høj karakter”.
For at forsøde budskabet om føjelighed over for den svenske dominans forsikrede Kjær Jensen, at danske postkasser fortsat ville få lov at være postkasserøde.
Bøden på 2,5 millioner fik PostNord, fordi man på Slotsholmen i København kunne konstatere, at kunderne ikke fik noget ekstra for fyr A-porto.
Den blev afskaffet pr. 1. juli, og nu er det breve med enhedsporto, som ekspederes i sneglefart.
På et bestemt fransk posthus vil personalet ikke undres, hvis det svensk-danske foretagende får en ny bøde for langsommelig postgang. Her har man fulgt den danske kundes erfaringer på Colissimo og undret sig diskret.