En britisk dommer i asylsager har fået nok. Nu har han skrevet et indlæg til avisen Mail on Sunday, hvor han fortæller, hvor omfattende svindel asylansøgere laver i forsøget på at få asyl.
Indlægget er anonymt, da han som dommer ikke kan træde åbent frem. Han oplyser kun, at han fungerer i en større britisk by.
Dommeren begynder sit indlæg med at understrege, at en del asylansøgere har behov for at få asyl. For eksempel ofre for tortur.
Men han føjer til, at det store flertal af asylansøgere, som han ser i retten, overhovedet ikke flygter fra forfølgelse. De er slet og ret økonomiske migranter.
Mange har levet længe i landet, før de søger
Mange af de historier, de fortæller ham, er åbenlyst falske og i nogle tilfælde direkte absurde. Han tøver ikke med at afvise dem. Men han er dybt frustreret over, at kun mellem fem og ti procent af de afviste nogen sinde bliver sendt ud af Storbritannien.
Dommeren henviser til sidste uges afsløringer af, at hver tredje asylansøger oprindelig slet ikke kommer til Storbritannien for at søge asyl.
Nogle har gennem længere tid levet illegalt i landet, andre har haft et visum, der er udløbet – men det er først, når de bliver opdaget af myndighederne, at de søger asyl. Og mange af dem, der bliver afvist, bliver bare hængende.
Fuphistorier
Dommeren giver også eksempler på de fuphistorier, som han og hans kolleger bliver præsenteret for, når asylansøgere skal tale deres sag.
Han beretter om en midaldrende kvinde fra Vestafrika, der hævdede, at hun var på flugt fra en bedstemor, der ville have hende omskåret.
Omskæring er en forfærdelig ting, siger han, men den bliver aldrig udført på kvinder, der er pænt oppe i årene – og da slet ikke af deres bedstemor. Den umenneskelige praksis rammer derimod millioner af unge piger, som han slår fast.
Retten til familieliv – med flere koner
Et slagnummer for asylsvindlere er at påkalde sig retten til familieliv. Dommeren refererer et horribelt eksempel, som en af hans kolleger var ude for:
En muslim fra Asien havde levet i årevis i Storbritannien med kone og børn. Så vendte han tilbage til sit oprindelsesland og blev gift med tre andre koner, hvilket er tilladt ifølge islamisk lov. Han fik også børn med disse kvinder.
Disse børn krævede retten til britisk statsborgerskab, selv om britisk ægteskabslovgivning ikke anerkender polygami. Børnenes mødre krævede også retten til at komme til Storbritannien med henvisning til deres ret til familieliv. Denne ret er fastlagt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.
De nye koner og deres børn fik i første omgang afvisning på deres ansøgning. Men så appellerede de deres sager, hvorefter de fik lov til at blive.
Uledsagede flygtningebørn
Så var der sagen med en pige fra Vestafrika, der hævdede, at hun var blevet bortført, voldtaget og gjort gravid. Der var bare lige det problem, at hun fik et barn blot fem måneder efter det tidspunkt hun havde opgivet.
En vestafrikansk mand havde også en drabelig historie om, at han var undsluppet fra fangenskab som barnesoldat og var gået hele vejen hjem. Men et simpelt kig på kortet viste, at han aldrig i livet kunne være gået så langt.
De fleste afghanske asylansøgere er såkaldt uledsagede flygtningebørn, der er sendt afsted af deres forældre. De får automatisk midlertidig opholdstilladelse i Storbritannien. Og når de så er 18, og det er meningen, at de skal hjem, søger de asyl.
Hvis deres ansøgning ikke bliver imødekommet, appellerer de, og appelsagen kan tage år. I mellemtiden har de giftet sig med en britisk statsborger eller fået et barn med én – og så får de asyl.
For folk, der vil ind i Storbritannien, er det let at skaffe sig falske pas, fødsels- og dødsattester, skriver dommeren. Han beretter om en gruppe britiske dommere på studietur i udlandet, der fik tilbudt falske papirer af folk på gaden, som om det var billetter til en popkoncert.
De privilegerede med de rigtige meninger
Den forargede dommer siger, at det for ham ikke er er spørgsmål om et bestemt politisk tilhørsforhold. Han hælder selv mod venstre, skriver han. Men han mener, at både Konservative og Labour i Storbritannien er dybt uærlige omkring problemerne.
Han mener slet ikke, at det britiske samfund kan magte den nuværende tilstrømning. ”Der er en praktisk grænse for tolerance”. Og så fyrer han følgende salve af:
”De store fortalere for fri indvandring lever som regel privilegerede liv langt væk fra overfyldte skoler og hospitaler. Deres børn går ikke i skoler, hvor de er de eneste, der taler engelsk, mens de andre må have særundervisning, som forsinker hele klassens udvikling med flere år.”
Nu har denne dommer fået nok.