Dansk Folkeparti stiller spørgsmål til justitsministeren på baggrund af chikanesag mod studerende på Amager og andre steder.
Unge, som i flere tilfælde beskrives som indvandrere, har kastet æg, madolie, vandballoner, på lastbiler med nyudklækkede studenter. Der er sågar kastet med sten og en syrelignende vædske.
Det er fuldstændig vanvittigt, og dybt beklageligt, at unge mennesker skal have deres fest ødelagt af en flok uciviliserede fjolser. De må have et utrolig dårligt selvværd, når de begynder at kaste sig over andre mennesker på den måde. Det går langt udover, hvad man kan kalde for drengestreger.
De unge mennesker skal naturligvis have lov til at more sig uden den slags indblanding. I Dansk Folkeparti vil vi følge op på sagen, og derfor beder vi om at få oplyst om episoden har haft nogle konsekvenser for de pågældende ballademagere.
Der rettes henvendelse til justitsministeren på mandag, og jeg regner bestemt med, at politiet tager sagen meget alvorligt.
Det er en svinestreg overfor de studerende, og politiet bør slå hårdt ned på den form for opførsel.
Når jeg læser om de forskellige overfald på studenterkørsler, så kan jeg ikke løsrive mig fra den tanke, at fænomenet er endnu et trist eksempel på, hvad den muslimske indvandring har bidraget med til landet.
Det bliver værre og værre på alle måder, og jeg tror desværre at det bliver endnu værre før det bliver bedre.
Indtil det forhåbentligt bliver bedre, og her tænker jeg både på en begrænsning af indvandringen og på hjemsendelser, så skal vi slå ned på den form for opførsel med en øget indsats i ghettoområderne.
Det er først og fremmest politiet, som skal patruljere mere. Så ved jeg godt, at politiledelsen vil sige, at det er der ikke ressourcer til. Men så må Forsvaret og Hjemmeværnet aflaste politiet ved grænsen, og så skal der uddannes flere betjente, så vi har mandskabet til at håndtere disse kulturfænomener.
Dybest set bunder denne mærkværdige opførsel i, at de unge indvandrere ikke har respekt for andre traditioner end deres egne, at de ser sig selv som en slags overmennesker, der tror, at de kan gøre lige præcis som det passer dem. Det kan kun løses ved at sætte hårdt mod hårdt.
Alle de eksempler, som jeg har hørt om, har Dansk Folkeparti taget op i Folketinget, hvor vi i hvert tilfælde har bedt om at få svar på, hvad der bliver gjort for at få fat på gerningsmændene.
Er nogen af gerningsmændene blevet pågrebet?
Skal studenter-biler fremover skal have politieskorte i visse bydele?
Derudover så vil vi bede justitsministeren og politiet overveje om vi nu er nået dertil hvor studenterbiler i visse bydele skal have enten private vagter eller politieskorte. Det er langt ude, men vi bliver nødt til at overveje det.