***** (5 stjerner ud af seks)
Lars Tvede (født 1957) er for alvor kommet på lystavlen. Han er uddannet ingeniør og civiløkonom og har slået sit navn fast som iværksætter inden for bl.a. informationsteknologi og i de senere år også som forfatter til en række bøger om økonomi og erhvervsliv.
Tvede er blandt dem, der stiller skarpt på, hvordan Vesten adskiller sig fra andre civilisationer. I 2014 udkom ”Det kreative samfund”, der lægger sig i forlængelse af den engelske filosof Roger Scruton: ”The West and the Rest” (2003) og Niall Ferguson: “Civilization”(2011). Alle tre værker fokuserer på særtrækkene i den vestlige kultur og årsagerne til den vestlige civilisations dominans.
Eventyret GÅSEN MED DE GYLDNE ÆG
Linjen bliver fortsat i Tvedes seneste bog ”Gåsen med de gyldne æg”, der også er titlen på et gammelt eventyr med følgende handling:
Et fattigt ægtepar på landet opdager en dag til deres store henrykkelse, at en af deres gæs lægger guldæg. Parret begynder at sælge æggene og bliver skridt for skridt velstående. Men desværre også mere grådige. For det går for langsomt med ægproduktionen (ét om dagen), og derfor beslutter de sig for at slagte gåsen, så alle æggene kan komme på bordet én gang for alle.
Men selvfølgelig gemmer der sig ingen æg i den døde gås, og velhaver-eventyret er slut. De begærlige ejere forstod beklageligvis ikke, at æggene ikke var noget, gåsen HAVDE i sig, men noget, den LAVEDE.
Ifølge Tvede kan liberalismen sammenlignes med denne gås, jf. titlens underoverskrift: ”Den overraskende fortælling om hvad det vil sige at være liberal” – og forklarer yderligere:
”Vestens enorme velstand, kreativitet, og enestående lyksalige befolkning kan sammenlignes med de gyldne æg, mens mange politiske tiltag minder om, hvordan gåsens naive ejere ødelagde grundlaget for deres fremgang. ”(s.17).
Fra ’rød’ til ’blå’
I indledningen giver Tvede sin baggrund for, hvorfor han har flyttet sig fra at være et godt menneske alias en god socialist (rød) til en forståelse af, at socialismens virkelighedsfremstilling er mildt sagt mangelfuld. Især fordi omkring 100 millioner mennesker igennem historien er blevet myrdet i socialismens navn.
At denne og flere andre grunde forsvandt hangen til socialisme, og Tvedes politiske holdninger er i dag formet mere af praktiske oplevelser end teoretiske studier: ”Jeg er MEST liberal.”
Kunsten i økonomi og ønsket om at gøre godt
Et af navigationspunkterne er hentet i økonomen Henry Hazlitts bog ”Economics in One Lesson” (1946):
”Kunsten i økonomi består i at se ikke blot på det umiddelbare, men på de længere virkninger af en handling eller en politik; den består i at spore konsekvenserne af denne politik, ikke blot for én gruppe, men for alle grupper.” (s.11)
Ønsket om at gøre godt er selvsagt fint. MEN: Hvis godheden viser sig at bygge på en fejlagtig forståelse af det problem, der skal løses, så bliver de forkerte redskaber taget i brug. Konsekvens: Mere skade end gavn i godhedens navn.
Hertil kommer: ”Undertiden er tilsyneladende godhed en kappe, der dækker over personlig uduelighed.” (s.14)
Bogens centrale påstand
Bogens centrale påstand er, at hvis ansvaret og initiativet bliver taget fra det enkelte menneske, ender vi med at gentage eventyret om guld-gåsen.
Guldgåsen er de frie, demokratiske samfund. At være liberal betyder at gå ind for frihed – for frie mennesker og markedsøkonomi udgør de vigtigste forudsætninger for fred og fremskridt.
Men hvad betyder det så mere præcist at have frihed som ledetråd i tilværelsen? Det er det spørgsmål, som bogen leverer svar på i et opgør med de kræfter, som vil kvæle gåsen. I form af massiv beskatning, uoverskuelige lovjungler, krænkelseskultur, offerretorik, teknologiangst mv.
Samfund kollapser på grund af dårlige idéer
Lars Tvede kommer vidt omkring i sit murstensværk: Forskellige menneskeopfattelser, menneskets og samfundenes udvikling, politisk filosofi: Liberalisme, konservatisme og kollektivisme, liberalismens overlegenhed og de aktuelle angreb på den. Disse fremstød skal imødegås, for ellers forfalder friheden:
”Samfund kollapser næsten aldrig, fordi de løber tør for ressourcer, men derimod fordi de skifter gode ideer ud med dårlige.” (s. 412)
Knaldgod bog
Det er en knaldgod bog, Lars Tvede har skrevet. Den uhyre belæste og velskrivende forfatter indfører kyndigt sin læser i historiske milepæle og indflydelsesrige filosofiske, sociologiske, antropologiske og psykologiske skrifter.
”Gåsen med de gyldne æg” kalder imidlertid også på modsigelse, som en ordentlig debatbog netop skal. Fx er kapitlet om konservatisme i den absolut svage ende og glimrer ved ikke at medtage den absolut vigtigste nulevende konservative filosof Roger Scruton. Hans position kunne Tvede ikke så nemt have afvist som de bekvemt håndplukkede ’crony capitalism’ og ’religiøs fundamentalisme’.
Det ER svært at skelne imellem liberalisme og konservatisme, men har læseren fået blod på tanden vil jeg henvise til dette link: http://nomosdk.blogspot.dk/2009_01_01_archive.html
– skrevet af Dansk Samlings formand Morten Uhrskov Jensen.
Uden for diskussion står, at Lars Tvede er en iværksætter af guds nåde, og at det flyder fra ham med guldkorn. Ja, lad mig bare kalde det ’gyldne æg’.
Lars Tvede: GÅSEN MED DE GYLDNE ÆG. Den overraskende fortælling om hvad det vil sige at være liberal. Hæftet med flapper. 439 sider. 350 kr. Gyldendal Business.