Debatten efter at England har valgt at forlade EU har endnu engang understreget, hvordan eliten anvender udtrykket populisme som et pejorativ.
Hvis et flertal mener noget andet end dem, så er de populister, dvs. de er blevet forførte af demagoger, der spiller på letkøbte og følelsesladede argumenter, som flertallet pga. deres manglende indsigt og intellektuel uformåenhed lader sig forføre af. Populismekortet bliver typisk spillet af de radikale og de venstreorienterede, når et flertal træffer afgørelser eller har holdninger, som de folkevalgte ikke bryder sig om.
Det er således populisme, hvis man er imod det multikulturelle samfund, anser muslimer for uintegrerbare, ønsker stop for indvandring, er imod EU’s beslutninger om arbejdskraftens frie bevægelighed eller ønsker kontrol ved landets grænser.
Det er ligeledes populisme, når den danske befolkning stemmer imod en ophævelse af retsforbeholdet, og det er populisme så det klodser, når et flertal af den engelske befolkning ved den nyligt gennemførte folkeafstemning besluttede sig for at forlade EU. Vildførte får, det er, hvad befolkningen er! For hvad ligner det højt og flot at ignorere advarslerne fra de folkevalgte, hvad enten det så er den engelske elite, præsident Obama, statsminister Lars Løkke Rasmussen eller FNs Mogens Lykketoft.
Og sådan har det længe været. Eliten afviser folkelige bevægelsers holdninger som værende drevet af sentimentalitet, uvidenhed og manipulation. De er uden bund i videnskab eller sund fornuft. Synspunktet er så hamrende arrogant, og derudover er det et udtryk for en solid disrespekt for demokratiet. Men derudover er det også et udtryk for en usmagelig selvfedme: Hvorfor skulle vi lade os influere af, hvad flertallet ønsker? De ved jo kun så lidt, og det de ved er ikke værd at vide.
Eliten griber ikke i egen barm. Vi er de bedste, og vi har ret, fordi vi ved, at vi har ret. En sådan tautologi levner ikke plads til tvivlens nådegave. Den legitimerer også løgne som, at unionen er stendød, selv om man målrettet styrer frem mod netop en politisk union, også selvom den ikke nyder nogen folkelig opbakning.
Eliten og fremtiden
Elitens reaktion på den engelske afstemning lover ikke godt for fremtiden. EU er en dysfunktionel føderal stat, og vi populister må se i øjnene, at EU’s elite inklusive vores egen ikke har hverken viljen eller lysten til at adressere de problemer, som vi anser for presserende. Jeg tænker her især på:
• Renten er i 0% og ECB gennemfører store Quantitative Easings, men alligevel er EU ude af stand til at skabe økonomisk vækst.
• EU’s ydre grænser er ubeskyttede.
• EU har store problemer med en ukontrolleret migranttilstrømning.
• EU har ikke viljen til at gennemføre arbejdsmarkedsreformer, så der kan skabes vækst i den private sektor.
• Produktiviteten indenfor unionen er så forskellig, at man ikke kan opretholde €. Lande som Grækenland, Frankrig, Italien og Portugal må have mulighed for devaluering.
• EU har ikke viljen til at formulere værdier, der gør op med tolerancen overfor den muslimske minoritet i Europa.
Vi må altså regne med, at EU og dets elite vil modarbejde de løsninger, som vi anser for nødvendige, for de har ikke viljen til at gøre op med deres trosgrundlag. Kløften mellem befolkningerne og deres valgte repræsentanter vil lamme os, så der ikke kan træffes de nødvendige beslutninger.
Følg England
I denne situation er der for Danmark efter min opfattelse ikke andet at gøre end at følge England ud af EU. EU var i sin oprindelse et velment men uigennemtænkt politisk projekt, der har vist sig hverken at have politisk eller økonomisk bærekraft.
Lad os komme ud af dette misforståede og dysfunktionelle føderale projekt. Det skal ikke betyde et farvel til internationalt økonomisk samarbejde, men vi må bryde med Bruxelles verdensfjerne og højspændte idealer, så vi på et pragmatisk grundlag igen kan få kontrol over vores egen skæbne og træffe de afgørelser, som vi anser for nødvendige.