Dansk Folkeparti sejrede
Den ny regerings egentlige vinder blev Dansk Folkeparti.
Thulesen Dahl har haft regnestokken fremme og noteret, at blå blok kan mønstre 90 mandater i Folketinget, hvis DF lægge deres mandater oven i tre-kløver-regeringens.
Et bekvemt flertal, der vil kunne sætte den politiske dagsorden, HVIS PARTIERNE ELLERS KAN BLIVE ENIGE?
Anders Samuelsen fra Liberal Alliance og Søren Pape Poulsen fra De Konservative m. fl. Scorede godt nok nogle vigtige ministerier og de blankpolerede ministerbiler, men hvad er det værd, hvis de vigtigste politiske afgørelser alene træffes i Tulles parti?
Uartigt sagt, så han Danmark nu fået en marionetregering “styret” af DF.
Og mon ikke trekløveret også kommer til at æde DF’ s asylstramninger, den permanente grænsekontrol og opgøret med konventionerne?
Skandalen om DF’ s brug af EU-midler, Tulles dækningsløse løfte om dansk deltagelse i Europol uanset danskernes NEJ samt partiets nedtur forsvinder lige så stille i glemmebogen.
Fortidens synder begraves i takt med DF ‘s forventede succes’ er på udlændinge-området, så DF kommer til at fremstå som det parti, der forhindrede Danmark i at “drukne” i flygtninge-strømmene fra Syd.
Jørgen Mejrup
Dansk Folkeparti fejlede
Så fik vi en ny regering bestående af Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti – en såkaldt trekløverregering. Det ville have været befriende for den politiske arbejdsro, hvis trekløveret var blevet et firkløver, således at også det fjerde parti i blå blok, nemlig Dansk Folkeparti, var en del af det, der så ville have været en flertalsregering. Objektivt set kan det undre, at det største af de fire borgerlige partier heller ikke i anden omgang ønskede at tage et regeringsansvar.
Politisk forklaring på, at DF ikke vil tage borgerligt regeringsansvar
Det er der selvfølgelig en politisk forklaring på. Det bliver således mere og mere åbenbart, at Dansk Folkeparti jo egentlig slet ikke er et borgerligt parti. I de fleste indenrigspolitiske spørgsmål deler partiet værdier med medlemmerne af rød blok, primært Socialdemokratiet. Dansk Folkeparti har så udlændingepolitikken og en skeptisk holdning til EU som de mærkesager, der gør, at de i et vist omfang kan stjæle ellers traditionelle socialdemokratiske vælgere. Partiet er en fremmed fugl i blå blok og på nogle områder altså også i rød blok. Derfor har det så svært ved at gå ind i et så forpligtende politisk samarbejde som en regeringsdeltagelse jo er.
Glad og lettet – men også fuld af mismod
Den Korte Avis ser desværre helt rigtigt, når redaktionen forleden i en analyse af den politiske situation slog fast, at nok består regeringen af tre borgerligt liberale partier, men det er Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, der bestemmer, i hvilken retning og hvor langt ministerbilerne skal køre. Som borgerlig liberal dansker er man derfor i disse dage både glad og lettet, men samtidig fuld af mismod. Glad og lettet fordi de evige og uværdige skænderier i blå blok, som en undrende offentlighed har været vidne til, nu synes at være forbi. De tre af partierne taler nu med én stemme. Det gør det hele lidt enklere og mere overskueligt, men det borgerlige flertal mangler (!). Uden for regeringskontorerne står således blå bloks største parti – som altså slet ikke kan regnes som hørende til i blå blok – parat til at spænde ben for mange gode borgerligt liberale vækstinitiativer. Det gælder først og fremmest skatteområdet. Her indtager DF en forbenet socialistisk holdning, som samtidig med, at det spænder ben for regeringens forsøg på at lette det dybt væksthæmmende skattetryk også spænder ben for, at vejen banes for at skabe netop den vækst i den private sektor, som er og bliver en forudsætning for at sikre fortsat velfærd. Det gøres nemlig ikke ved at fastholde et tungt skattetryk, tværtimod!
Støtteparti eller benspænderparti?
Vil DF hånd i hånd med partierne i rød blok hindre en borgerlig trekløverregering i at lette skattetrykket på danskerne – herunder i det mindste hæve grænsen for, hvornår der skal betales topskat? Vil man fremture med, at en familieforsørger, der tjener over 462.000 om året tilhører de allerrigeste i samfundet? Og vil man fastholde, at de allerlaveste indkomster fortsat skal betale en relativ høj skat? Kristian Thulesen Dahl optræder i øjeblikket både arrogant, irriterende og usmageligt. Som politisk leder er han ligefrem stolt af at kunne spænde ben for den regering, DF er støtteparti for – en regering han i stedet burde have været medlem af. – Nej for pokker da! Jeg glemte jo helt, at han ikke står i spidsen for et borgerligt parti (!).
Erhvervsmanden Asger Aamund er en klog mand, som er værd at lytte til. At skabe vækst, velstand og velfærd i Danmark ligger ham stærkt på sinde. Derfor er hans råd til den nye ambitiøse trekløverregering: Giv DF alt, hvad de beder om! Så må de til gengæld give sig på skatteområdet og undlade at spænde ben for vækstinitiativer. Lad det komme an på en prøve for at teste, om DF er egenrådigt og ultimativt i sin politiske tænkning og praksis, eller det er kompromis- og samarbejdsvilligt. – Det skal i øvrigt blive spændende at se, hvor langt DF kan nå med sine nye venner i rød blok, når det gælder udlændingepolitikken…….!
Flemming Jansen
Dagens politikere
I dag har jeg sikkert som mange andre fulgt pressemødet om den nye såkaldte regering.
I flere dage har vi nu stort set ikke fået andre “nyheder” end Samuelsens og Papes renden ind og ud af Marienborg, og alene af den grund er det da rart, at det nu er slut og, at vi nu kan slippe for at høre på de selvglade kommentarer fra de to “politikere”.
Men det jeg egentlig vil frem til er følgende: Er det kun mig der synes at Samuelsen er som en dårlig tegneseriefigur, der skal forestille at sige noget klogt men udelukkende lyder fuldstændig idiotisk. Uanset hvordan han vender og drejer sig, og hvilke “gode” forklaringer han kommer ud med, kan enhver både se og høre, at han alene ønsker ministerløn, pension, taburet og ministerbil.
Fra LA blev startet har det heddet sig, at det var et parti for erhvervsfolk. Jeg håber virkelig at det ikke er tilfældet, for hvis jeg skal sige min mening, forstår jeg ikke hvis intelligensniveauet hos samme erhvervsfolk virkeligt skulle være af en sådan standard.
Det er det såmænd nok, og man kan bare sige stakkels Danmark og stakkels danskere.
Lene Andersen
Når generationerne glæder hinanden
Jeg havde for nylig den store glæde, at være inviteret til Ældre Sagens julehygge for deres mange aktive frivillige. Arrangementet blev afholdt i Park Hallen og her var en del af underholdningen, et besøg af nogle dejlige børn, fra børnehaven Troldebo i Bramdrupdam. De gik Lucia-optog og sang sødt, til stor glæde for de fremmødte. Blandt de frivillige var rigtig mange seniorer, men der var også en del helt unge mennesker, som har stor glæde ved f.eks. at være besøgsvenner.
Det fik mig til at tænke på, hvor forkert det er når nogle politikere taler om ”generationstyveri” og mener man godt kan spare på ældreplejen, for at tilgodese børnene i stedet. Der er slet ikke det modsætningsforhold, ude i vores hverdag. Her under generationerne hinanden det godt og vil gerne gøre noget for hinanden.
Seniorerne glæder sig over vores gode folkeskole og når der sker noget godt for børn og unge og disse grupper bliver tilgodeset. Seniorerne er også virksomme som mentorer og støttepersoner, som frivillige, som rådgivere og meget andet. Omvendt vil børn gerne glæde seniorerne og vi ser unge mennesker kører ture med plejehjemsbeboere, er besøgsvenner, kigger forbi plejecentrene og hygger med deres babyer og i det hele taget ønsker det bedste, for de der har opbygget vores samfund.
Jeg glæder mig over dette bevis på, at vores samfund hænger godt sammen og rigtig mange gør noget godt for andre, uden at tænke på køn eller alder.
Søren Rasmussen (DF) formand for Seniorudvalget i Kolding
Hjælp os
Forleden nat kunne jeg igen ikke sove. Bekymringer og frygt for fremtiden holdt mig atter vågen, men til forskel for de mange andre nætter stod jeg denne nat op og skrev et brev. Det var til Pamela Geller der er tilknyttet David Horowitz Feedomcenter i U.S.A. Det var et nødråb, og den korte version af brevets indhold er ”help us”.
Den længere version er, at bortset fra enkelte lande i Østeuropa, så har samtlige europæiske politikere det til fælles, at de har svigtet deres egne etniske befolkninger. De har forrådt dem de skulle have passet på. Over en bred kam prioriteres internationale regler frem for de nationale regler der skulle have beskyttet de enkelte lande og deres befolkninger. Overnationale systemer som FN og EU tilsidesætter de nationale, og det har svækket modstandskraft og selvforsvar overfor en accelererende islamisering i katastrofal grad.
Familiesammenføringer, asylregler og høj fertilitet, gør at den muslimske befolkningsandel er eksponentielt voksende. Det udgør en alvorlig eksistentiel trussel overfor de oprindelige befolkninger, deres kultur og deres levested. For eksempel, når befolkningen i Danmark ad demokratisk vej, prøver at ændre på den katastrofale kurs som Christiansborg har udstukket, så sker der ingenting. Uanset om det er Socialdemokratiet eller Venstre der er regeringsbærende, så holdes kursen støt. De internationale regler såsom konventionerne trumfer de nationale regler såsom grundloven, og det er først og fremmest de internationale regler vores nuværende statsminister står vagt om. I forhold til en revision af vores internationale forpligtigelser gjorde Lars Løkke Rasmussen, trods sit valgløfte, sin prioritering meget klart. Det kommer ikke til at ske, det kommer ikke til at ske, det kommer ikke til at ske. En Mette Frederiksen vil utvivlsomt være lige så stålsat. Selvom størstedelen af befolkningen ønsker en omlægning af kursen, så sker det ikke, og det beviser min pointe, at internationale regler har afsporet det repræsentative demokrati, ikke kun i Danmark, men i hele Europa. Vi er nu næsten helt forsvarsløse, og det er derfor jeg sendte et nødråb afsted.
Situationen er nu den, at Danmark ligesom hele Europa, islamiseres hurtigere end nogen sinde før. Der er tale om brug af menneskemasser, flygtninge og migranter, der er tale om (mis)brug af vore egne regler og systemer og så er der tale om høj fertilitet der kombineres med hostil socialisering. Der er tale om en invasion og det er islam der invaderer. Der er tale om en besættelse, bare langt mere alvorlig en den under anden verdenskrig. Der er tale om det hidtil farligste angreb på vores civilisation nogensinde. Både nazisme, kommunisme og fascisme er vand ved siden af, og muslimerne står ikke alene. Medierne, socialisterne, de kulturradikale og eliten fægter alle mod dansk/vestlig kristent rodfæstet nationalitet og kultur, og for islam. Målet er ødelæggelse af det etablerede, og typisk så bryster man sig. Samtidig med at man ødelægger, så føler man sig som et bedre menneske. Ligesom Johanne Schmidt Nielsen udtalte til Berlingske Tidende for nylig, ”det er blevet os, der kæmper for det enkelte individs rettigheder. Det er Enhedslisten, De Radikale og Alternativet, som kæmper den kamp i dag”. Det er en typisk forholdemåde hos de ”fine” politisk korrekte, der slet ikke forstår, at når de baner vejen for islam, så underminerer de friheden i vores samfund, hvilket på sigt helt vil afskaffe det enkelte individs rettigheder.
Men der er ikke meget vi kan gøre, når den politiske vilje til at dæmme op for angrebet er så minimal. Jeg skriver og skriver – som så mange andre – men meget få lytter. Endnu færre af dem der bestemmer lytter, selv vores tidligere justitsminister – alias sheriffen af Nottingham – gik i langt højere grad i brechen for islam frem for Danmark og vore værdier. Jeg nærer ikke meget håb til den ny regering og deres ministre, hvis regeringsgrundlag tilsyneladende ikke indeholder afværgemanøvrer af nogen art. Alt handler om vækst, og alligevel synes ingen at bekymre sig over, at verdens allerstørste væksthæmmer vokser eksplosivt indefra, samtidig med at den vælter ind over os udefra. På sigt vil det også her kvæle enhver vækst, ligesom det vil kvæle os. I islams skygge kan kreativitet og innovation ikke spire, og samfundets produktivitet vil langsomt men sikkert gå støt nedad. I stedet for at gøre noget, og sætte sig ind i hvad islam handler om, fabler man videre om integration. Det er derfor jeg har skrevet til Pamela Geller og bedt hende om at spørge Mr. Trump, om ikke han vil hjælpe os. For vore politikere, såvel i Danmark som i Europa, vil generelt ikke. Please come and help us.
Steffen Wernberg-Møller
Venstres reformation
Pressen var på tæerne, da det i forrige uge ulmede ekstraordinært i Regeringen. Var et valg på vej, ville Lars Løkke Rasmussen mon trække sig som Venstres formand – nu eller efter næste valg? Og lige siden vi fik en mindretalsregering af Venstre-ministre, har alle fornemmet, at det kørte på firkantede hjul. Også selvom der i denne regering blev plads til både tilhængere og modstandere af Venstres to formandskandidater.
Både for Statsministeren og Udenrigsministeren var der nok at se til. I regeringen, internt i Venstre, i EU, i det landspolitiske, på udlændingeområdet og på den internationale scene: Bølgegangen i USA, uroen i Frankrig, Tyskland, Nato og Europol; Venstres ønske om arbejdskraft fra Nordafrika, løftet pegefinger til Cubas folk om demokrati efter Castros død og meget andet.
Men så kom forløsningen: Trekløverregeringen blev født, og Statsminister Lars Løkkes Rasmussens evner, som kompromisernes mester og politisk overlever bekræftedes endnu en gang. De konservatives dødsdom blev underskrevet af dem selv i Regeringsgrundlagets håndfæstning, og Anders Samuelsens brede sejrssmil stivner formentlig hverken i år eller næste år. Men hvad med Venstre selv?
For en lille snes år siden var vi til årsmøde i Kommunernes Landsforening. Her holdt den unge Kristian Jensen et glimrende indlæg om finanspolitikken, og efterfølgende blev en professor fra København, en viceborgmester fra Fredensborg og undertegnede enige om, at vi lige havde hørt et indlæg af Danmarks kommende finansminister.
Det blev han så nu. Efter nogle knubs og omveje. Kampen om Venstres formandspost afslørede kun den velkendte synlige tiendedel af isbjerget. Men Venstres gamle administrator og strateg Klaus Hjort Frederiksens tale og hyldest på seneste landsmøde afslørede, at Finansministerposten ville blive ledig.
Men pressens spekulationer om, hvem der skal afløse Lars Løkke Rasmussen efter et evt. kommende valgnederlag, er ikke overstået. I Venstres bagland peges nemlig ikke éntydigt på Kristian Jensen.
Men ro på bagsmækken er en god ide. Derfor er Kristian Jensen nu Finansminister. Og hvem ved, om ikke Lars Løkke også var strategisk forudseende efter sidste valg, hvor Kristian Jensen placeredes på Udenrigsministerposten? Det er i vore dage en Uriaspost, der kunne tage livet selv af Villy Søvndal. Og nogen let opgave er det ikke at forene denne post med tilløb til en formandspost i dansk partipolitik. En ministerpost er et privilegium og ingen straf. Men ikke alt kan ses at balancere på en altruistisk vægt.
For Venstre vil regeringsudvidelsen betyde en øget vælgertilslutning. Lars Løkke Rasmussen vil vinde tid og luft til nye taktiske træk, der kan sikre hans forbliven på Statsministerposten en tid endnu. Især hvis den unge borgmester i Herning får et stort ord at skulle have sagt i Venstres bagland. For så er det ikke sikkert, at Kristian Jensen afløser Lars Løkke Rasmussen på formandsposten.
Visti Christensen