En kvindelig ansat i et asylcenter har kastet ny benzin på den voldsomme debat om asylansøgere i Tyskland. Hun vækker stor opsigt med sine afsløringer af dagligdagen med asylansøgere.
Kvindens beretning stemmer dårligt overens med de naive forestillinger, man har kunnet finde hos forbundskansler Angela Merkel og mange andre i medier og politik. Den forstærker således det opbrud, der er kommet efter sexoverfaldene i Køln.
Hun var meget idealistisk – det er hun ikke mere
Kvinden, der er anonym, har fortalt sin historie til en redaktør på den store avis Die Welt.
I efteråret 2015 blev hun ansat på et asylcenter i Hamborg. Hun glædede sig meget til det nye arbejde og var fuld af idealisme i forhold til opgaven. Men nu er hun stærkt desillusioneret.
Frem for alt er hun chokeret over den holdning til kvinder, som hun har oplevet hos mange af de mandlige asylansøgere.
”Nærmest ubehageligt”
Hendes opgave er at fungere som socialrådgiver for asylansøgerne. Da de begyndte at indfinde sig på hendes kontor, fandt hun hurtigt ud af, at det hele var meget anderledes, end hun havde forestillet sig.
Hun understreger, at man ikke bør skære alle over én kam, og at der bestemt er venlige og taknemmelige mennesker iblandt dem. Men så føjer hun til:
”Men hvis jeg skal være ærlig, så er samarbejdet med 90 procent af dem, jeg møder, nærmest ubehageligt.”
Mange er ekstremt krævende
Mange af dem er ekstremt krævende. De forlanger, at hun skaffer dem en bolig, en smart bil og helst også et rigtig godt job. Det er jo derfor, hun sidder der, mener de.
Når hun forklarer, at det ikke fungerer sådan, bliver de jævnligt højrøstede og undertiden direkte aggressive. En afghaner truede med at begå selvmord, hvis hun ikke leverede, hvad han ønskede. Nogle syrere og afghanere sagde, at de ville gå i sultestrejke.
Til hendes kvindelige kollega med arabisk baggrund råbte nogle stykker: ”Vi hugger hovedet af dig!” Den slags episoder har ført til, at politiet kommer til stede flere gange om ugen.
Falske oplysninger og brudte aftaler
Et andet problem er, at mange giver falske oplysninger. Og hvis den ene forklaring ikke duer, så skifter de til en anden. Eller også finder de en ny sagsbehandler.
Det er desuden belastende, at de ofte ikke overholder aftaler. Læger må for eksempel jævnligt vente forgæves på asylansøgere, der har fået lavet en aftale.
Men det værste er, siger hun, den holdning, som en stor del af mændene har over for kvinder.
Foragten for kvinder
Personligt skønner hun, at 65-70 procent af asylansøgerne er enlige mænd, langt de fleste i alderen 20-25 år. Hun oplever, at mange af dem slet ingen respekt har for kvinder.
”De tager os overhovedet ikke alvorligt”, siger hun, ”og når jeg fortæller dem noget eller kommer med en anvisning, demonstrerer de, at det er uvigtigt, og så henvender de sig til en mandlig kollega. Over for os har de kun foragtende eller påtrængende blikke.”
”De pifter efter én, råber noget efter én på et fremmed sprog og griner så. Det er meget ubehageligt.”
Hun beretter om en gang, hvor hun gik op ad en ret stejl trappe – så løb en gruppe mænd efter hende med højlydte kommentarer til hende og latter.
Har lagt sin tøjstil kraftigt om
Kvindelige kolleger har fortalt hende, at der ikke er noget at gøre ved det, og de prøver simpelt hen at ignorere det.
Hun har så også forsøgt at gå med blikket rettet stift fremad uden at fortrække en mine. Men det har ikke hjulpet. Så har hun lagt sin tøjstil kraftigt om. Normalt har hun ind imellem gået i forholdsvist stramt tøj. Men nu går hun i rummelige bukser og en overdel, der er lukket helt op i halsen.
Hun undgår desuden at komme på de steder i centeret, hvor de enlige mænd typisk hænger ud. Hun holder sig mest på sit kontor. Faktisk er hun også holdt op med at tage toget til og fra arbejde. En kollega har nemlig oplevet, at unge mænd har fulgt hende til stationen, mens de generede hende. Så nu kører hun i bil.
Det kan lyde voldsomt at lave den slags ændringer, siger hun. Men hvad er alternativet? Fra systemet er der i hvert fald ikke den store hjælp at hente.
”Jeg kan ikke holde det ud”
Hun fortæller, at problemerne er blevet værre på det seneste, efter at asylcenteret er begyndt at modtage mange mænd fra Nordafrika – Marokko, Tunesien, Libyen. De er endnu mere aggressive.
Det var også nordafrikanske arabiske mænd, der stod for langt de fleste sexoverfald i Køln.
Enden på det hele kan blive, at hun siger op. Hun gør det nødigt, fordi hun ville så meget med dette job, og fordi det ville være et nederlag. Men hun slutter af med at sige:
”Mange af mine kolleger har også planer om at sige op, fordi de ikke kan holde ud at se på, hvor skævt det hele kører, uden at de kan gøre noget ved det. Og hvis jeg skal være ærlig: Jeg kan heller ikke længere holde det ud.”