En 81-årig mand fra Alderslyst, Silkeborg gik ud for at tømme sin postkasse. Det skete ved højlyse dag mellem kl. 14 og 15 i torsdags.
Lidet anede han, hvad der kunne ske i den korte tid, hvor han var væk fra sin lejlighed. Men en tyv øjnede en mulighed og slog hurtigt til.
Han smuttede ind i lejligheden og stjal den 81-åriges pung med dankortet.
Den 81-årige nåede slet ikke at finde ud af, hvad der foregik. Først fem timer senere opdagede han, at pungen manglede.
Det viste sig så, at tyven også havde været hurtig til at komme hen til en hæveautomat fra Jyske Bank, hvor han hævede 14.000 kr.
Flemming Just fra politiet i Silkeborg oplyser til silkeborgnyt.dk, at man har et billede af manden ved hæveautomaten, så der er noget at gå efter.
De danske postkunder har måttet indstille sig på, at portoen er hævet kraftigt. Men det er noget nyt, at man risikerer at skulle betale 14.000 kr. for at hente sin post …