*** 3 stjerner ud af 6
Spanske Jaume Collet-Serra (f. 1974) er både producer og filminstruktør – og måske kendt for bl.a. gyseren ”Unknown Identity” (2011) med Liam Neeson i hovedrollen? Den film lokkede i hvert fald mig til pressevisning af hans seneste værk ”The Shallows” [’lavt vand’], hvor der ikke er sparet på hverken bastante chok-effekter eller ’suspense’ [seeren VED, at noget frygteligt vil ske, men hvornår og hvordan?]
Handlingen
Nancy Adams (Blake Lively) er en køn, toptrænet, ung kvinde, der for nyligt har mistet sin højtelskede mor. Hun læser medicin – det skal vise sig at være et heldigt valg – men er utilpasset på grund af sin store sorg over tabet. Derfor beslutter hun sig til sammen med en veninde at rejse ud og surfe i den bugt, der var hendes mors absolutte favorit-sted. Strand og bugt ligger langt fra alfarvej, og de lokale beboere holder navnet på den underskønne, uberørte lokalitet hemmelig.
Veninden drikker sig imidlertid en kæp i øret og vågner op med så slemme tømmermænd, at det ender med, at Nancy tager af sted alene med sit surfbræt. Hun får en lift af en lokal chauffør og bliver sat af ved bugten. Her går hun straks i gang med at iføre sig surfer-udstyr og er nu klar til at padle ud i havet på sit bræt for at ride ind på de fantastiske bølger.
Helt alene er hun dog ikke, for to unge mænd viser sig at surfe på samme sted. Uforsigtigt følger hun imidlertid ikke deres råd om at tage tilbage i god tid før mørkets frembrud. Hun skal lige nyde en bølge mere.
Fatal beslutning
Beslutningen viser sig at være fatal, for nede i dybet gemmer der sig en gigantisk hvidhaj, der gør, hvad hajer er designet til fra naturens hånd: Æde alt spiseligt i det område, der er dens jagtterritorium.
Hajen angriber fuldstændigt uventet Nancy, men ikke desto mindre lykkes det hende at redde sig op på et lille stykke klippe. Hun er såret, blodet flyder fra hendes lår, og situationen er desperat.
Godt nok er vandet ikke særligt dybt her, og der er kun 180 meter til kysten. Men da hajen cirkler om hende, har hun til trods for den korte afstand ikke en chance for at redde sig ind på stranden.
Nu begynder for alvor en indædt og ensom kamp for at overleve. Vil nød lære nøgen kvinde at spinde? Har hun tilstrækkeligt med mod, overlevelsesdrift og viljestyrke til at holde ud, til hjælpen – måske? – kommer, inden tidevandet opsluger hendes lille klippestykke? Eller vil hajen vinde den ulige kamp?
Ferm filmmager
Det står meget tidligt klart, hvad der venter Nancy nede fra dybet, og instruktør Collet-Serra er ferm til at bygge spændingen op – godt understøttet af en dramatisk lydside.
Men der er for mange urealistiske scener til, at historien på noget tidspunkt bliver rigtigt overbevisende. Hvis den manglende realisme ikke generer biografgængeren, er der til gengæld smæk for skillingen. Kameraarbejdet er forrygende. Der er betagende optagelser både over og under vandet og en elegant, rytmisk billedbeskæring, der veksler i klip mellem panoramiske totalbilleder og nærbilleder af fx en fod, en hånd, et surfbræt eller et såret lår.
De fleste af billederne er en fryd for øjet – som jeg dog lukkede, mens Nancy ”syede” sin flænge på låret sammen! Lige præcis i den scene kan filmen ikke beskyldes for at mangle realisme!
- Længde: 87 minutter
- Medvirkende: Blake Lively, Óscar Jaenada, Brett Cullen, Sedona Legge
- Manuskript: Anthony Jaswinski
- Kamera: Flavio Labiano
- Instruktør: Jaume Colle-Serra
- Censur: Anbefales over 15 år
- Premieredato: torsdag d. 18. august 2016