I samme øjeblik, regeringen og dens støttepartier hørte, at EU-domstolen i modstrid med Danmarks nationale lov om familiesammenføringer havde bestemt, at Danmark skulle lade en 25-årig tyrker blive familiesammenført med familien i Danmark, lød det i samlet kor: ”Nej, nu er nok nok. I Danmark bestemmer vi selv, hvem vi vil have ind i vores land.”
Ikke sandt? Det var den reaktion, regeringen mødte domstolsafgørelsen med?
Associeringsaftalen
Formålet med Associeringsaftalen med Tyrkiet var oprindeligt at styrke de økonomiske og handelsmæssige forbindelser mellem EU og Tyrkiet, herunder gradvist at gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed. Familiemedlemmer blev defineret som ægtefælle og børn.
På den ene side var – og er – Danmark ikke bundet af familiesammenføringsdirektivet, fordi dette er omfattet af det danske forbehold på området for retlige og indre anliggender.
På den anden side er Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, tillægsprotokollen hertil samt afgørelse nr. 1/80 derimod ikke omfattet af det retlige forbehold.
Og hvorfor er det så ikke det? Hvorfor har danske politikere stiltiende accepteret, at EU har bestemt, hvad Danmarks retsforbehold omfatter?
Afgørelse nr. 1/80 vedrører arbejdstagere og deres familiemedlemmer, og medfører, at Tyrkiet og medlemsstaterne ikke efter ikrafttrædelsen af afgørelsen den 1. december 1980 må indføre nye begrænsninger, for så vidt angår vilkårene for adgang til beskæftigelse for arbejdstagere og deres familiemedlemmer, som har opnået opholds- og arbejdstilladelse efter de nationale regler herom.
Det er altså ulovligt for medlemsstaterne – også for Danmark, selv om vi har et retsforbehold – at foretage nye restriktioner efter 1980, ”medmindre den 1) er begrundet i et tvingende alment hensyn, 2) er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte lovlige mål og 3) ikke går videre end, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål, jf. præmis 37.”
EU-Domstolen fastslår således, at der trods stand still-klausulerne alligevel kan indføres nye begrænsninger for familiesammenføring, hvis disse kan begrundes og er proportionale.
Nu er der jo nok forskel på EU’s og Danmarks opfattelse af ”et tvingende alment hensyn”. Men når henses til den lave værdimæssige integrationsgrad, for slet ikke at tale om uddannelsesgraden af selv heropvoksede tyrkere, så kan man nok konkludere, at det er et tvingende alment hensyn over for Danmark og danskerne, at vi ikke giver familiesammenføring til voksne børn.
Ganske vist søgte Caner Genc første gang om familiesammenføring, da han var 15 år. Mindreårige fra tredieverdenslande skal dog søge om familiesammenføring, før de fylder 15 år. På grund af vores retsforbehold var og er vi i vores gode ret til at give afslag på en sådan ansøgning, al den stund familiesammenføringsdirektivet ikke omfatter Danmark, Irland og UK.
Definition af ”familiemedlemmer”
Ingen steder i Associeringsaftalen er der under familiemedlemmer nævnt andre end ægtefæller og børn. Børn er pr. definition under 18 år. Og som nævnt er de nationale regler – altså Danmark har besluttet – at en tredielandsborger ikke må være fyldt 15 år, når der ansøges. Det skal bl.a. forhindre, at ikke-dansktalende med et ringe integrationspotentiale kommer til landet.
Familiesammenføring
Enhedslisten er (selvfølgelig) begejstret over dommen, selv om begejstringen for EU kan ligge et meget lille sted. Sådan kan man jo elske noget til hvilken side hver anden gang. Og der er altid plads til én til i enhver ghetto.
Ifølge dette parti er det helt ustedeligt at integrationsvurdere 10-11 årige børn (partiet kender formentlig 15-års reglen, men overdrivelse fremmer forståelsen). Og så er det ethvert barns ret at være sammen med far og mor.
Men hvor er så mor? Mødre i Tyrkiet kan udmærket få forældremyndigheden, hvis blot de kan forsørge dem. Det er ikke nemt, for ikke at sige umuligt, hvis de bor i en landsby. Økonomisk hjælp fra faderen skal de ikke forvente. Jeg har ikke hørt om en eneste herboende far med børn i hjemlandet, der har sendt penge hjem til moderen til forsørgelse af deres fælles børn.
I stedet bliver de overgivet til mandens forældre, indtil han kan få dem til Europa. Så kan han stoppe med at give forældrene penge og i stedet modtage penge i form af børnetilskud. En rigtig win-win situation for faderen.
Familieløs og skoleløs
En person (tyrkisk indvandrer?) blev interviewet i TV2 News. Han kunne berette en trist historie om, at den 25-årige slet ikke havde familie i Tyrkiet. Nå jo, der var lige bedsteforældrene, som ”barnet” var hos, men de var jo gamle – eller, tilføjede han, var drengen måske hos andre. Disse ”andre” hæftede mikrofonholderen sig ikke ved, så måske skulle han belæres om, at tyrkiske familier er enormt talrige. Der vil være (grand)onkler, (grand)tanter, (grand)nevøer, (grand)niecer, (grand)kusiner, (grand)fætre på begge sider af familien.
Vi fik tillige at vide, at den 25-årige ikke kunne tage en uddannelse, fordi der ikke var nogen skole, hvor han boede.
Hvad er årsagen til, at den interwiede ikke blev spurgt om, hvorfor den 25-årige ikke som andre unge mennesker i Tyrkiet tager til storbyerne for at tage en uddannelse, hvis evnerne er til det, og mulighederne ikke findes i landsbyen? Det gør ikke kun de unge mænd, men i øvrigt også kvinderne. De tider er forbi, hvor en ung kvinde ikke kan tage til en storby i Tyrkiet og bo alene i en lejlighed, mens hun videreuddanner sig.
Med denne domstolsafgørelse ved vi nu, hvilke problemer vi står overfor med den nye indvandrer på 25 år. En mand, der kun taler tyrkisk og med en landsbyskolegang, der lige knapt hæver ham over analfabetgrænsen. Forsørgerpligten, der indebærer skolegang, danskundervisning, deltagelse i et hav af hundedyre integrationprojektet m.v., alt betalt af skatteyderne. Arbejde? Hvor og med hvad?
Til gengæld kommer vi ikke til at se en eneste af de veluddannede unge tyrkere, der har gode jobs. Hvorfor skulle de dog komme her?
Hvis regeringen virkelig accepterer denne EU-dom, som vores retsforbehold netop skulle beskytte landet imod, ved vi, hvad vi kan vente i fremtiden. En stor gruppe ikke-dansktalende, uintegrerbare børn i alle aldre vil komme anstigende, og det bliver skatteyderne, der kommer til at betale gildet.
Medmindre regeringen tager sig sammen og siger: Nok er nok – vi bestemmer selv.