Et værelse uden udsigt

Skærmprint fra trailer

 

***** 5 stjerner ud af 6

 

Brie Larson spiller den bortførte og indespærrede Mor i ”Room”, og det gør hun så overbevisende, at hun vandt årets Oscar for bedste kvindelige hovedrolle. Filmen baserer sig på Emma Donoghues roman med samme titel og er inspireret af bl.a. Natascha Kampuschs skæbne.

 

Som bekendt bliver den 10-årige østrigske pige Natascha Kampusch i 1998 bortført på vej til skole af Wolfgang Priklopil. Han installerer hende i kælderen i sit hus i et sindrigt konstrueret rum, og i denne underjordiske celle lever hun totalt isoleret de næste 8 år bortset fra samværet med sin fangevogter.

 

Den kvindelige hovedperson i ”Room” sidder ’kun’ indespærret i et lydisoleret skur i 7 år. Til gengæld føder hun en lille dreng, Jack, i fangenskabet – frugten af det seksuelle misbrug hun næsten hver nat udsættes for af sin bortfører og fangevogter, navngivet Gamle Nick.

 

Handlingen

Ved filmens begyndelse er Jack på vej mod sin 5-års fødselsdag, og alt er set fra hans synsvinkel. Den tilsyneladende helt tilpassede dreng har aldrig oplevet andet end Rum: et værelse på 10 kvadratmeter med fire vægge, hvor det eneste dagslys kommer fra et loftsvindue. Her forsøger Mor at skabe et liv for ham med daglig motion, tandbørstning, højtlæsning, fjernsyn, fantasilege, fødselsdagskage (desværre uden lys) og masser af kærlig omsorg. Om natten sover Jack i Skabet – Mor gør alt for at holde ham uden for Gamle Nicks synskreds.

 

Mor er hele tiden lige ved hånden og til rådighed for Jack i et trygt og overskueligt univers – indtil den dag, hvor han fylder 5 år. Han er nu blevet så gammel, at Mor så småt kan begynde at løfte sløret for, at der er en anden virkelighed uden for Rum, og hvis de to spiller deres kort rigtigt, kan Jack komme ud i den rigtige verden. Mor lægger en plan, som Jack skal følge til punkt og prikke ….. og mere skal ikke afsløres her.

 

En absolut seværdig film

Filmen er især i første halvdel ulideligt spændende, fordi tilskueren ikke ved, om Jack – og hans mor – har held med at slippe ud af fangenskabet. Og hvad mon Gamle Nick nu lige kan finde på? Det lykkes overbevisende at formidle oplevelsen af det klaustrofobiske rum, og hvordan alle Mors ressourcer sættes ind på først at overleve og beskytte sin søn, siden at give ham en chance for at slippe ud i friheden. En frihed, han ikke selv ønsker, da han ikke har nogen anelse om, hvad han går glip af. I modsætning til Mor.

 

”Room” lider som næsten alle amerikanske film fra de store selskaber af en hang til overdreven brug af patos. Men fremstillingen af Jack og hans Rum – hans hele verden fordi han aldrig har kendt andet – er gribende. Mors mod, kampånd og beskyttertrang afføder dyb respekt, samtidig med at biografgængeren er nødt til at tage ulysten ved den pinefulde identifikation med den tilfangetagne kvinde på sig.

 

En absolut seværdig film.  Ikke for den rene underholdnings skyld – dertil er hændelsesforløbet for tragisk – men fordi ”Room” nuanceret kaster lys over væsentlige temaer som frihed, tilpasning, moderskab, forældrekærlighed, løsrivelse og ikke mindst de menneskelige konsekvenser af indespærring. Såvel på godt som på ondt.

 

Læs også
NY FILM: Kemikaliefabrik truer landmand – så går en opofrende advokat i aktion

 

 

Længde: 118 minutter

  • Medvirkende: Brie Larson, Jacob Tremblay, Joan Allen, William H. Macy m.fl.
  • Manuskript: Emma Donoghue
  • Instruktør: Lenny Abrahamson
  • Premieredato: torsdag d. 17. marts 2016
  • Censur: 15 år

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…