For fire år siden faldt Simon på sin cykel og slog sit hoved meget alvorligt. I tre uger lå han i koma, og det var uvist, om han overlevede.
Han vendte dog tilbage til livet, men var svært hjerneskadet. Heldigvis har genoptræning skabt en stor forbedring i hans tilstand.
Han bor i dag på et rehabiliteringscenter for unge med hjerneskade, men det skal han nu flytte fra. Efter to et halvt års ophold, skal han have sin egen lejlighed.
Men nu bliver han svigtet af det danske samfund.
Flygtninge først
Hans mor, Marianne A, fortæller om hans problemer i et læserbrev til Ekstra Bladet.
Egedal Kommune i Nordsjælland kan ikke hjælpe den nu 22-årige Simon med en bolig. Den 19. maj modtog Marianne en mail fra rehabiliteringscentret. Her fik hun at vide, at hjerneskadekoordinatoren i kommunen desværre ikke kan hjælpe.
Og så kommer det: ”Alle ledige lejligheder i Egedal bliver anvist til flygtninge.”
Flygtninge har nemlig retskrav på en bolig. Det har en hjerneskadet ung dansker ikke.
Simon og den syriske storfamilie
Tilstrømningen af asylansøgere lægger et enormt pres på det danske samfund. Langt de fleste flygtninge er på offentlig forsørgelse og bliver ved med at være det år efter år. Samtidig får kommunerne stadig større problemer med at finde boliger til dem – og det går hårdt ud over trængende danskere.
På den ene side hører vi om en syrisk mand, der har fået asyl og er blevet familiesammenført med 17 af sine 20 børn og en af sine tre koner. Alle lever på det offentliges regning og har krav på, at kommunen installerer dem i en bolig.
På den anden side hører man dette nødråb fra Simons mor.
Der er noget helt galt. Og det kan blive meget værre endnu, hvis asylstrømmen ikke bremses kraftigt og permanent. Bare se til Sverige, der er ved at gå i opløsning.
Meget frustreret
Simon er i gang med en treårig Særligt Tilrettelagt Uddannelse i Bagsværd. Hans eneste mulighed for at få en bolig her og nu er at flytte hjem til moderen, som bor i Køge.
Det vil være meget krævende for dem begge. Simon vil have svært ved at klare at skulle tage hele vejen fra Køge til sin uddannelse i Bagsværd.
Og uret tikker for Marianne A og hendes søn, der ikke kan blive på rehabiliteringscentret. Hun skriver i brevet til Ekstra Bladet:
”Vi har for en uge siden fået besked på, at vi skal skaffe en lejlighed inden den 1/7-16 med indflytning ca. 1/8-16.”
Marianne A slutter af med følgende: ”Jeg er meget frustreret over denne behandling af min søn, som i forvejen har rigeligt at slås med.”
Man forstår hende til fulde. Sådan bør det danske samfund ikke behandle sine egne borgere – og da slet ikke de borgere, som har det særlig svært.
http://ekstrabladet.dk/nationen/trist-mail-til-hjerneskadet-ledige-boliger-gaar-til-flygtninge/6099814