Kristian Thulesen Dahl har svært ved at se, hvordan de blå partier skal nå til enighed i efterårets store forhandlinger.
Allerede før de reelle forhandlinger mellem de fire borgerlige partier om en 2025-plan for alvor er gået i gang, forventer det største af de fire partier, at forsøget på at blive enige vil ende dødt. Det skriver Politiken.
– Jeg har meget svært ved at se, at det her efterår ender i en eller anden forkromet, stor forbrødring i den her såkaldte blå blok. Jeg har simpelthen svært ved at se det, siger Kristian Thulesen Dahl til Politiken (DF) forud for partiets årsmøde i weekenden.
Partiformanden mener, at Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti – i stedet for at spilde tiden på et forgæves forsøg – bør bruge kræfterne på at lave en aftale om de elementer, som de tre store partier kan blive enige om. En aftale, som så vil kunne bruges af alle tre partier efter det folketingsvalg, der kan blive konsekvensen, hvis Liberal Alliance ikke får held til at sikre sig en lettelse af topskatten på 5 procentpoint for alle.
Frederiksen er positiv
Socialdemokraternes partileder Mette Frederiksen (S) tager godt imod forslaget om, at de tre store partier finder sammen om nogle grundlæggende principper, som de også forpligter sig på efter et valg, sådan at de yderste mandater i de to blokke bliver sat mere uden for indflydelse.
– Det synes jeg er en spændende tanke. Jeg kan se, at Lars Løkke Rasmussen får svært ved at få gennemført sin egen plan. Vi vil gerne være med til at få skabt en løsning på eksempelvis ejendomsvurderingsområdet og på PSO’en, siger hun.
Venstre jagter en så bred aftale som overhovedet muligt, når det gælder 2025-planen, siger politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen (V), der påpeger, at forhandlingerne først lige er begyndt.
At erklære patienten død på nuværende tidspunkt, det ville jeg være meget, meget forsigtig med, siger han til Politiken.