Borgere i den Hollandske by Veghel har fået nok af en gruppe unge med muslimsk og afrikansk baggrund. De har over længere tid terroriseret i bymidten. Der bliver talt om overfald og hærværk. De lokale bliver forulempet på alle mulige måder. Mange er blevet bange for at gå ud.
Veghel er en by med ca. 30.000 indbyggere og med en stor andel af især marokkanere og somaliere.
I et tv-indslag fra Brabant Niews, fortæller journalisten Alice Van der Plas om borgernes oplevelser:
De lokale lider ikke under tilfældige enkelte begivenheder. De bliver terroriseret, og de siger, det har stået på i 6 år.
Det begyndte med en lille gruppe unge, der gradvist er blevet til en stor gruppe, og som er blevet mere og mere aggressive.
Ældre der går på gaden, bliver spyttet på, deres rollator bliver sparket væk og der bliver kastet sten og sodavandsdåser på deres vinduer. De bliver råbt ad og intimideret.
Borgerne er så bange for gruppen, at de end ikke tør melde det til politiet og de vil ikke stille op foran kameraet.
Journalisten har også talt med nogle unge mennesker. De siger, at gruppen morer sig med at narre politiet, og at de er himmelhenrykte, hvis de bliver arresteret.
En ung kvinde anmeldte nogle fra gruppen til politiet, siden har de hver aften stået i gården under hendes vinduer og kastet med fyrværkeri.
En lokal borger fortæller:
Siden gården blev sat i stand, bliver den hver aften indtaget af en uønsket gruppe unge. De råber navne, de skælder ud og er provokerende. Det hele bliver værre og værre, i går aften havde de pludselig alle sammen mørkt tøj på. Det gør det endnu mere tydeligt, hvad det er for nogle aktiviteter, de har travlt med. De ber om at politiet bliver tilkaldt.
På en optagelse fra et videoovervågningskamera er det tydeligt, at gruppen af unge mænd er meget bevidste om, at kameraet optager, at de kaster med sten.
Borgerne siger de har været i kontakt med kommunen adskillige gange. De siger, de hører en masse pæne ord, men ellers sker der ikke noget. Andre siger, politiet gør hvad de kan. Politiet har det som førsteprioritet, og nogle politifolk er endda frivillige i deres fritid. Men det er endnu ikke lykkes, at få i gruppen af unge bøller.
Borgerne siger, at de unge er snedige og de ved præcis hvordan man slipper væk fra politiet, de bliver altid advaret minutter før politiet er på pletten. Faktisk er det en leg, ligesom katten efter musen. Og de morer sig.
Kommunen vil nu gøre det forbudt at forsamle sig i gården, og borgmesteren vil snakke med de unge og deres forældre, og undersøge om de går i skole eller på arbejde.
Borgerne hilser selvsagt ethvert initiativ velkommen. En ældre dame forklarer hvad hun mener der skal til:
”De unge der er skyld i alt dette skal tages fat i omgående. Og ikke på en måde som ”åh jeg har haft en dårlig barndom”. Man skal gøre det klart at sådan noget skal ikke foregå i Veghel.”
Det er en barsk beskrivelse. Se den her med videoovervågning af unge marokkanere:
Samme mønster overalt
Problemerne med unge indvandre i Veghel er de samme som i myriader af andre europæiske byer. Og håndteringen af de asociale og provokerende unge er også bemærkelsesværdigt ens.
Borgerne i Veghel siger problemerne har stået på i adskillige år, uden at der er blevet gjort noget som virker, problemerne er derimod vokset.
Det Samme tendens ses alle andre steder i Europa, myndighederne vægrer sig ved at handle på de unges adfærd i opløbet, til sidst har myndighederne mistet grebet om situationen. I Danmark kender vi situationen alt for godt, ufatteligt mange ser rødt når en politibil drister sig ind i et af de store parallelsamfund. I Sverige har myndigheder oplistet 55 zoner hvor politiet i særligt er udsatte.
Alle europæiske lande har deres no-go-zoner, i de værste tør politiet ikke engang stoppe op. Og alle steder er den dominerende tilgang til problemerne, at de unges uacceptable adfærd skyldes afsavn og fattigdom i opvæksten. Den såkaldte socio- økonomiske faktor.
Pudsigt nok er der aldrig nogen der undrer sig over, hvorfor indvandrerne er overrepræsenterede i diverse negative statistikker selvom der korrigeres for socio-økonomiske forhold.
Det er sjældent, der stilles spørgsmålstegn ved de forebyggende indsatser, selvom det er ret åbenlyst at effekten af dem er lav.
Man må håbe at de nye generationer af socialarbejdere insisterer på at gøre det bedre!