Der er ikke noget galt i at håbe på, at det går fremad med uddannelse og beskæftigelse for den store og voksende gruppe med ikke-vestlige rødder i Danmark. Det skulle nødig være en konkurrence mellem de politisk korrekte og os andre i, hvem der har ret bare for at have ret.
Når det er sagt, må det også være indlysende, at virkeligheden skal fremstilles så sobert som muligt på dette vigtige område. Det forsøgte jeg for nylig at gøre i mit blogindlæg hos JP, ”Uddannelse op, karakterer lave, erhvervsfrekvens lav”.
Flere tager en uddannelse
På baggrund af tal fra Danmarks Statistiks årlige publikation, i år ”Indvandrere i Danmark 2016” kan man læse, at markant flere ikke-vestlige efterkommere – født og opvokset i Danmark – som 30-årige har taget en kompetencegivende uddannelse, 50 procent af mændene og 68 procent af kvinderne. De tilsvarende tal for danskere hedder 73 og 80 procent.
Forskellene er til at tage og føle på, men de er blevet mindre.
Tallene for karakterer og beskæftigede er fortsat dystre
Karakterer i grundskolen og andelen i arbejde er derimod ikke gået i vejret sammenlignet med danske elever og danskere på arbejdsmarkedet. Temmelig dystre tal samlet set, og det er endda efterkommere, jeg har fokuseret på, ikke indvandrere, der på alle disse områder klarer sig ringere end efterkommerne.
På trods af nævnte kendsgerninger valgte ugebrevet Mandag Morgen den 11. december at bringe en artikel med overskriften ”Indvandrere og efterkommere stryger til tops på arbejdsmarkedet”.
Overskriften er ikke bare en journalistisk stramning. Der er helt enkelt ikke dækning for den glade påstand. Der viser sig nemlig følgende, når man læser artiklen og i øvrigt har viden fra Danmarks Statistik:
For det første halter både indvandrere og efterkommere fortsat langt efter danskere, når det drejer sig om at være ”lønmodtagere på højeste niveau”.
I perioden 2010 til 2014 er der tale om en stigning for indvandrere fra 10 procent af gruppen til 13 procent i denne kategori. For efterkommere er stigningen på to procentpoint, fra 10 til 12 procent af gruppen. For danskere er det gået fra 22 procent af gruppen i 2010 til 24 procent i 2014.
Relativt set har den samlede gruppe af ikke-vestlige altså halet en smule ind. I absolutte tal har gruppen nærmest ikke, idet der er tale om en to henholdsvis tre procentpoints stigning, mens det er to procentpoint for danskere. At tale om at ikke-vestlige ”stryger til tops” er således helt misvisende, idet det er sammenligningen med danskere, der er afgørende, når vi skal vurdere de økonomiske effekter af den store ikke-vestlige indvandring.
Anstændigvis nævner artiklen så også følgende:
”Den store stigning ses dog kun i andelen af højniveauansatte, da den samlede beskæftigelse for gruppen af indvandrere i samme periode er gået ned, og der er en overrepræsentation af ikke-vestlige indvandrere uden for arbejdsstyrken i forhold til personer med dansk oprindelse.”
Nu er den optimistiske historie brudt helt sammen. Siden krisen ramte i 2008, er beskæftigelsen nemlig gået betydeligt kraftigere ned for ikke-vestlige, indvandrere som efterkommere, på grund af deres i snit lavere kvalifikationsniveauer.
Pludselig er der slet ingen god historie at fortælle. Alligevel udtaler to forskere sig i artiklen i højstemte vendinger om, hvor meget det går fremad med uddannelse og beskæftigelse for de ikke-vestlige.
Eksemplet er kun et af sørgeligt mange, hvor det næsten desperate ønske om forbedringer hos de ikke-vestlige – og dermed for det danske samfund – får både journalister og eksperter til at udtale sig ude af trit med de faktiske kendsgerninger.
