Store udenlandske medier angreb dansk asylpolitik med en journalistik, som var langt under lavmålet.
TV-indslagene på CNN og artiklerne i New York Times, The Independent, The Guardian, Der Spiegel m.fl. var smækfulde af fejl, fortielser og fordomme.
Journalisterne havde tydeligvis ringe viden om dansk udlændingepolitik, og de gad ikke at sætte sig ind i forholdene i det lille land.
Der skulle bare skrives nogle hurtige historier på den politisk korrekte rygmarv. Historier, der ”straffede” et land, som gennemførte stramninger i asylpolitikken, med dårlig omtale.
Til det formål anså journalisterne det ikke for nødvendigt at finde ud af, hvad Danmark faktisk gør for flygtninge. Man gjorde sig heller ikke den umage at finde frem til, at andre lande har ordninger, der ligner den danske ”smykke-lov”.
Men de groft misvisende historier om Danmark var ikke noget, som de udenlandske journalister bare fandt på. De blev fodret med dem af … danskere.
Hele denne sag er en demonstration af, at det dybeste skel i dagens danske politik går mellem dem, der vil forsvare deres land, og dem, der ikke vil det.
Politikere og journalister
Politikere som Alternativets Uffe Elbæk, de radikale Morten Helveg Petersen og Jens Rohde samt SF’s Margrethe Auken var hyperaktive med at bidrage til det stærkt fordrejede billede af Danmark i de udenlandske medier.
Det samme var flere store danske medier, med TV2 som de ivrigste.
For det første undlod disse medier at afdække, hvad der var virkeligheden i den danske udlændingepolitik.
De kunne jo have lavet gode gedigne journalistiske historier på, at Danmark yder langt mere til flygtninge end de lande, som de forargede journalister kommer fra. De kunne have afsløret, at ”smykke-loven” langt fra var noget særligt dansk fænomen.
Men det gjorde de ikke eller i hvert fald kun meget forbigående. Til gengæld lavede de masser af journalistik, der gik ud på at puste betydningen af den udenlandske kritik mest muligt op.
Holdningen til asylpolitikken
Dette eklatante svigt af den journalistiske opgave bunder i en bestemt holdning til asylpolitikken.
De pågældende medier og journalister er ekstremt uvillige til at belyse forhold, der kan tale for en stram udlændingepolitik. Til gengæld hober de eksempler op, hvis pointe er, at vi bør tage imod mange flere.
Spørgsmålet om, hvad det danske samfund kan klare, hvis det skal bevare sin identitet og sine kvaliteter, er nærmest ikke-eksisterende.
For journalisterne er det ikke en naturlig vinkel på nyhedshistorierne. Den naturlige vinkel er, at man altid skal være parat til at øge tilstrømningen. Og man skal ikke tale for meget om, at flertallet af dem, der kommer, slet ikke er flygtninge.
Påstanden om ”nationalisme”
Denne vinkel flugter med en indgroet politisk korrekt modstand mod at værne om Danmark som samfund og nation. Det er upassende ”nationalisme”.
Hvis man ønsker at lukke flest muligt ind, er man i dette miljø god. Hvis man vil bremse tilstrømningen for at fastholde Danmark som et frit og fredeligt samfund med stor sammenhængskraft og fælles kultur, er man ond.
Sådanne holdninger præger også en del af den politiske verden.
En række politikere dyrker fantasier om at skabe et multikulturelt samfund, hvor grænser ikke betyder noget særligt. Det er de selvsamme politikere, der har været så ivrige efter at tale ilde om Danmark i forbindelse med ”smykke-sagen”.
Internationalt engagement og forsvar for nationen
Dette er ikke et opgør mellem dem, der ønsker et internationalt engagement, og dem, der vil lukke sig om Danmark.
Det giver overhovedet ingen mening at lukke sig om Danmark. Danmark har på alle måder brug for at være et engageret medlem af det internationale samfund – herunder et EU, der kender sine begrænsninger.
Men vi skal ikke opløse os i det internationale samfund. Vi skal deltage i det som en nation, der har store kvaliteter og hænger godt sammen. Og vi skal forsvare og værne om denne nation.
De politikere og journalister, der fungerede som både meddelere og medløbere for de udenlandske medier i angrebet på Danmark, gjorde intet for at forsvare og værne om nationen. De solgte den.
Det dybeste skel i dansk politik i dag går mellem dem, der vil forsvare deres land, og dem, der ikke vil det.