Børsfolk er altid interesseret i opfattelsen blandt medlemmerne af den amerikanske centralbanks pengepolitiske komité. Derfor havde alle børsfolk over hele verden set frem til det planlagte ordinære møde i den amerikanske centralbank onsdag den 21. september 2016.
Ville centralbanken hæve renten som tidligere bebudet eller hvad?
Resultatet var, at det på mødet blev besluttet at holde den amerikanske rente uændret.
“The Committee decided to maintain the target range for the federal funds rate at 1/4 to 1/2 percent”, sagde centralbankchef Janet Yellen efter mødet.
Uændret rente siden december 2015
Den amerikanske rente har dermed – på trods af bebudede stigninger – været uændret siden centralbanken hævede renten med 0,25 pct. i december sidste år.
Når den amerikanske centralbank – eller i hvert fald Janet Yellen – har en brændende lyst til at hæve renten, hænger det sammen med, at Centralbankens muligheder for at påvirke økonomien i øjeblikket er meget begrænsede. Efter en årrække med opkøb af især statsobligationer og pengeudpumpning – den såkaldte ”Quantitative Easening”, som også den europæiske centralbank forsøger – er pengemængden rigelig og renten helt i bund. Centralbankens muligheder for at stimulere den reale økonomi er dermed udtømte.
Hvis et renteniveau på omkring 2 pct. ville genskabe centralbankens ”muskler” til i givet fald at sænke renten og stimulere den økonomiske aktivitet, hvorfor tøver den så?
Hensynene til beskæftigelse og inflation
Årsagen er, at den amerikanske centralbanks rentepolitik skal tilgodese 2 overordnede hensyn: Beskæftigelsen og inflationen.
Siden arbejdsløsheden i 2010 oversteg 10 pct. er der skabt over 15 millioner arbejdspladser i USA og ledigheden er under 5 pct. og nærmer sig dermed den ”naturlige ledighed”. Ingen ved på forhånd præcist hvor den naturlige ledighed ligger, men hvis ledigheden falder under det ”naturlige” niveau vil det resultere i flaskehalse på arbejdsmarkedet og løninflation.
Det andet hovedhensyn er ambitionen om en stabil årlig inflation på omkring 2 pct. der tages som et sikkert tegn på at økonomien er i god gænge med passende balance mellem udbud og efterspørgsel.
Når den amerikanske centralbank besluttede at holde renten uændret trods positive økonomiske nøgletal vedr. beskæftigelsen m.v. var det fordi, at inflationen stadig ligger langt under målet på 2 pct.
Er den amerikanske økonomi svagere end antaget?
Selvom der var uenighed i den pengepolitiske komité har centralbanken i en samlet vurdering skønnet at den amerikanske økonomi alligevel ikke er stærk nok til at tåle de højere låneomkostninger, som en forhøjelse af centralbankens rentesatser vil indebære. Af frygt for måske at kvæle et spirende opsving afstod Centralbanken altså fra at gøre det, der ellers længe har været målsætningen: at hæve renten i USA.
Onsdagens beslutning kom ikke uventet, og reaktionerne på børserne var trods alt beskedne. I USA var man faktisk langt mere optagede af udviklingen omkring Brad Pitts skilsmisse fra Angelina Jolie….
Amerikanske banker og andre pengeudlånere, havde gerne set en renteforhøjelse, der kunne øge indtjeningen. Pensionsopsparere og andre kuponklippere, der lider under det meget lave niveau for renter, havde formentlig også gerne set en stigning.
Betydning i Danmark
I Danmark har virksomheder med begrænset egenkapital, der er tvunget til at lånefinansiere nødvendige investeringer, ingen interesse i højere renter. Husejere med stor variabel forrentet gæld ville selvsagt blive ramt og alle rådgivere anbefaler da også, at man benytter det lave renteniveau til at konvertere til fastforrente lån. Men også det koster jo også…..
I en situation, hvor den økonomiske vækst i Danmark næsten er gået i stå, er vi meget afhængige af eksporten. Det indenlandske detailsalg er faldende og forbrugernes tillid til landets økonomiske situation kan ligge på et meget lille sted.
Centralbankens melding har derfor betydning for alle de danske virksomheder, der satser på, at opsvinget har bidt sig fast i Amerika og som ydermere har kunnet lukrere på den relativt høje dollarkurs.
Selvom udviklingen i den amerikanske økonomi bestemt er positiv, er den måske ikke så stabil, som vi har gået og troet. Blandt mange usikkerhedsmomenter er naturligvis ikke mindst udfaldet af præsidentvalget til november.
Hvornår vil renten stige?
Der vil tidligst kunne ventes en rentestigning i USA i december 2016. Danske analytikere i banksektoren er dog heller ikke helt overbeviste om, at den amerikanske centralbank hæver renten til december. Baggrunden er, at Yellens stærke ønske om at hæve renten ikke deles af hele centralbankkomiteen. Med et præsidentvalg den 8. november anses det for udelukket, at renten forhøjes på novembermødet.
Hvis Donald Trump vinder præsidentvalget, anses Janet Yellens dage som centralbankchef under alle omstændigheder at være talte.