Søndag fandt første runde af præsidentvalget i Østrig sted. Den gav en jordskredssejr til Frihedspartiet og dets kandidat Norbert Hofer, som fik cirka 36 procent af stemmerne.
Dermed markerede en stor del af vælgerne deres opbakning til Frihedspartiets meget stramme udlændingepolitik.
Det har udløst forbitrede reaktioner i de venstreorienterede miljøer. Indehaveren af en café i Wien, der hedder ”Fett und Zucker” (”Fedt og sukker”), gik straks mandag morgen til angreb på Frihedspartiets tilhængere.
På et skilt foran cafeen meddelte hun slet og ret, at Frihedspartiets vælgere ikke skulle bryde sig om at slå sig ned på cafeen – de skulle gå videre. Altså en klar politisk diskriminering.
Bagefter lagde café-ejeren Eva Trimmel et billede af sit skilt ud på Facebook med teksten: ”Sig det højt og tydeligt.” Her fik hun mandag cirka 3.000 likes (”synes godt om”) fra ligesindede.
Intolerancen får et nyt ansigt
I de frie demokratiske samfund er der ellers en meget stærk tradition for, at mennesker kan færdes frit på cafeer, i butikker, på kontorer og andre alment tilgængelige steder uden skelen til deres politiske eller andre holdninger.
Borgerne behandles som ligeværdige individer. De kan indtage deres kaffe i fred, uanset hvem de er, og hvad de mener – hvis bare de overholder de almindelige spilleregler.
Men dette meget værdifulde træk ved det frie samfund ønsker café-ejeren altså at gøre op med. Hun vil sortere kunderne efter, om de stemmer på Frihedspartiet – og dermed har en kritisk holdning til indvandringen.
Historisk har der fundet lignende diskrimination sted over for andre grupper – blandt andet jøder og sorte. Dette er heldigvis et overstået kapitel langt de fleste steder i Europa.
Men nu får intolerancen så et nyt ansigt. Der skal være adgang forbudt for folk med politisk ukorrekte meninger.
De er i chok
Eva Trimmel begrunder sin beslutning med følgende bemærkning: ”Jeg har positioneret ’Fett und Zucker’ som en bøsse-feministisk, anti-racistisk café. Jeg ønsker ikke, at nogen mennesker med højreorienterede synspunkter skal komme ind.”
Men hvis tilhængere af Frihedspartiet partout gerne vil ind på hendes café, kan de jo overveje at forklæde sig som transkønnede, islambegejstrede venstreekstremister. Det giver med garanti en tip-top servering.
Man må have en vis forståelse for Eva Trimmel og hendes ligesindede. De er i en tilstand af chok over, at alle deres frelste meninger preller af på befolkningen som vand på en gås. Det gør dem frustrerede og uligevægtige – og så kommer de hadefulde reaktioner mod folk med andre meninger.