En 18-årig asylansøger fra Afghanistan er i Østrig blevet dømt for voldtægt på en 72-årig kvinde (dengang var han 17 år).
Sagen har vakt opsigt, fordi han kun har fået en beskeden straf. 20 måneders fængsel er ikke meget, og ydermere slipper han for at blive udvist.
Udvisning kræver en straf på mindst tre år, og ungdomsdomstolen nøjedes med den milde dom under henvisning til, at han ikke tidligere er straffet, og at han endte med at tilstå – dog først, da han blev konfronteret med DNA-spor.
Men først og fremmest er sagen opsigtsvækkende, fordi politiet i første omgang skjulte forbrydelsen for offentligheden. Det skete med den begrundelse, at det var en følsom sag.
Med andre ord: Der var tale om særbehandling, fordi sagen drejede sig om en asylansøger.
Voldtægten og dens konsekvenser
Den 72-årige kvinde, hvis datter i øvrigt arbejder med asylansøgere, luftede sin hund langs en kanal i byen Traiskirchen, hvor Østrigs største asylcenter ligger.
Hun så to unge mænd svømme i kanalen, og den ene rakte hånden ud mod hende og bad hende om at hjælpe sig op på bredden. Det gjorde hun så, men derefter blev hun ramt af et slag bagfra.
Hun blev grebet og skubbet til jorden, og angriberen holdt en hånd over hendes mund, mens han brugte den anden til at flå hendes tøj af.
Kvinden vejer bare 48 kg og havde ikke en chance for at forsvare sig. Hårdt medtaget lykkedes det hende at komme hjem og låse døren. En ven fandt hende med kraftige spor af slag, og hun fortalte så, hvad der var sket.
”Hun er ikke længere den samme kvinde”
Gerningsmanden blev udeklukkende fanget, fordi han senere begik en anden forbrydelse. Hans DNA matchede det DNA-spor, som man havde fundet på kvinden, og det førte til hans anholdelse.
Teenageren, som myndighederne blot kalder Wahab M., benægtede pure voldtægten. Han forklarede, at han havde været fuld og ikke kunne huske noget. Hans ven hævdede, at han heller ikke havde set noget.
Men da gerningsmanden blev konfronteret med DNA-sporet, tilstod han nødtvungent. Og denne tilståelse, som skulle trækkes ud af ham, blev altså brugt som begrundelse for at give ham en lavere straf.
Offerets ven siger: ”Hun er ikke længere den samme kvinde. Hun er bange for at være alene, og hun går ikke længere hjemmefra. Hun er blevet meget svag siden det, der skete.”
Men det skal myndighederne ikke have trampet for meget rundt i. Det er jo en ”følsom sag”, som man siger …
(Kurier, The Local)