TV2 bruger rabiat imam som sandhedsvidne

Foto: Privat

Folketingets partier minus Enhedslisten indgik i går en aftale om penge til indsatsen mod radikalisering – hvilket reelt vil sige radikalisering af unge muslimer.

 

TV2’s redaktion lod sine seere forstå, at den var politisk uenig i aftalen. Ja, så direkte formulerede man det selvfølgelig ikke. Men hele dækningen i Nyhederne kl. 19 var gennemsyret af, at TV2’s journalister ikke brød sig om et bestemt punkt i aftalen:

 

Der er ikke afsat penge til samarbejde med imamer. Det ville Dansk Folkeparti nemlig ikke gå med til.

 

Nyhederne tilkendegav, at det var noget mærkeligt noget. Som det hed: Til trods for, at indsatsen skulle rettes mod muslimske miljøer, ville Dansk Folkeparti ikke have imamerne med. Det blev sagt i mindst tre forskellige udgaver i løbet af indslaget.

 

For at drive denne pointe hjem, inddrog man en imam, der blev brugt som et positivt eksempel på, hvordan imamer kan bekæmpe radikalisering.

 

Denne imam var ingen ringere end Oussama El-Saadi fra den berygtede moské på Grimhøjvej i Aarhus.

 

Opsigtsvækkende parløb

En venlig TV2-journalist spurgte ham, hvad han mente om, at der ikke blev afsat penge til samarbejde med imamer. Han svarede ret forudsigeligt, at det var forkert.

 

Oussama El-Saadi er kendt for sine ekstremt radikale synspunkter, herunder støtte til Islamisk Stat. Men TV2 brugte ham altså som sandhedsvidne i forhold til kampen mod radikalisering.

 

Han blev placeret i en rolle, hvor han blev en autoritet, der bekræftede TV2-redaktionens politiske holdning.

 

Dette parløb mellem en offentlig TV-station og en rabiat imam må siges at være ret opsigtsvækkende.

Læs også
Hvornår går borgerlige politikere i flæsket på de politiserende røde journalister?

 

Journalisterne gjorde intet for at orientere seerne om, hvor langt ude Oussama El-Saadis synspunkter ligger. Tværtimod blev han fremhævet som en imam, der virkelig havde bidraget til at imødegå radikalisering af unge muslimer.

 

Keine Hexerei

Dette er udtryk for, at TV2’s journalistik bliver stadig mere domineret af venstredrejet politisk korrekthed.

 

Samtidig viser det et alvorligt skred i de politisk korrekte holdninger: Jo mere problemet med radikalisering vokser i det virkelige liv, jo mere prøver man at snakke problemet væk.

 

Det gør man simpelt hen ved at omdefinere folk med meget radikale synspunkter til at være en slags moderate muslimer. Keine Hexerei – nu er de ikke radikale længere!

 

Forleden interviewede TV2 en notorisk islamist, der til lejligheden blev udnævnt til moderat muslim.

 

Læs også
TV2 afslører politiskandale – men holder hånden over Mette Frederiksens rolle

Og i går tog TV2 så skridtet fuldt ud: En erklæret tilhænger af Islamisk Stat blev gjort til et forbillede for kampen mod radikalisering.

 

Glansbillede

TV2 støttede sig her på det glansbillede, som Østjyllands Politi og Aarhus Kommune har tegnet af deres samarbejde med moskeen på Grimhøjvej.

 

Kernen i dette glansbillede er følgende: Tidligere havde 22 ud af 27 hellige krigere, som rejste fra Aarhus til Syrien, forbindelse til moskeen. Men siden myndighederne har indledt en tæt dialog med den, er denne trafik fuldstændig stoppet.

 

Det ligger mellem linjerne, at man simpelt hen gennem dialogen har fået moskeen overbevist om, at det er forkert at radikalisere de unge mennesker, så de rejser af sted.

 

Er det også politiets fortjeneste, at moskeen nu støtter Islamisk Stat?

Jamen, lad os tage Østjyllands Politi og Aarhus Kommune på ordet. Lad os sige, at ændringerne i moskeens adfærd skyldes den gode dialog.

 

Læs også
TV2 gik over stregen i forhold til Dansk Folkeparti, men trækker nu tilsyneladende i land

Så må man slå fast, at den mest håndgribelige ændring, der er sket med moskeen, er, at den i dag agiterer for mere radikale synspunkter. Den går nu åbent ud og støtter den bestialske terrororganisation Islamisk Stat!

 

Er det også et resultat af den tætte dialog med politiet og kommunen? Så mangler vi da bare, at TV2 laver et indslag om, at dialogen mellem moskeen og myndigheder har haft stor succes med at gøre moskeens synspunkter … mere rabiate.

 

Ændret taktik

Kendsgerningen er, at moskeen på Grimhøjvej ikke er blevet en snus mindre radikal. Tværtimod: I takt med Islamisk Stats fremmarch er den blevet mere dristig med at fremføre stærkt radikale synspunkter, som dermed også påvirker unge muslimer.

 

Moskeen bidrager med andre ord mere end nogen sinde til radikalisering af unge muslimer.

 

Men det er muligt, at den er blevet mere tilbageholdende med at få de unge mennesker til at rejse til Syrien. Det kan der være flere grunde til. En af dem kan være, at man føler sig så overvåget, at man er blevet mere forsigtig med at gøre den slags. Og det må man jo glæde sig over.

 

Dette er dog kun en ændring i moskeens taktik. Det er absolut ikke en ændring i moskeens holdninger. Moskeen sætter mere end nogen sinde radikale ideer i hovedet på de unge muslimer. Dermed kan nogle af dem blive disponeret for terrorisme.

Læs også
Journalistisk Venstreparti er allerede gået i gang med at føre valgkamp for rød blok

 

Man søger så at bruge dialogen med myndighederne til at legitimere moskeens arbejde og dække sig af i offentligheden, samtidig med at man fortsætter sin islamistiske propagandavirksomhed.

 

TV2 hjælper villigt til.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…