Helle Thorning sagde mange ord, da debatten om bevogtningen af synagogen kogte i går.
Men det vil være synd at sige, at hun satte tingene på plads. Tværtimod rejste hendes udtalelser nye spørgsmål.
Debattens hovedpunkter
Debatten kredser især om tre ting:
For det første: Statsministeriet fik allerede den 16. februar at vide, at politiet ikke havde etableret fast bevogtning ved synagogen lige efter angrebet på ”Krudttønden”. Der gik fire timer.
Hvordan kan Thorning så hævde, at hun først for få dage siden blev bekendt med, at det forholdt sig sådan?
For det andet: De korrekte oplysninger om bevogtningen af synagogen var udarbejdet af Københavns Politi, men de blev fremsendt af PET. PET fortalte altså sandheden.
Hvordan kan justitsminister Mette Frederiksen så hævde, at PET-chefen Jens Madsen gav regeringen et falsk billede af, hvornår bevogtningen gik i gang?
For det tredje:
Thorning henviser til, at PET i februar fik tilsendt de formuleringer, som hun på et pressemøde havde brugt om sagen. Og PET havde ingen indvendinger i forhold til det, hun sagde om bevogtning af synagogen, lyder det fra hende.
Men mailen fra PET er svær at gennemskue, når den læses isoleret. Det fremgår da også, at PET’s nærmere kommentar vil blive givet i en telefonsamtale.
Hvordan kan Thorning så henvise til denne mail som gyldig dokumentation? Hvad står der i PET-medarbejderens telefonnotater fra den efterfølgende samtale?
Årsagen til vildledningen
Tre store spørgsmål.
Foreløbig har Thorning kun givet tre meget tvivlsomme svar. Derfor er der saglige grunde til at føre debatten videre.
Sagens kerne er, at offentligheden er blevet vildledt af regeringen i den vigtige sag om bevogtning af synagogen. Dette er en kendsgerning.
Det er også en kendsgerning, at regeringen var informeret om sagens rette sammenhæng på et tidligt tidspunkt i forløbet.
Spørgsmålet er alene, hvad årsagen er til vildledningen af offentligheden.
Man fik sandheden, men brugte den ikke
Lige før Thorning holdt internationalt pressemøde 16. februar fik Statsministeriet en mail, der var udarbejdet af Københavns Politi og videreekspederet af PET og Justitsministeriet.
Heraf fremgik det, at politiet først gennemførte fast bevogtning af synagogen fire timer efter angrebet på ”Krudttønden”.
Thorning nåede ikke at få disse oplysninger før pressemødet. Men hvorfor i alverden blev hendes misvisende fremstilling så ikke korrigeret siden hen?
Gav embedsmændene ikke politiets oplysninger videre til Thorning? Det lyder meget mærkeligt. Thorning bruger da også en anden forklaring:
Statsministeriet havde slet ikke spurgt om, hvornår bevogtningen blev sat i værk! Det kan da godt være, men det er da helt ligegyldigt. Her fik man altså sandheden om bevogtningen at vide.
Hvorfor fortalte Thorning ikke denne sandhed til offentligheden? Var det helt ubegribeligt sjusk hos embedsmændene? Eller lå fejlen hos hende selv.
Beskyldningerne mod PET
Mette Frederiksen tilkendegav på et pressemøde sidste onsdag, at PET stod bag det falske billede af bevogtningen.
Men både Justits- og Statsministeriet kendte jo for længst sandheden, og den var blevet sendt til dem af … PET.
Det hænger slet ikke sammen.
”De sagde ikke noget”
Efter Thornings internationale pressemøde, sendte Justitsministeriet hendes formuleringer til PET. Fra Thorning lyder det: Her kunne PET jo bare have sagt fra over for hendes fejlinformation om bevogtningen af synagogen – men det gjorde de ikke.
Undskyld, hvoraf fremgår det?
En PET-medarbejder sendte et hurtigt, foreløbigt svar. Her slog han specielt ned på, at Thorning brugte en vending om styrket sikkerhed efter Paris, som ikke var ”retvisende”.
Men det er helt uklart i denne PET-mail, hvordan bevogtningen af synagogen kommer ind i den forbindelse. Og nok så vigtigt: Det fremgår af mailen, at hele sagen skal diskuteres nærmere i en telefonsamtale mellem ansatte i henholdsvis PET og Justitsministeriet.
Så kan Thorning ikke påstå, at en kort foreløbig melding frikender hende. Mette Frederiksen må fremlægge de notater, som hendes medarbejder har taget fra telefonsamtalen.
”Hvorfor skulle jeg lyve?”
Den sidste skanse i Thornings argumentation lyder: ”Hvorfor skulle jeg dog lyve om bevogtningen af synagogen?”
Nu er der ingen, der indtil videre har taget ordet løgn i deres mund. Man nøjes med at konstatere, at offentligheden længe er blevet holdt i uvidenhed om et alvorligt problem i forbindelse med terrorindsatsen.
Det rette spørgsmål lyder derfor: Hvilken interesse kunne Thorning have i at nedtone dette problem ved at lade centrale informationer ligge uberørt?
Et muligt svar ligger lige for:
Thorning placerede sig selv helt fremme i håndteringen af terrorsagen. Den var en meget central del af hendes politiske profil forud for valget. Hun så derfor nødigt, at der skulle opstå en debat om, at der ikke var styr på håndteringen. Det ville falde tilbage på hende selv som leder.
Vi ved foreløbig ikke, hvad Thornings reelle rolle har været i, at den vigtige information om bevogtningen ikke kom frem i offentligheden.
Men politisk havde hun bestemt ikke nogen interesse i at få en stor debat om dette.