Helle Thorning er ved at få sig et alvorligt problem i den økonomiske politik.
Hun har satset på en valgkamp, hvor Socialdemokraterne og regeringen tager æren for, at det nu går fremad med vækst og beskæftigelse.
Den holder ganske vist ikke i virkeligheden. Thorning smykker sig med falske fjer. Men en statsminister vil selvfølgelig altid forsøge at udnytte, at fremgangen sætter ind, mens hun sidder ved magten.
Derfor er det meget forstyrrende for hende, at der nu er kommet gang i en debat om økonomien, som kommer på tværs af hendes planer.
Denne debat drejer sig om, at dansk økonomi slet ikke kan følge med de lande, der klarer sig bedst.
Ser man bare nogle år ud i fremtiden, vil Danmark komme ind i lav vækst og beskæftigelse sammenlignet med andre lande. Og der er udsigt til et stort og langvarigt underskud på de offentlige finanser (det går under navnet ”hængekøje-problemet”). Det sidste vil især tage fart efter 2025.
Skal det undgås, må politikerne tage fat nu.
Thorning kan derfor se frem til en valgkamp, hvor hun får stillet spørgsmålet: Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?
Blår i øjnene
Først prøvede Thorning simpelt hen at fortie disse problemer. Nu synes hun at erkende, at det trods alt ikke kan lade sig gøre.
I stedet forsøger hun at nedtone debatten mest muligt. Det fremgår af et interview søndag (Jyllands-Posten).
Her erklærer hun, at der ikke er noget væsentligt problem: ”Jeg vil godt advare imod at overdramatisere tingene.” Man skal bare lade være med at bruge for mange penge og sørge for at overholde budgetterne, så går det hele, lyder hendes svar.
Men dermed stikker Thorning vælgerne blår i øjnene. Hun lader, som om der findes nemme løsninger, som vælgerne næsten ikke vil få at mærke. Men hvis vælgerne tror på det, vil de få en brat opvågnen, når virkeligheden melder sig – ligesom efter sidste valg.
Thorning lægger op til at begå et nyt stort løftebrud.
De Radikale
Hun er blandt andet kommet under pres, fordi hendes radikale regeringspartner Morten Østergaard tager problemet med lav vækst og stort underskud særdeles alvorligt.
Østergaard foreslår specielt at gøre noget ved pensionsalderen for at tackle problemerne. En bred aftale i Folketinget har fastlagt, at pensionsalderen skal hæves til 68 år i 2030. Men det vil Østergaard nu have fremrykket til 2025.
Formålet med dette er at få flyttet flere mennesker fra offentlig forsørgelse til arbejde.
Thorning siger derimod i interviewet, at man skal lade med at være så optaget af at få flere mennesker ud på arbejdsmarkedet.
De blå partier
De blå partier mener, at dansk økonomis fremtid i høj grad afhænger af, at flere mennesker kommer fra passiv forsørgelse til et aktivt liv på en arbejdsplads.
Men de køber ikke Østergaards forslag om pensionsalderen. Venstre lægger vægten på, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde for mennesker i den nuværende erhvervsaktive alder.
Lars Løkke og Morten Østergaard er dog enige om én ting:
Hvis man ikke flytter flere fra passiv forsørgelse til arbejde, så kan man kun få dansk økonomi til at hænge sammen i de kommende år ved at skære betragteligt i velfærden eller give skatterne et tryk opad. Ellers bliver det offentlige underskud uholdbart stort. Det har de fuldstændig ret i.
Thorning vil ikke fortælle sandheden
Dette er den virkelighed, der skjuler sig bag Thornings forsøg på at nedtone problemerne.
”Når hun taler om, at vi bare ”skal lade være med at bruge for mange penge”, så dækker det i realiteten over, at de offentlige velfærdsudgifter skal sænkes.
Det vil hun bare ikke indrømme. For det strider mod de løfter om flere penge til velfærd, som hun har givet.
Alternativet er altså en politik, der flytter flere mennesker fra passiv forsørgelse til arbejde. Men det vil Thorning heller ikke tale om af frygt for at støde vælgere fra sig.
Thorning vil kort sagt ikke fortælle vælgerne sandheden om, hvad der skal til, hvis dansk økonomi skal være stærk i fremtiden.
Falsk tryghed
Men skulle hun genvinde magten, vil hun være nødt til at gøre noget ved de problemer, der tårner sig op forude. Om ikke andet vil De Radikale sætte hende stolen for døren.
Thorning kan til den tid vælge at satse på at få flere fra passiv forsørgelse til arbejde. Eller hun kan satse på at skære i velfærden og/eller forhøje skatterne.
Men her før valget aner vælgerne ikke, hvilken vej hun vil gå. For hun lader, som om der ikke er brug for at gøre noget særligt i forsøget på at skabe en falsk tryghed.
Dermed er Thorning på vej mod et nyt stort løftebrud.