På valgkampens anden dag oplevede man en af de største medieskandaler i nyere tids valgkampe.
En stribe journalister gik målrettet i gang med at bruge en sag, der slet ikke var nogen sag, til et fuldstændig uartikuleret angreb på Lars Løkkes troværdighed.
Det må betragtes som et slet skjult forsøg på at udnytte de problemer, Løkke har haft med vælgernes tillid. Men i denne sag er der absolut intet at komme med i forhold til Løkke.
Der er tale om en kynisk spekulation i, at vælgerne nok er villige til at tro på lidt af hvert, fordi de i forvejen har haft en vis skepsis over for Løkke. Det er meget svært at se det som andet end et forsøg på at påvirke valgresultatet.
Venstreorienterede journalister går her arm i arm med Socialdemokraterne, hvor også Helle Thorning har deltaget i angrebet på Løkke.
Blandt journalisterne er ikke mindst to ansatte på de offentlige TV-stationer, der skulle forestille at repræsentere os alle sammen og være forpligtet til en balanceret dækning.
Den ene er Peter Lautrup Larsen fra TV2, den anden er Anna Gaarslev fra DR.
De er sat til at følge Lars Løkke i valgkampen. Det har de fra første færd gjort med en aggressiv attitude, der står i skærende kontrast til deres TV-stationers overmåde skånsomme behandling af Helle Thorning.
Udgangspunktet
Udgangspunktet for sagen er, at Lars Løkke flere gange har refereret til en samtale han har haft med ejeren af virksomheden Panorama. Denne har fortalt Løkke om en mand, der ikke ville have arbejde på virksomheden, fordi han fik for lidt ud af det i forhold til at gå på kontanthjælp.
Ingen har anfægtet, at Løkke har refereret arbejdsgiveren korrekt. Og så skulle den sag sådan set ikke være længere. Det er naturligvis fuldstændig legitimt, at politikere refererer til, hvad folk har fortalt dem. Det gør mange politikere.
Men så besluttede blandt andet de to nævnte journalister at gøre en stor sag ud af det.
Fagforbundet3Fi Taastrup gik ud med en melding om, at Løkkes eksempel var forkert. Man holdt det passende tvetydigt, om man hævdede, at Løkke havde løjet, eller om man kun kritiserede arbejdsgiverens fremstilling.
Denne tvetydighed overtog TV2 og DR fuldstændig skamløst. Til trods for, at3Fabsolut intet nyt bragte ind i sagen. De gentog bare deres sædvanlige argumenter om, at det bestemt kunne betale sig at tage et arbejde.
Men journalisterne var tydeligvis helt ligeglade med lødigheden i 3F’s argumenter. De skulle bare bruge sagen til at gå efter Løkke.
De gjorde det til et problem, at Løkke ikke personligt havde undersøgt, om arbejdsgiverens beretning var korrekt. Et fuldstændig absurd krav.
Da Løkke pegede på, at han havde hørt en række arbejdsgivere sige noget tilsvarende, ville Peter Lautrup Larsen straks have navnene på disse virksomheder.
Men det er almindelig kendt, at en hel del arbejdsgivere beklager sig over dette problem – altså at det i for ringe grad kan betale sig.
TV2 News havde faktisk en arbejdsgiver i studiet, der omhyggeligt og konkret gjorde rede for problemet. Radioavisen kunne også referere arbejdsgivere for det samme.
Til trods for at problemet er overordentlig velkendt, blev sagen altså brugt til at angribe Løkkes troværdighed.
Mens Løkke skulle stå og forholde sig til journalisternes grove forsøg på at skabe en negativ atmosfære omkring hans person, kunne Helle Thorning sole sig i positiv opmærksomhed fra journalisterne under et besøg ved det nye Carlsberg-byggeri. Der stod nærmest ”vores Helle” hen over skærmen.
Lykketoft
Midt i det hele besluttede Folketingets formand Mogens Lykketoft (S) sig for at deltage i beklikkelsen af Løkke med nogle kommentarer, som var totalt og aldeles irrelevante for sagen. Hvilket Lykketoft selvfølgelig har været klar over, manden er jo ikke dum.
Imens holdt en journalist fra TV2 mikrofonen for ham.
Som torsdagen skred frem, blev kampagnen mod Løkke vildere og vildere. Journalister gik også meget aggressivt til den arbejdsgiver, som var Løkkes kilde.
Når man har overværet stribevis af valgkampe på tæt hold, så har man et vist sammenligningsgrundlag. Og dette er et af de groveste eksempler, der kan opdrives, på journalister, der aktivt søger at påvirke valgresultatet til fordel for den ene side.
Men en journalist Peter Lautrup Larsen og en journalist Anna Gaarslev fra offentlige TV-stationer skal altså ikke forsøge at massere vælgerne til at synes dårligt om den ene statsministerkandidat. De skal bare blande sig udenom og koncentrere sig om almindelig journalistik.
Det er på høje tid, at ledelserne i DR og TV2’s nyhedsafdelinger træder i karakter. Deres opgave er simpel: De skal stoppe det journalistiske karaktermord på Lars Løkke.