Mange tusinde mennesker på flugt fra krig og ødelæggelser har betalt den ultimative pris for vores selvgode flygtningepolitik, hvor menneskesmugling belønnes og ansøgninger om hjælp i nærområderne afslås.
Ifølge Weekendavisen anmodede FN sidste år om $25 mio. til at hjælpe 300.000 pakistanske flygtninge i Afghanistan. Vi kunne afse $10 mio.
Til sammenligning har vi afsat 4 mia. kr. på finansloven til 20.000 flygtninge i Danmark – 200.000 kr. pr. flygtning pr. år.
Er vi blevet bindegale, eller er selvgodheden blevet den eneste drivende faktor for de radikale og partierne øst derfor?
Hjælp i nærområderne underminerer menneskesmuglerne
For hver gang vi giver asyl til en flygtning i Danmark, så svigter vi mellem 10 og 15 mennesker, som for samme beløb ville kunne få en fredelig hverdag med tag over hovedet og tøj på kroppen, hvis vi i stedet havde hjulpet i nærområderne.
Og vi giver en direkte støtte til menneskesmuglere, som kynisk udsætter flygtninge for livsfare og svigter dem, for at kunne score formuer på andres ulykke og død. Det har den seneste uge vist tragiske eksempler på.
Menneskesmuglere har alt for let ved at skaffe sig kunder, når de kan fortælle, at der langt mod nordvest er lande med mælk og honning, hvor de stegte duer kommer flyvende direkte ind i munden, – hvor man uden at skulle løfte en finger kan tjene 20-50 gange så meget, som man gør her og nu i en ufredelig og kaotisk arabisk verden.
Det er på tide, at vi erkender og reagerer på, at den førte asylpolitik koster menneskeliv og skaber fast arbejde for kyniske menneskesmuglere.
Vi modtager de flygtninge som har råd til at betale
I erkendelse af, at flygtningeproblemet er af international karakter, og at de enkelte landes indsats ville være vilkårlige og måske uretfærdige, besluttede man straks efter etableringen af FN at oprette UNHCR, FN´s Højkommision for flygtninge.
I over 60 år har denne organisation hjulpet millioner af mennesker i nød, uden skelen til religion, nationalitet eller herkomst, kun behovet for hjælp.
Danmark grænser ikke op til nogle af de lande, vi modtager flygtninge fra. Vi har ingen direkte flyruter eller skibsforbindelser til flygtningelande. Så alle flygtninge, der kommer til Danmark, har med stor sandsynlighed været ”hjulpet” af menneskesmuglere, som efter det oplyste kræver $12.000 til $20.000 pr. flygtning.
Vi modtager altså ikke de flygtninge, der objektivt set lider størst nød, men dem, der har råd til at betale.
Vi hjælper ikke flest mulige
Vi er med i UNHCR og er medunderskriver af konventionen. Alligevel vælger vi at bruge 4 mia. på at kunne udstille en specifik ”dansk” barmhjertighed til gavn for de få velbjærgede, mens vi lader de uformuende hytte deres eget skind.
De $15 mio., som vi nægtede FN til 300.000 flygtninge, svarer til udgifterne til 450 flygtninge på dansk grund. 450 mennesker mod 300.000!!!
Hvor navlebeskuende selvgod har man lov til at være? Hvordan kan man leve med ikke at hjælpe flest mulige bedst muligt for de penge, der er til rådighed?
Vi har en forpligtelse til at finde den bedste løsning på problemet – og ikke kun den løsning, der føles bedst. Der er god grund til at lære af erfaringerne fra Australiens nyeste asylpolitik.
Den australske model
I 2014 besluttede man at afvise alle asylansøgere, der kommer til landet med båd. Der gives fortsat nogle opholdstilladelser, men flygtninge skal nu i stedet søge asyl ved konsulater, ambassader og lejre i deres nabolande.
Deres asylsager bliver således behandlet, uden at de på forhånd skal sætte livet og økonomien på spil, og ifølge landets egne statistikker, har de nye regler virket efter hensigten. Markant færre har begivet sig ud på den farlige færd, med livet og økonomien som indsats.
Lad os hjælpe flere – og bedre – i nærområderne og følge Australiens eksempel for asylbehandling konventionsflygtninge.
Det er på tide, at vi kommer ud af vort selvbillede som verdens frelser, erkender vore begrænsede muligheder og udnytter de ressourcer, vi har til flygtningenes bedste – og ikke til at pudse vor egen glorie.