Regeringen lancerer nu et nyt integrationsudspil, som skal bruges i valgkampen.
Udspillet er først og fremmest rettet mod at få flere flygtninge i arbejde. Det skal især ske ved at få flygtninge hurtigt ud på virksomhederne i job med løntilskud eller i virksomhedspraktik. Hvis de ikke kan få det, skal de i kommunale nyttejob.
Den slags målsætninger er hørt før. Regeringen formulerede dem blandt andet i et integrationsudspil i 2012. Men det kom der ikke meget ud af.
Dansk Arbejdsgiverforening fremlagde forleden tal, der er en knusende dom over indsatsen for at få flygtninge i arbejde. De viste, at kun hver fjerde flygtning (26 procent) var kommet i arbejde efter 10 år.
Konkret havde man undersøgt personer, der fik asyl i perioden 2000-2003 og så 10 år frem. Det omfattede altså også den nuværende regerings tid, hvor det endda er gået særlig dårligt.
Men nu pudser regeringen de gamle målsætninger op og foreslår på nogle punkter ændrede metoder til at føre dem ud i livet.
To kritikpunkter
Noget af det kan tjene et positivt formål. For eksempel, at man vil ændre den kommunale refusionsordning, så der gives en bonus til kommuner, der er gode til at få flygtninge i arbejde.
Men som helhed kan der rettes to kritikpunkter mod regeringens udspil:
For det første forslår de ting, man spiller ud med, meget lidt i forhold til problemernes omfang.
Al erfaring har vist, at når der kommer mange flygtninge til landet, magter det danske samfund ikke at få dem bragt i arbejde. Hverken virksomhederne eller det offentlige kan overkomme opgaven.
Vi har på det seneste fået mange flygtninge, og der er udsigt til, at strømmen vokser yderligere i de kommende år. Regeringens spinkle forslag kan slet ikke hamle op med denne udfordring.
For det andet betyder udspillet, at man vælger metoder i indsatsen, som flytter endnu flere penge fra danskere til flygtninge og bruger pengene dårligt.
Høje sociale ydelser
Regeringen foreslår en ekstra bevilling på 44 mio. kr. til de kommunale jobcentre.
Hvor megen beskæftigelse det giver til flygtninge, er temmelig usikkert.
Til gengæld fravælger regeringen en metode, der har vist sig at have en vis virkning. Nemlig at give flygtninge en lavere social ydelse (starthjælp) i den første tid og at lægge et loft over deres kontanthjælp.
Disse ting blev indført af den tidligere borgerlige regering, men blev afskaffet af den nuværende regering, og den går til valg på at fastholde de højere ydelser.
Man satser altså på flere offentlige bevillinger for at få flygtninge i arbejde i stedet for at give flygtninge et øget økonomisk incitament til selv at finde sig et arbejde.
Danske skatteydere skal med andre ord betale til den øgede indsats, mens flygtninge skal beholde deres indtægt, som i international sammenhæng er meget høj. I længden kan danskeres velfærdsydelser også komme under pres, for at der skal være råd til dette, som det nu ses i Sverige.
Asylpresset
De danske skatteydere kommer oven i købet til at betale dobbelt for regeringens integrationsmodel:
Alt tyder på, at høje sociale ydelser tiltrækker flere asylansøgere til et land. Senest blev det bekræftet af en topfigur i Røde Kors, at ydelsernes niveau i Danmark efter alt at dømme har fået væsentligt flere asylansøgere til at søge hertil.
Udgifterne til de mange ekstra asylansøgere, som er et resultat af regeringens integrationspolitik med de høje sociale ydelser, falder selvfølgelig også tilbage på de danske skatteydere.
Danskerne betaler
Konsekvensen af regeringens integrationsmodel, der også præger det nye udspil, er altså følgende:
De høje sociale ydelser tiltrækker mange asylansøgere.
Selve antallet af asylansøgere og flygtninge betyder, at størsteparten af flygtningene ikke kommer i arbejde. Samfundet magter ikke opgaven. Og det koster mange penge i offentlige ydelser.
Man kunne dog trods alt få flere flygtninge i arbejde, hvis de havde et stærkere økonomisk incitament til at finde et arbejde. Men det vil den nuværende regering ikke give dem.
I stedet strør man med løs hånd over 40 mio. kr. ud i offentlige bevillinger til de kommunale jobcentre.
Imens fører man en generel asylpolitik, der efter al sandsynlighed vil betyde, at Danmark får sin betragtelige del af den regulære folkevandring, som i øjeblikket finder sted blandt andet via Middelhavet.
I forhold til udfordringernes størrelse er det særdeles tvivlsomt, om regeringens integrationsudspil vil gøre nogen nævneværdig forskel.
Men én ting synes sikker: Danskerne kommer til at betale. De kommer til at betale for selve integrationsudspillet. Og nok så væsentligt: De kommer til at betale for alle de uløste problemer, som udspillet efterlader.