Danmark har i den seneste tid været udsat for en veritabel invasion af portvinsproducenter fra Duoro-dalen i Nordportugal. Deres levebrød er som følge af forældede regler og lovgivning vedtaget efter 2. Verdenskrig i alvorlig krise.
Voldsom koncentration
Mange hæderkronede firmaer er i de seneste årtier bukket under, og storbanker, kapitalfonde samt et fåtal af kapitalstærke huse har købt op og skabt koncentrationer og konkurrenceforhold, som det er svært at forestille sig.
Også problemet med generationsskifter presser sig på, og som om dette ikke var nok, så er omkostningerne ved at plukke druerne, som traditionelt vokser på livsfarlige stejlt liggende terrasser i bjergfyldt terræn, ved at blive så høje, at det ikke kan betale sig at høste dem.
Og uden en omlægning af en stor del af voksestederne, så plukningen kan foretages mekanisk, så frygter de mest pessimistiske, at portvin inden for overskuelig fremtid vil være noget, men læser om i historiebøgerne.
Hjælp fra bordvin
Selvfølgelig giver portvinsbønderne ikke op så let, men det står klart for alle, at fremstilling af portvin generelt ikke længere kan stå alene som levevej, og selvom den nationale og internationale konkurrence er benhård, så satser flere og flere af vinhusene på at lave bordvin af høj kvalitet og i en mængde, som svarer til 50% af deres samlede produktion.
Dyster festival
Bekymringerne om portvinens dystre og bedrøvelige fremtid blev fremført under den store Portvinsfestival, som hvert år arrangeres den 1. mandag i november af portvinseksperten, direktør Henrik Oldenburg, Forlaget Smag.
Mere end 30 portvinshuse havde fundet vej til Christian IV’s børsbygning, hvor hundredevis af portvinselskere mæskede sig i Vintage og Tawny af varierende alder.
Foregangsmand advarer
Sideløbende i bygningens Tietgensal forelæste den administrerende direktør gennem 20 år for portvinshuset Quinta Ramos-Pinto, João Nicolau de Almeida, om sine 40 år med portvin helt inde på kroppen, og om hvordan han bl. a. som foregangsmand i 1981 til stor opstandelse blandt andre producenter var med til at klassificere Duoro-dalens bedste druer til portvinsproduktion – en klassifikation, der holder den dag i dag, og som omfatter druesorterne Touriga Nacional, Tinta Cão, Tinta Barroca, Tinta Franca og Touriga Franca.
Disse druer anbefaler han også som grundsubstans i den røde kvalitetsbordvin, der skal bringe portvinen over på den anden side af krisen.
Når det drejer sig om hvid portvin anbefaler han forbrugerne at se efter produkter, der er lavet på følgende hvidvins druesorter: Donzelino Branco, Esgana-Cão, Folgasão, Gouveio, Malvasia Fina, Rabigato og Viosinho.
Duoro-dalens baronesse
At netop disse druer får klokken til at klinge hos aficionados, viste Duoro-dalens såkaldte ”Baronesse”, Sophia Bergqvist, som siden 1988 har drevet Quinta de la Rosa i vinområdets centrum. Hun var hentet til Danmark i anledning af Vinslottet i Greves 15 års jubilæum og stod over nogle dage i spidsen for en række smagninger og wine maker dinners.
Hendes svenskklingende navn stammer fra en bedstemor i Norrköping, som havde giftet sig med en engelsk forretningsmand, som havde papirfabrikation i Portugal og ved siden af solgte alskens vin til England. I morgengave efter bryllupsnatten fik hun en hel vinmark i Duoro – jord har det med agt beholde sin værdi – og druerne blev solgt til naboer.
Betinget succes
Sophia Bergqvist overtog Quinta de la Rosa i 1988 og besluttede, at fra nu af var det slut med at sælge gårdens druer, der alle har prædikat af primaklasse – både til portvin og til bordvin.
Selvom hun ikke synes at mangle noget, så har vejen til succes ikke været nogen dans på roser, og uden bordvin på topniveau, havde hun efter eget udsagn måttet dreje nøglen. Hun tapper ca. 300.000 flasker i alt om året, og af dem er de 200.000 bordvin, mens de resterende 100.000 flasker er portvin, og disse alene er ikke nok til at opretholde en givtig forretning.