Et markant flertal af vælgerne sagde nej til at ophæve det danske retsforbehold i EU. 53,1 procent stemte nej, 46,9 procent stemte ja.
Det har udløst en flodbølge af snak om, hvad der skete, og hvorfor det skete.
Men det er faktisk ikke så indviklet.
Vælgerne sagde nej, fordi de ikke ønsker at overføre magten over retspolitikken til EU.
Suverænitet
De fleste vil gerne med i Europol. De fleste har heller ikke noget problem med at acceptere hovedparten af de andre konkrete retsakter, som der blev stemt om i går.
Men de er imod, at Danmark med et ja ville overføre suveræniteten over retspolitikken til EU. Det ville betyde, at det fremover alene var op til politikerne at afgøre, hvilke dele af retspolitikken vi skal deltage i.
Mange er tydeligvis bange for, at det bliver en glidebane. Altså at man gradvis vil overføre flere og flere beføjelser på retsområdet til EU (herunder i udlændingepolitikken).
Man kan være enig eller uenig i denne holdning hos vælgernes flertal. Men man er nødt til at erkende, at det var den, der blev udslaggivende.
Det drejede sig om politisk uenighed
Desværre er politikere, medier og andre godt i gang med at bortforklare denne simple kendsgerning.
Der tales meget om, at resultatet var udtryk for mistillid til politikerne. Det kan man godt sige, når et flertal af vælgerne stemmer imod, hvad et flertal i Folketinget har anbefalet.
Men denne mistillid drejer sig først og fremmest om det politiske indhold. De fleste vælgere er uenige i, at Danmark skal afgive suveræniteten over retspolitikken til EU.
I stedet taler politikere og medier, som om vælgerne bare var præget af en eller anden trodsreaktion, der ikke havde noget med sagen at gøre.
Det bliver fremstillet, som om de i virkeligheden slet ikke tog stilling til retsforbeholdet. De ville bare afreagere mod politikerne, fordi disse begår for mange løftebrud og holder en dårlig tone i i deres debatter – eller hvad det nu ellers kan være.
Men vælgerne tog stilling til retsforbeholdet. Og flertallet konkluderede, at de ikke ville overføre ny suverænitet på dette område til EU.
Irrationelle små børn
Hvis det hele bare havde drejet sig om politikerlede i bred almindelighed, så ville vælgerne jo ikke have startet med at give massiv tilslutning til ja-politikernes forslag i meningsmålingerne.
De skiftede mening undervejs, fordi de nåede frem til den konklusion, at denne sag til syvende og sidst drejede sig om at afgive en suverænitet, som de ikke havde lyst til at afgive.
Igen: Man kan være enig eller uenig i dette. Men der kommer ikke noget godt ud af at påstå, at vælgernes flertal nærmest har opført sig som irrationelle små børn.
Målet for forhandlinger med de andre
Vælgernes besked var klar. Det samme er politikernes opgave nu.
Her drejer det sig naturligvis især om regeringen med Lars Løkke i spidsen. Men de skal jo arbejde for en løsning, som kan bakkes op af et bredt politisk flertal – indbefattet i hvert fald Dansk Folkeparti blandt nej-partierne.
Opgaven er at holde Danmark inde i Europol-samarbejdet. Det skal nås ved at lave en parallel-aftale, altså en særaftale mellem Danmark og de andre lande.
Danmark vil selvfølgelig ikke kunne deltage i de nye overstatslige politiske beslutninger om Europol-samarbejdet – det er jo det, vi har sagt nej til. Der kan måske også være visse praktiske begrænsninger på, hvordan vi kan bruge Europol.
Men målet må klart være, at vi deltager i Europol på en måde, som ikke spænder ben for dansk politis opklaring af forbrydelser.
Måler må videre være, at vi skal have lavet en aftale, inden Europol bliver overstatsligt i 2017.
Fælles interesse
Det vil nok kræve en del arbejde. Men det burde være muligt. Af den simple grund, at både Danmark og det øvrige EU har en indlysende interesse i et gnidningsfrit politisamarbejde.
Formentlig vil der i første omgang komme noget kølige EU-reaktioner på, at Danmark på denne måde skaber besvær. I EU ønsker man jo ikke, at det skal se let ud for et land at pille nogle rosiner ud af en kage, som man i øvrigt siger nej til.
Men det går formentlig. Og skulle det mod forventning ikke gå med en parallelaftale, så kan den sidste mulighed være, at vi tager en ny, særlig folkeafstemning om dansk deltagelse i Europol.
Men der er vi altså ikke henne i dag. Og der kommer vi forhåbentlig heller ikke hen.
Sådan skaber man tillid
I arbejdet med at få skabt en løsning, er det helt afgørende, at ja-partierne med regeringen i spidsen får skabt den nødvendige tillid hos vælgerne.
Men det gør man ikke ved at påstå, at vælgerne stemte om noget helt andet end det, de skulle stemme om. Det gør man derimod ved at forstå, at nejet i høj grad var motiveret af, at danskerne ikke ønsker at afgive suveræniteten over retspolitikken.