Den unge mand på videoen her gennemfører et eksperiment: Han vil finde ud af, hvad der sker, når man udgiver en billig reproduktion for at være et betydeligt kunstværk. Vil kunstelskere på et museum hoppe på den?
Eksperimentet foregår på Museet for Moderne Kunst i den hollandske by Arnhem.
Manden har taget en reproduktion fra IKEA, der bare skal fungere som tilbehør til møblerne. Den koster 10 euro, cirka 75 kroner. Han placerer det på museet og udgiver det for at være malet af den kendte svenske kunstner IKE Andrews (!). Han beder nu om deres vurdering af det.
Museumsgæsternes kommentarer
”Har De hørt om ham?” spørger han en af gæsterne. ”Ja, navnet forekommer bekendt,” lyder svaret.
Den unge mand sætter lidt gang i gæsterne ved at indskyde, at maleriet virker ”moderne” og ”chokerende”. En gæst synes da også, at det ser interessant ud.
En anden kaster sig ud i de store floskler. Han taler om ”konstruktiviteten af ting, der er placeret oven på hinanden og inden i hinanden”.
En tredje bemærker: ”Man kan tydeligt se, at det har at gøre med en form for symbolisme.”
”… og dog inkluderer det nostalgiske attributter,” lyder det fra en fjerde.
Og så får den ellers alt, hvad den kan trække hos en femte: Reproduktionens krims-krams er ”en beskrivelse af kaosset i hans sind”.
”Det er først og fremmest en smuk ånd hos en kunstner, der kan lægge alle sine følelser ind i dette maleri,” hedder det i en sjette kommentar.
”Man skal være opmærksom på, hvordan hvalen tages op af den maskine,” påpeger en syvende i forhold til en bestemt detalje i billedet.
En ottende taler om ”urformer, en hytte et eller andet sted i Afrika”.
”Du godeste, det er utroligt,” lyder det begejstret fra én.
Den unge mand spørger så folk, om de har nogen idé om, hvad kunstværket er værd. Svarene varierer fra ”ingen anelse”, ”over 1.000 euro”, ”200.000 euro”, ”666.000 euro” til følgende bemærkning: ”Hvis jeg kunne købe det for 2,5 millioner euro (18-19 millioner kr.), gjorde jeg det.”
Videoens budskab
Som man kan se, er IKE Andrews en kunstner, der gør stort indtryk på museets gæster.
De fleste af dem tager det med højt humør, da den unge mand afslører sandheden. Enkelte har dog svært ved at finde en grimasse, der kan passe.
Man må gå ud fra, at videoens falske kunstformidler bagefter har spurgt folk, om de har noget imod, at deres kommentarer bliver bragt i videoen.
Går han alligevel for langt i at udstille, hvor let de lader sig rive med til at lægge alt muligt i et billede, som er en flad reproduktion, der bliver brugt som dekoration i en møbeludstilling?
Tja. Det er vel relevant at afsløre, hvor meget selv kunstelskere kan ligge under for tågetale og snobbe-effekt, når noget fremstilles som stor kunst.
I sidste ende stiller denne video spørgsmålet: Er mange af tidens kunstværker så åbne for fortolkning, at selv en IKE Andrews kan få chancen for at blive udnævnt til et geni?