Mette Kirstine Goddiksen valgte at lade sine piger starte i den lokale folkeskole hvor halvdelen af elever har anden etnisk baggrund end dansk. I pigernes klasse dog 70 procent.
Skolens faglige niveau var på højde med andre skolers, så pigernes mor kunne ikke se, hvorfor hun skulle fravælge skolen til fordel for naboskolen hvor de fleste elever har etnisk dansk baggrund.
Men Mette Kirstine Goddiksen har nu alligevel flyttet sine piger til naboskolen, faglighed og ro til trods. Hun har skrevet en beretning om forløbet i dagbladet Information.
Hun har tilsyneladende erfaret, at det betydningsfulde fællesskab hun husker fra sin egen skoletid, er ikke-eksisterende på den lokale multikulturelle skole. Og tilmed er det sådan, at der bliver man set skævt til en, hvis man påpeger, at det er sådan. Hun skriver:
”Harmonien byggede på en usagt konvention om lukkethed. Om at muslimerne levede i deres lukkede verden, og vi danskere i vores. Jeg underkastede mig tavshedens tyranni for ikke at sige noget, der potentielt kunne opfattes som racistisk eller ikke-rummeligt. Og det kan rigtig meget, hvis man leder efter det.”
Intet socialt samvær i fritiden
Mette Kirstine Goddiksen erfarede, at hendes pigers opvækst ville blive stærkt præget af at gå på den lokale multikulturelle skole. Derfor flyttede hun dem til en anden skole.
Hvis de skulle fortsætte på skolen, ville det gå ud over pigernes sociale liv i fritiden, Mette Kirstine Goddiksen nævner traditionen omkring fødselsdage som et eksempel.
Hun undrer sig over at ingen, inklusiv hende selv, ikke spørger ind til hvorfor de muslimske børn ikke kommer til fødselsdage de er indbudt til.
Og hun forstår ikke, at hun har berøringsangst for at spørge de muslimske forældre, om hun kan sige ja til pigen der beder om lov til at lege med vand iført badedragt og uden tørklæde i haven.
”I en perfekt verden kunne jeg såmænd bare gå hen til den pågældende muslimske mor og med blid mimik og åbent hjerte høre hende, hvorfor hun ikke kan dansk til husbehov efter at have boet her i 15 år – når hun nu har børn, der skal leve og klare sig i Danmark. Eller spørge den somaliske far, hvorfor hans datter ikke må komme på overnatning eller til fødselsdag hjemme hos mine piger, når de nu har fået sådan et varmt venskab i skolen? Og helt lavpraktisk om jeg må sige ja, hvis hun spørger mig, om hun må tage tørklædet af og få badedragt på, når de leger vandkamp?”
Måske aner Mette Kirstine Goddiksen, at svaret vil være nej, og at man venligt og lavmælt vil henføre til kulturelle og/eller religiøse normer og værdier.
En somalisk pige der allerede har fået slør på i 1. klasse må naturligvis ikke fjante rundt i badedragt, eller deltage i fødselsdage, sådan er det for de fleste.
Fødselsdagen er afsæt for en klasses sociale liv
I dansk kultur er det en stor tradition at fejre børnefødselsdag. I skolen inviterer eleverne enten hele klassen eller alle pigerne eller drengene hjem.
Det er også almindeligt, at en klasses forældre drøfter emnet på forældremøder og her finder frem til fælles retningslinjer, og som selvsagt ændrer sig over tid i takt med, at børnene bliver ældre og fødselsdag bliver til ungdomsfest.
Denne kultur eller praksis er overordentlig vigtig for både miljøet og sammenholdet i en klasse.
Fødselsdagen forekommer måske som en lille ting. Men den har overordentlig stor betydning. Alene det, at alle får set, hvor hinanden bor, og der bliver hilst på, når forældre henter og bringer børnene, når de er små.
Kendskab til hinanden skaber tillid og engagement. Dét går fløjten i den multikulturelle skole.
De politisk korrekte står i kø for at forsvare parallelverdenen
Ifølge moren falder det ikke i god jord at spørge til, hvorfor skolelederens tale skal simultantolkes, når forældrene har boet i Danmark i 15 år.
Og man kan heller ikke tillade sig at undres over, hvorfor der kun er ringe interesse for vigtige forældremøder, blandt de muslimske forældre.
”Under halvdelen mødte op. Nogle gik i pausen, en enkelt sov. De muslimske forældre sad ved ét bord, de danske ved et andet. Fædrene hilste ikke, medmindre man virkelig stak sit lyserøde fjæs helt ind i deres intimsfære,” skriver Mette Kirstine.
Jeg genkender beskrivelsen af den multikulturelle skole
Mine egne børn begynde i børnehaveklasse på en skole, hvor knap 40 procent af elever havde anden etnisk baggrund, primært muslimsk.
I indskolingsklasserne var antallet af elever med anden etnisk baggrund dog hastigt voksende, således at der i løbet af få år, stort set ikke var flere etnisk danske elever tilbage i klasserne.
Det viste sig hurtigt, at det var meget svært at medvirke til at de danske og muslimske børn lærte hinanden at kende og blev venner i fritiden.
Dengang troede jeg, at børnene måske ikke havde så meget at sige hinanden, i dag er jeg blevet klogere.
Jeg ved nu, at de muslimske børn, med stor sandsynlighed, slet ikke fik lov til at komme hjem og lege, simpelthen fordi vi tilhørte den anden eller den forkerte kultur.
Heldigvis fik vi mulighed for at fraflytte skoledistriktet, men fænomenet fulgte med.
I den nye skole og fritidsordning gik der naturligvis også børn med anden etnisk baggrund. Med undtagelse af en enkelt mor husker jeg ikke nogen sinde at have mødt disse forældre til skolens arrangementer.
I fritidsordningen var det lidt bedre. Men det hele var adskilt, akkurat som grillen til halal og grillen til gris stod i hver sin side, så gjorde forældrene det også.
Det var påfaldende, og jeg har stor forståelse for Mette Kirstine Goddiksens valg for sine børn. Jeg gjorde det samme.