Flygtningestrømmen fra Afrika og Mellemøsten har udløst noget nær en panikstemning og der er der gode grunde til. Jorden er begyndt at ligne en forseglet ventesal, som man prøver at presse flere og flere ind i, indtil ingen kan trække vejret – og alt ender i kaos, krig og elendighed.
Det er hovedsageligt denne drivkraft – overbefolkning – der ligger bag den voksende folkevandring. Men der er også andre faktorer i spil: Mangel på mad. Og ikke mindst mangel på vand.
Verden er ved at blive varmere og havspejlet stiger. Ved Middelhavet, kan vi se, at hele Ægyptens kystområde risikerer at blive oversvømmet, og det er ret alvorligt. Nilens flodmunding (Nile Delta Aquifer) er et af verdens største grundvandsreservoirer, og længere oppe mod Nilens kilder, den Blå Nil, er Ethiopien nu ved at bygge dæmninger, der ikke lover godt for hverken Sudans eller Egyptens fremtidige vandforsyning.
Det er et problem, der naturligvis ikke kun plager Ægypten men også hele Mellemøsten (med undtagelse af Tyrkiet!), og dets mekanisme er enkel: I takt med at der kommer flere og flere mennesker, er der samtidig mindre og mindre vand.
Den iranske politiske debattør Issa Kalantari har forudsagt, at takket være Irans mislykkede vandpolitik vil 70% af Irans befolkning (dvs. 55 millioner ud af 78 millioner iranere) blive tvunget til at forlade Iran. Og som shia-muslimer vil de næppe søge asyl i det sunni-muslimske og meget asylresistente Saudi-Arabien, hvor der ellers er masser af plads og masser af penge til de nødvendige vandafsaltningsprojekter.
Så hvor vil iranerne tage hen? Det er ikke svært at forestille sig. Men hvad nu hvis Kalantari tager fejl? Ingen kan spå om fremtiden, som man siger, men i dette tilfælde er der meget, der taler for, at Kalantari har ret.
Irans Urmia Søen, Mellemøstens største, har mistet 95% af sit vand siden 1996. Isfahans store flod Zayanderud er tørret ud, og over to tredjedele af byerne er på randen af en vandkrise. Og tusinder af landsbyer er allerede afhængige af vandtanke.
Og så er der Gaza (med en af verdens allerhøjeste fødselsrater), hvor indløbende havvand og kloakoverløb er ved at gøre området til et hydrologisk mareridt.
Det bliver vanskeligere og vanskeligere at skaffe ferskvand i Gaza, skriver journalisten Hans Henrik Fafner, der påpeger, at Israels beslaglæggelse af broderparten af den disponible naturvand bidrager til at gøre det hele meget værre.
Men også Israel har problemer med for lidt vand, ikke mindst efter at Tyrkiet (Mellemøstens vandstormagt!) annullerede en aftale om levering af vand via en flåde af tankskibe. Hvilket har tvunget israelerne at gå andre veje.
En af dem er en ny vandafsaltningsproces, der ikke er nær så energikrævende, som de tidligere metoder. Det drejer sig om en slags omvendt osmose, hvor membraner holder saltionerne tilbage. Meget af vandet kan drikkes mens resten kan bruges i husholdningen og det er billigere at fremskaffe end grundvand.
Israels fire allerede eksisterende afsaltningsanlæg dækker nu 40% af Israels vandforbrug, og tallet ventes at stiger kraftigt. ”Om nogle år vil vi være i stand til at levere vand til Gazastriben” siger en israelsk vandekspert, og udviklingen giver et glimt af håb for hele den vandfattige Mellemøsten (bladet Israel 2. september 2015).
Og det var sandelig også på tide, fordi de fleste steder ser det bestemt ikke lovende ud. I Yemen (hvor fødselsraten næsten er lige så høj som i Gaza) er det det lettere euforiserende – og meget vandkrævende – stof qat, der er problemet, og storbyen Sanaa kan meget vel være verdens første hovedstad, der ikke længere disponerer over vandforsyning.
Stort bedre ser det ikke ud i Syrien, hvor Hafez al Assads regering ødslede $15 billion på mislykkede overrislingsprojekter i 1988-2000. Mellem 2002 og 2008 tørrede næsten alle Syriens 420,000 illegale brønde ud og vandressourcerne faldt til det halve.
Ifølge New York Times har “gamle overrislingssystemer holdt op med at virke, grundvand er tørret ind og hundreder af landsbyer er blevet opgivet efter at agerland er blevet til sprækkede ødemarker, og græssende dyr dør ud.
Samme billede ser man i Irak. I 2011 lukkede mosuldæmningen totalt pga manglende vandtilstrømning, og havvand er trængt langt op i den store Shatt al Arab flod, der udgør grænsen til Iran.
Længere mod nordøst ligger Pakistan, hvor eksperterne spår, at landet vil lide af akut vandmangel i 2020. Folk er forståeligt nok allerede begyndt at migrere – og som vi har set, er det de vestlige landes velstand og lempelige love, de migrerer til.
De muslimske land – minus Jordan, Libanon og Tyrkiet – er ikke meget for at modtage deres religionsfæller, og de rigeste af dem tager ikke mere end en håndfuld. Indtil de sadler om, og inviterer deres muslimske brødre indenfor, kan verden ikke forvente, at Europa alene skal lægge ryg til. Men det er det åbenbart ikke comme il faut at tale om. Ligesom det faktum, at det først og fremmest er Rusland og Iran, der fodrer den syriske præsident Bashar al Assads krigsmaskine og derved er hovedansvarlige for forlængelsen af den syriske borgerkrig.
Men ingen forlanger, at Rusland og Kina burde være med til at tage deres del af flygtningestrømmen, og mig bekendt har ingen politiker – hverken Løkke Rasmussen, Merkel eller Obama – mandet sig op til at sige det til dem.
Så mangel på vand er ikke det eneste problem, ingen har lyst til at tale om, men i stedet for at anerkende problemet foretrækker rådvilde politikere at trække pinen ud i håbet om, at noget vil vise sig. Men det vil der næppe. Og fremtidsperspektiverne er virkelig skræmmende.
Trods ebola og aids og endeløse borgerkrige stiger Afrikas befolkning støt, og alle beskedne økonomiske forbedringer bliver straks ædt op af voksende menneskemasser. De sidste 20 år er verdens befolkning vokset fra 5,7 til 7,2 milliarder.
FN forventer med en fortsat aftagende fertilitet svarende til den hidtidige udvikling, at dette tal stiger og når 8,1 milliarder i 2025, 9,6 milliarder i 2050 og 10,9 milliarder i 2100. Et skrækeksempel er Ægypten. Landet har nu 80-90 millioner indbyggere (91 millioner ifølge Ægyptens eget statistikbureau CAPMAS og ifølge Netsiden Worldometers vil tallet stige til 121 millioner i 2050. Hvilket er temmelig mange. Især når man tænker på, at der på H.C. Andersens tid var lige mange mennesker i Ægypten, som der var i Danmark. Dvs. lidt under to millioner.
Ægypten er nu oppe på 90 millioner mennesker, og hvordan vil det se ud, når der er 121 millioner? Danmark kan brødføde sig selv, men det kan Ægypten ikke. Det begrænsede agerland omkring Nilen kan ikke skaffe mad til mere en 20 millioner mennesker, hvilket medfører, at Ægypten må importere enorme mængder hvede og andre fødevarer, som betales med valuta fra turistindustrien og Suezkanalen.
Men hvor længe kan Ægypten blive ved med det? Både turismen og Suezkanalen er blevet mål for islamiske fanatikere med ondt i sulet, så situationen bliver stedse værre. Heldigvis for Ægypten får landet klækkelig bistand fra Saudi-Arabien og USA, og uden den ville landet for længst være endt i en hungersnød af bibelske dimensioner.
Men gys! Det er ikke det værste, der kunne ske. Der er nemlig noget, der er endnu værre: vandmangel. Verden er ved at blive varmere.