Nobelpristageren Svetlana Aleksijevitj’s bog, ’Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’, om de 1 mio. kvindelige sovjetiske soldater under Anden Verdenskrig, udkommer i Danmark den 1. november.
Hun er selv halvt hviderusser og halvt ukrainer. Lige nu bor hun i Minsk. Hun arbejder for fred og demokrati. Jeg kender Minsk ret godt – min tantes familie har boet i denne hyggelige by. Men nu bor en del af familien i Californien og en andel del af familien bor i Canada. Sådan er livet.
De emigrerede på et tidspunkt, hvor situationen i Minsk og i hele Hviderusland var uudholdelig – det var omkring midten af 1990erne. Jeg husker, hvordan min mor og jeg besøgte min tantes familie i Minsk i slutningen af 1980erne, og min mors søster, som på det tidspunkt arbejdede på et universitet, serverede kogende vand for os.
– Har du ikke te? – var spørgsmålet fra min mor.
– Te? Nej, der er ikke te i forretningerne, men kogt vand er godt til udrensning, ikke? Og min tante smilede.
En halv snes år senere emigrerede hendes datter, min kusine, fra Belarus – Hviderusland – til Canada. En anden kusine emigrerede lidt senere til Californien i USA. Den Hviderussiske historie i min familie var slut.
Men min mormor var født i Hviderusland i byen Polotsk, og min mormors familie, Platanovitj’, var rig på det tidspunkt. Min mormor fortalte mig om sin lille pony, om fransk undervisning hjemme og om østers til hendes fars fødselsdag. Navnet, Platanovitj’, (ligesom Aleksievitj’)- er et helt almindeligt navn i Belarus.
Jeg har skrevet en lille novelle på russisk om min mormor, som var (blandt mange andre) en af Felix Dzerzhinsky’s sekretærer. Hun talte 5 sprog, og hun gennemlevede en revolution og to verdenskrige. Hun havde møder med Lenin, havde 50 års medlemskab af det Kommunistiske Parti, fik 6 børn i 4 ægteskaber.
Nu ligger hun på den bedste kirkegård i Moskva, Novo-Devichij, ved siden sin sidste mand og ikke så langt fra Nikita Khrushchov, og hun jubler sikkert over, at hendes ”landskvinde”, Svetlana Aleksijevij’, fik Nobelprisen i litteratur!
Min mormor var selv en “læsehest”, og det var hende, der introducerede mig til de bedste bøger og forfattere i Verden. Jeg var kun fem år, og var lige begyndt at læse, da hun gav mig Shakespeare’s “Hamlet” som nattelæsning.
Hun var altid foran sin tid, og hun skaffede mig, de på den tid illegale, bøger af Solzhenitsyn, da jeg var femten år. Hun troede hele livet fast på det kommunistisk fælleskab, på fremtidens kommunistiske paradis, og på det pengeløse samfund uden bankernes byrder.
Hun læste også biblen, og hun fortalte mig, at alle kommunistiske ideer stammer fra denne gamle bog. Men hendes mand og hendes familie oplevede også Stalins repression. Hun blev fyret fra NKVD (det hemmelige politi), familien blev smidt ud fra deres tjeneste bolig, en lejlighed ved siden af Kreml, og hendes mand var uden arbejde, men blev ikke dræbt, som millioner af andre.
Mens han var i krig under 2. Verdenskrig, blev hun med 5 børn først sendt til Alma-Ata i Kazakhstan, og derfra videre til Kirgisistan. Der var hun, som invalid, leder af et kolkhoz – et stort kollektivt landbrug.
Hele hendes liv har jeg beskrevet i en lille novelle på russisk. Det er tre år siden den udkom. Novellen fik ”Mark Chagall diplomet” og en anderkendelse i Hviderusland. En dag fik jeg et telefonopkald fra et filmstudio i Minsk, hvor de fortalte mig, at selvom de ikke havde penge til at filmatisere min historie, ønskede de meget at gøre det.
Historien hedder “Shurochka” – som var min kære mormors kaldenavn, og historien venter stadigvæk på en oversættelse, ligesom mange af mine andre bøger, der er skrevet på russisk.
Jeg har mange gange diskuteret krige med min mormor. Første Verdenskrig og Anden Verdenskrig. Og min mormor sagde altid til mig: “Krig har ikke et menneskelig ansigt. Krig har et dyreagtig, hysterisk og barbarisk ansigt”.
Krigen har ikke en vinder. Ikke i Afganistan, ikke i Irak,og heller ikke i Syrien. Alle er tabere. Nu er der millioner af mennesker på flugt fra krigens uhyre. De banker alle på vore døre. Vi taler om flygtninge, men vi glemmer, at årsagen til deres flugt er krigen.
“Krigen har ikke kvindelig ansigt” – som skrevet af Svetlana Aleksijevij. Gandi har sagt det lidt anderledes: ”Lad kvinder komme til at kæmpe i krig, og lad mændene passe børn og gryder, så vil krigen ende i løbet af en måned”.
Irina Bjørnø. Historien om min mormor er del af min nye bog, som er udgivet i Rusland i 2015. Mit Diplom er her.
Belbooks for Easy Living Irina Bjørnø www.belbooks.dk; www.belbooks-ru.com; www.belbookstoday.com