En islamisk stat med atomvåben og missiler, der kan nå Europa? Nej vel, det er ikke lige det, vi drømmer om. Men det kan faktisk ske takket være den allerede eksisterende islamiske stat Iran.
USA og de 4 andre faste medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd (Rusland, Kina, UK og Frankrig) samt Tyskland (i FN-jargon P5 + 1) har siden november 2013 ført forhandlinger med Iran om kontrol med landets atom(våben)program.
Iran påstår selv, at programmet udelukkende har fredelige formål.
USA vil have snor i Iran
USA m.fl. gør derimod gældende, at Iran i strid med sine forpligtelser under Traktaten om ikke-spredning af kernevåben faktisk er i færd med at udvikle kernevåben.
Efter to forlængelser sigtes der nu mod en afslutning af forhandlingernes politiske del med en rammeaftale inden udgangen af marts og udformningen af aftalens mere tekniske elementer inden 30. juni.
Det er vigtigt at gøre sig klart, at parterne sigter mod en aftale, som har til formål at lægge restriktioner på det iranske atomaktiviteter i en vis periode, ikke at afvikle dem. Det skyldes, at det ikke er lykkedes P5 + 1 at bevise – endsige at få Iran til at indrømme -, at der faktisk er tale om et program til udvikling af kernevåben.
Iran forhandler, fordi deres økonomi er presset
P.g.a. mistanken herom og p.g.a. iransk misligholdelse af visse af landets forpligtelser overfor Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, har Iran dog siden 2006 været underkastet stadig strammere finans- og handelssanktioner, dels pålagt af FN’s Sikkerhedsråd, dels indført af USA, EU, en række andre vestlige lande samt Japan og Sydkorea.
Dertil kommer nu den seneste tids dramatiske fald i oliepriserne, alt sammen noget, som har bragt Irans økonomi under stadigt stærkere pres.
Aftalens indhold
At dømme ud fra, hvad der er sivet ud, ønsker P5 + 1 en aftale, der i 10 år fastfryser det iranske atomprogram på et niveau, der først vil gøre det muligt for Iran at fremstille en atombombe et år efter et evt. brud på aftalen, den såkaldte breakout-periode.
Konkret skal dette ske ved restriktioner på anlæggene til produktion af beriget uran, begrænsninger på berigelsesgraden og på lagring af uran samt skrappe kontrolbestemmelser. Til gengæld skal sanktionerne mod Iran ophæves gradvist.
Iran ønsker sanktionerne ophævet hurtigst muligt og så lempelige regler som muligt for, (hvad der hævdes at være) fredelig og lovlig udnyttelse af atomenergi. Hvad der vil ske efter 10-årsperiodens udløb, er et åbent spørgsmål.
Forhandlingerne, som nu tilsyneladende befinder sig i slutfasen, har ikke alene været et drama for de direkte involverede parter, men har også i høj grad belastet forholdet mellem USA og dets allierede i Mellemøsten.
Ikke kun Israel, hvis premierminister i går holdt en tale til medlemmerne af USA’s kongres mod en aftale, men også Saudi Arabien, Egypten m.fl.
Det skyldes dels uenighed om, hvordan man skal forholde sig til det, der efter alt at dømme er et program til udvikling af kernevåben (i Mellemøsten kan man ikke tillade sig at lade tvivl komme en modpart til gode), dels at Iran nu en gang er Vestens, USA’s og dets allieredes hovedfjende i Mellemøsten.
Iran en aggressiv islamisk stat
I al opstandelsen om Islamisk Stat og kalifatet må man nemlig ikke glemme, at en magtfuld og aggressiv islamisk stat, nemlig Iran, allerede findes. Indtil revolutionen i 1979 var det shiamuslimske Iran en af Vestens vigtigste allierede i regionen.
Med shahens fald blev landet en aggressiv islamisk stat, der siden hen har modarbejdet vestlige interesser, som man p.t. kan konstatere det i bl.a. Irak, Syrien, Libanon og Yemen.
Mest dramatisk fremstår truslen for Israel, som iranske ledere gentagne gange har truet med udslettelse. Iranske agenter og stråmænd har også stået bag blodige terroranslag mod jødiske institutioner og andre mål rundt om i verden.
Israel klar til at bombe
Belært af de historiske erfaringer kan ingen israelsk regering sidde trusler om folkets og statens udslettelse overhørig. Israel har tidligere forpurret både et irakisk og et syrisk atomprogram ved at udslette centrale anlæg gennem direkte bombeangreb.
Premierminister Netanyahu havde i årene inden stormagternes atomforhandlinger med Iran truet med at tage sagen i egen hånd og udslette de iranske atomanlæg militært. Tilsyneladende holdt USA ham tilbage, idet Washington i det mindste ønskede et forsøg gjort på at løse problemet ad diplomatisk vej, som det nu sker.
Aftalen er ikke acceptabel
For Israel og for USA’s øvrige allierede i Mellemøsten er det ikke acceptabelt, at der i en evt. aftale opnås midlertidig kontrol med det iranske atomprogram. De ønsker det simpelthen afviklet eller udslettet.
Og de ønsker om nødvendigt skærpede sanktioner for at lægge et endnu større pres på Iran og den iranske økonomi. Hverken Israel eller USA’s arabiske allierede stoler på Iran eller har nogen tiltro til, at Iran vil overholde en evt. aftale.
Denne mistillid næres af de tidligere iranske forsøg på at holde programmet hemmeligt og af, at Iran efter alt at dømme også er ved at udvikle missiler til fremføring af atomvåben samt andet udstyr, som ikke hører hjemme i et program til fredelig udnyttelse af atomenergi.
Frygt for tilnærmelse mellem USA og Iran
For Israel er det grundlæggende problem ikke Irans atomvåbenprogram, men selve det iranske regime. Dertil kommer, at selve forhandlingerne – for slet ikke at tale om en evt. aftale om det iranske atomprogram – af Israel, Saudi Arabien m.fl. ses som en led i en tilnærmelse mellem USA og Iran på deres bekostning.
Selv om andre problemer officielt ikke indgår i forhandlingerne, er det utænkeligt, at Iran ikke vil forsøge at opnå politiske indrømmelser fra USA som modydelse for Teherans indsats mod Islamisk Stat. Sådanne indrømmelser vil uvægerligt styrke Iran i regionen på bekostning af de andre.
Risiko for kernevåbenkapløb i Mellemøsten
Desuden risikerer en aftale, der i et eller andet omfang lader Iran bevare landets atomprogram, at afstedkomme et kernevåbenkapløb i Mellemøsten med deltagelse af Egypten, Saudi Arabien og Tyrkiet.
Alt dette er baggrunden for, at premierminister Netanyahu tog det diplomatisk set uhørte skridt at acceptere en indbydelse fra republikanerne i den amerikanske kongres bag Obamas ryg til at holde en tale til medlemmerne af begge kongressens kamre i går om atomforhandlingerne.
Netanyahu og Obama
Forholdet mellem de to ledere er blevet stadigt dårligere p.g.a. uoverensstemmelserne om Iran-dossieret og andre af de verserende problemer i Mellemøsten. Den 17. marts er der parlamentsvalg i Israel. Netanyahu besluttede åbenbart at udnytte sit nære forhold til de republikanske ledere til at skaffe sig en triumf, der både kan spilles ud overfor de israelske vælgere og imod den amerikanske regering og de øvrige P5+1- forhandlere med Iran.
Selv om talen nok ikke har kunnet påvirke selve forhandlingerne, har den utvivlsomt virket overbevisende på mange medlemmer af kongressen – og dermed gjort det sværere for præsident Obama at få en aftale godkendt af kongressen.
Hør hele Netanyahus tale til kongressen her (44 minutter):