Martin Skriver er far til to og ateist. Han vil derfor gerne have sine børn i en institution, hvor der ikke lægges for megen vægt på religion.
Selvom Martin Skriver er ateist, holder han af danske traditioner som jul og fastelavn, fordi de har afsæt i gamle hedenske traditioner og skikke. Han kan også godt lide dansk mad.
Men det er svært at finde en institution i rimelig afstand fra hjemmet, som ikke lægger så stor vægt på religion, og som serverer danske retter.
Han bor på Amager i et område, hvor en hel del mennesker kommer fra muslimske lande.
Det betyder, at mange børn i vuggestuerne kommer fra muslimske familier. Og de fleste vuggestuer i familiens nærområde har fuldstændig indrettet den mad, der serveres, efter islamiske normer.
Institutionerne menu består udelukkende af halal-slagtet kød, og gris har man helt udeladt.
Martin Skriver mener, at det er et tilbageskridt og en intellektuel hån mod det sekulære samfund at skulle indtage kød, hvor der er fremsat ”okkulte bønner” under slagtningen.
”For det første opfatter jeg det sekulære samfund som det højeste stadium, mennesket endnu har nået, og dermed er denne islamisering et tilbageskridt – lige som al anden religiøsitet i det offentlige rum ville være. Derfor opfatter jeg det som en intellektuel hån at skulle indtage kød, hvor der er sagt okkulte bønner under slagtningen. Jeg er sikker på, at også en meget stor del af ny-danskere, der netop er flygtet fra religiøse samfund, deler min holdning. (Berlingske 10.2.)
”Det handler ikke om religion”
I institutionen ”Det lille Univers”, som er en af de institutioner Martin Skriver besøgte, forklarer den pædagogiske leder Jacob Kruse, at man har valgt den islamisk godkendte menu, fordi ingen børn skal føle sig udenfor.
”Vi har valgt halal ud fra et synspunkt om inklusion. Ud fra tanken om, at der her i institutionen er børn fra forskellige kulturer, og det er vigtigt, at de har noget fælles at spise. Børnene skal opleve en samhørighed, når de spiser. De skal ikke opleve, at nogle ikke får serveret det samme som de andre. Det er alene ud fra en tanke om inklusion. Det handler ikke om religion. Vi har masser af børn samlet her hver dag, og dem har vi et ansvar for. Og altså også et ansvar for, at de føler sig som en del af fællesskabet.” (Berlingske 11.2.)
Grisen er dog ikke helt forvist fra alle vuggestuen.
”Een gang om året får de 220 børn i ”Stjernehimlen” tilbudt svinekød. Det er til jul, det er flæskesteg, og det er frivilligt,” siger den pædagogiske leder. (Berlingske 11.2.)
”Det lille Univers” er en del af den integrerede institution “Stjernehimlen”.
I institutionen handler inklusion altså om, at alle børn skal spise det samme – og det skal så være den islamisk godkendte halal-mad.
Det står ikke klart, hvorfor man mener, at fællesskab kræver, at man er ens. Pointen kunne jo være den omvendte, at man skulle lære børnene, at ingen holdes uden for fællesskabet, fordi de spiser noget andet end mange af de andre.
Jacob Kruse fra ”Det lille Univers” mener ikke, at der er nogen nedre grænse for, hvornår man skal fravælge majoritetskulturen frem for minoritetskulturen.
”Det er ligegyldigt, om det er en eller 50 procent, det er et princip, og det handler alene om inklusion,” siger den pædagogiske leder. (Berlingske 11.2.)
”Det er klamt at have blå øjne”
Men islamiseringen af institutionernes kostordning er alligevel ikke dét, der bekymrer Martin Skriver mest.
Han er nok så bekymret for, hvad hans søn som kommer hjem og fortæller.
Han hører drengen berette om muslimske børn i børnehaven, der siger til ham, at han ikke kommer i himlen, fordi han ikke tror på Allah.
De siger også til ham, at han er klam, fordi han har blå øjne. (Berlingske 10.02)
Man må sige, at sønnens fortællinger ligner mobning. Men det undrer egentlig ikke Martin Skriver:
”Selvfølgelig udvikler nogle muslimske børn denne overherrementalitet, når de kan se, at deres kultur fra officiel side bliver opfattet som overlegen. Dette endda uden at de (muslimerne) selv skal gøre noget for det.” (Berlingske 10.2.)
Muslimer mere værd end ikke-muslimer
For rettroende muslimer er andre religioner underordnet Allahs islam.
Heraf udleder muslimer, at de er bedre og mere værd end ikke-muslimer. Det er logisk nok.
Muslimske børn lærer meget hurtigt at blive bevidste om dette skel mellem de rettroende muslimer og de vantro ikke-muslimer.
Fordi dogmet om dem og os fylder meget i den islamiske tro, antager drilleri og mobning jævnligt en religiøs vinkel, når den udøves af muslimske børn.
Det er dét, Martin Skrivers søn har mødt i børnehaven.
Institutioner, der fravælger danske traditioner, bidrager kun til at styrke disse holdninger.