Når en person bliver idømt eksempelvis fire måneders fængsel, er det ikke ensbetydende med, at vedkommende bliver ført direkte fra retslokalet og til afsoning i et fængsel eller i et arresthus.
Tværtimod er det ofte almindelig praksis, at en dømt med en kortvarig fængselsstraf får at vide, at han kan forlade retten som en fri mand og først senere vil blive indkaldt til afsoning af sin straf.
Et er imidlertid teori og noget helt andet praksis, og praksis er i stigende grad blevet, at de dømte ikke møder op i fængslerne, efter at de er blevet indkaldt til afsoning.
Næsten halvdelen møder ikke op
Denne udvikling er især blevet eksplosiv gennem de sidste måneder.
Ifølge fagbladet, Fængselsfunktionæren, der udgives af Fængselsforbundet, mødte således kun 45 procent af de dømte op til afsoning i året fire første måender. I 2014 drejede det sig om 34 procent og i 2013 om 26 procent, der ikke mødt op efter at være blevet indkaldt til afsoning af en fængselsstraf.
Af en eller anden grund er problemet størst i de åbne fængsler. Har har man ifølge Fængselsfuntionæren i foråret indkaldt 1.023 dømte til afsoning, og af dem mødte 470 ikke op til tiden.
Overbooker for at få cellerne fyldt op
Et af de steder, hvor man tager imod mange korttidsafsonere, er i det åbne fængsel Kærshovedgaard i Midtjylland, og her understreger tillidsrepræsentant Poul Hansen, at det er et stort problem, at mange afsonere ikke dukker op.
“Det kan vi i høj grad mærke. Det giver os problemer med at udfylde vores kapacitet,” siger Poul Hansen til “Fængselsfunktionæren”.
For at udgå tomme celler vælger fængslerne ofte at gøre ligesom flyselskaberne og overbooker for at være sikker på at få fyldt de planlagte celler op, så i stedet for at indkalde én person, indkalder man to til den samme celler og håber så på, at i det mindste den ene af dem dukker op.
Det giver dog problemer, hvis de begge mod forventning skulle dukke op, “Ja, så risikerer vi at mangle plads til den ene,” erkender Poul Hansen.
Giver digital post skylden
Hos Kriminalforsorgen mener man, at den kraftige stigning i antallet af udeblivelser skyldes, at man i november sidste år gik bort fra den gode gamle brevpost og i stedet begyndte at indkalde dømte til strafafsoning via E-mail og Nem-ID.
Således siger Kriminalforsorgens direktør, Johan Reimann, til Fængselsfunktionæren, at man er opmærksom på problemet.
“Vi har holdt øje med udeblivelserne efter overgangen til digital post, og vi kan se, at der er sket en mærkbar stigning i antallet af udeblivelser,” siger han til Fængselsfunktionæren og fortsætter:
“Derfor har vi besluttet, at indkaldelser til afsoning nu i en periode skal sendes både digitalt og fysisk, indtil vi får afklaret, hvad der skal ske fremadrettet.”
Udeblivelse bør straffes med forlænget afsoning
Problmerne med fængselsdømte, der udebliver fra strafafsoning, har tidligere været rejst i Folketinget.
Så sent som i februar i år redegjorde daværende justitsminister, Mette Frederiksen (S)efter spørgsmål fra Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, for situationen og oplyste, at man havde forsøgt at gøre indkadelserne mere pædagogiske, så folk kunne forstå indholdet.
Nu viser udviklingen, at det ikke har haft nogen effekt overhovedet, og det kræver da vist heller ikke megen pædagogik at skrive til en mand, at han skal møde op i et bestemt fængsel på en bestemt dato for at afsone den dom, han har fået.
I øvrigt har Dansk Folkeparti være fremme med forslag om, at de dømtes fængselsophold skal forlænges med det antal dage, de er udeblevet fra afsoning, men det har der ikke været tilslutning til fra de øvrige partiers side.