Nu er der en svensk operasanger, der protesterer imod, at den nye svenske 500 kr seddel med operastjernen Birgit Nilsson viser et glimt fra Wagner-operaen, Valkyrien, som hun har været med til at opføre.
Begrundelsen er, at Adolf Hitler i sin tid holdt meget af Wagner! Som om Wagners musik bliver ringere af, at Hitler også kunne lide den!
Min yndlingsforfatter er nordmanden Knut Hamsun. Især romanen ”Pan”, en kærlighedshistorie, der foregår i ”Nordlandssommerens evige dag”. Jeg læste den, da jeg engang var sengeliggende.
Hvis man følger tankegangen ovenfor, så er det jo også helt galt! Ham kunne Hitler jo også godt lide. Og det var (desværre) gensidigt. – Men bliver romanen dårligere af, at forfatteren er politisk naiv?
Det samme er rigtig mange andre forfattere. Bl.a. alle de danske forfattere, der i 30´erne sværmede for Sovjetunionen og Stalin. Nogen af dem gjorde det helt op til vor tid, indtil Berlinmuren faldt og sandheden kom frem. – Blev deres bøger ringere af, at de var politisk naive?
Den svenske operasanger, der klager over pengesedlen, er desværre ikke alene. Der er andre svenskere, der i ramme alvor vil censurere i Astrid Lindgrens børnebøger. Tænk dog, Pippis far er negerkonge! Uhadada for et udtryk!
Det må man ikke sige. – Og der er nogle, også her i landet, der nu vil til at skrive litteraturhistorien om, så den omhandler flere kvinder. Det stemmer godt med de nye forsker-stipendier, der favoriserer kvinder. – Min kvindelige departementschef var totalt imod den slags, fordi hun følte, det nedvurderede kvinder. (Min mening dur jo ikke, fordi jeg er mand!)
Den politiske korrekthed kender ingen grænser. Hvad bliver det næste!