Fredag og lørdag i sidste uge bragte TV2 store indslag om islamiske ekstremister, der siger, at muslimer ikke skal deltage i folketingsvalget.
For læsere af Den Korte Avis var emnet velkendt, eftersom vi allerede onsdag bragte en artikel om det.
Men i modsætning til Den Korte Avis havde TV2 fået en væsentlig del af den muslimske debat galt i halsen. Sådan går det ofte i danske medier, fordi mange journalister aldrig har gjort sig den umage at sætte sig ordentlig ind i islamiske forhold. De lader sig nøje med politisk korrekte floskler.
”I helvede med grundloven”
Fredag interviewede TV2/TV2 News en af de rabiate islamister, der mener, at muslimer ikke skal stemme. Han hedder Adnan Avdic, og han sagde for åben skærm: ”I helvede med grundloven”.
Lørdag interviewede man så en anden af slagsen, en talsmand for den ekstremistiske organisation ”Kaldet til islam” ved navn Abu Ubaydillah. Han lagde heller ikke fingrene imellem, men sammenlignede danskerne med aber.
Han blev spurgt, om han ikke burde underlægge sig det danske system, når han nu boede i Danmark. Det mente han bestemt ikke: ”Det er ligesom at sige, at hvis du er i en jungle, så skal du opføre dig som en abe.”
Hvad bilder de sig ind?
Med god grund har mange været stærkt fortørnede over disse typer. Hvad bilder de sig ind? Og hvorfor finder de sig ikke et muslimsk land at bo i, når de har et så hadefuldt forhold til danskerne og Danmark? Nå, vores velfærdsydelser kan de vist forresten godt bruge.
De har fået lov til at slå sig ned i Danmark som flygtninge, og så skal vi høre på den slags.
Selv om de er langt ude, så er man faktisk nødt til at tage dem alvorligt.
Nok repræsenterer de kun en mindre del af muslimerne i Danmark. Men både i Danmark og i andre europæiske lande er der efter alt at dømme en voksende sympati blandt især unge muslimer for denne rabiate islam. Sympatien knytter sig specielt til Islamisk Stat.
Denne foruroligende opbakning blandt unge fik TV2 desværre ikke med.
Går ind for at stemme, men er ikke demokrat
Men først og fremmest begik TV2 en anden fundamental fejl, der bidrog til at afspore debatten.
Man brugte Imran Shah, der er talsmand for Det Islamiske Trossamfund, som repræsentant for dem, der mener, at muslimer skal stemme. Det er en pligt, siger Shah.
TV2 efterlod det indtryk, at Imran Shah dermed er demokrat – i modsætning til Avnan Adic og Abu Ubaydillah.
Men Shah er ikke demokrat. Han mener bare, at det er muslimers pligt at gøre deres indflydelse gældende og forsvare deres interesser inden for det politiske system, der nu engang gælder i et land.
Og da der er demokrati i Danmark, skal muslimerne stemme for at gøre deres indflydelse gældende, ifølge Shah.
Hvis man spørger, hvilken slags samfund Imran Shah ønsker sig, så er det ikke et demokrati. Han ønsker sig tværtimod et samfund, hvor Koranens står over de menneskeskabte love.
Sagt på en anden måde: I det samfund, Shah ønsker sig, kan man ikke acceptere nogen demokratiske beslutninger, der strider mod Koranen (shariaen).
Næsten alle danske imamer mener efter alt at dømme det samme. Men danske journalister på TV2 og andre steder har så ringe viden, at de ikke har opdaget det.
De fleste muslimer synes at mene det samme
Shah og hans meningsfæller ser ikke nogen grund til at tale i offentligheden om deres mål, hvor Koranen skal styre samfundet.
Her og nu drejer det sig simpelt hen om at gøre den islamiske indflydelse gældende inden for de eksisterende rammer. Det andet er så noget, man stille og roligt skal arbejde for. Man satser så på, at betingelserne bliver bedre og bedre i takt med, at den muslimske andel af befolkningen vokser.
Denne målsætning om det Koran-styrede samfund, hvor de religiøse love står over de demokratiske beslutninger, er langtfra begrænset til et lillebitte mindretal af muslimer.
Faktisk kunne noget tyde på, at et flertal af muslimer i Europa deler denne målsætning.
Falsk problemstilling
Dette er ikke undersøgt i Danmark. Men det er det i den hidtil mest omfattende undersøgelse af europæiske muslimers holdninger, der omfatter seks lande i Europa. (Wissenschaftszentrum Berlin für Sozialforschung)
Her svarede 65 procent af de adspurgte muslimer, at Koranens religiøse regler (shariaen) står over samfundets love. Og det er altså ikke demokrati.
TV2’ problemstilling var falsk. Der er ganske rigtigt forskel i holdningen til at stemme mellem Imran Shah og så de to typer, der taler om ”aber” og ”i helvede med grundloven”. Men ingen af dem er demokrater.