Man kan vist roligt konkludere, at afstemningsresultatet ved EU-folkeafstemningen d. 3. december var en kraftig understregning af den udbredte folkelige mistillid, der generelt er til de etablerede politikere.
Når typisk regeringsbærende partier som S, R, V, K samt SF fra venstrefløjen samlet anbefaler et ”ja”, og vælgerne herefter så massivt stemmer ”nej”, taler det et tydeligt sprog om denne politikerlede.
Især for statsminister Lars Løkke Rasmussen må det have været endnu en bitter pille at sluge efter først et sviende nederlag ved valget til Europa-Parlamentet, dernæst et tab på 13 mandater ved folketingsvalget og nu altså et vælgerflertal, der har trodset regeringens og de øvrige ja-partiers anbefalinger.
Uværdig reaktion fra tidligere udenrigsminister
I en sådan situation ville det i øvrigt have klædt tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen som inkarneret tilhænger af unionstanken i respekt for vælgernes afgørelse at vende blikket indad i stedet for i barnlig fornærmelse at sige, at de har opført sig som bindegale, ligesom han har skoset Dansk Folkeparti for at have ført en usædvanlig grov valgkamp, der har både snydt og vildført vælgerne.
Det er en uværdig måde at reagere på for en politiker, der jo ellers gennem mange år på dygtig og seriøs vis har repræsenteret sit land. I virkeligheden kommer man nok sandheden nærmere ved at konstatere, at ja-partiernes trusler om dansk exit af Europol ved et nej i alt for høj grad lignede de trusler, der kom fra samme kant, da der skulle stemmes om euroen tilbage i år 2000.
Dengang skortede det heller ikke på trusler, der viste sig at være tomme. Vælgerne er såmænd ikke så dumme – og i hvert fald ikke bindegale. Snarere end mange af vore toppolitikere er de tværtimod i besiddelse af en egen folkelig jordbundethed og sund dømmekraft.
Danskerne er positivt stemt over for et tæt europæisk samarbejde
Et flertal af danskerne har nu sagt nej til Maastricht-traktaten, nej til den fælles valuta euroen og nu også nej til at droppe retsforbeholdet. Betyder det så, at den danske befolkning, der i 1972 med et massivt flertal stemte Danmark ind i EF, nu er modstandere af et tæt europæisk samarbejde? Nej, overhovedet ikke!
Der er ingen tvivl om, at det store flertal af danskere går ind for, at Danmark skal være en aktiv del af et europæisk fællesskab – det, der i 1972 hed EF. Altså et handelsmæssigt og økonomisk samarbejde i et frit indre marked med fælles rammebetingelser for medlemslandenes erhvervsvirksomheder, så der kan konkurreres på lige vilkår. Et mellemstatsligt samarbejde om man vil.
Naive og farlige drømme om er overstatsligt EU
Netop her er det, at filmen knækker. Et som udgangspunkt solidt demokratisk og folkeligt forankret fredens og frihedens projekt er godt i gang med at blive ødelagt af europæiske toppolitikere med naive og samtidig farlige drømme om et overstatsligt EU, hvor nationalstaten efterhånden elimineres. Europas befolkninger ønsker ikke et Europa uden nationale grænser og med en føderal regering, hvorfra alt styres centralt.
Drømmen og visionen om en europæisk multikulturel stormagt er den politiske elites drøm, men ikke befolkningernes. Det er set i lyset af denne vision om en europæisk superstat, man skal se hele det gigantiske og uigennemskuelige bureaukrati, der er opbygget i EU, og det er set i lyset af denne vision, man skal se den ene suverænitetsafgivelse efter den anden, fordi mere og mere af samarbejdet overgår fra at være mellemstatsligt til at være overstatsligt.
Magten og indflydelsen skal ligge centralt i EU og ikke i nationalstaterne. Det er afgørende skridt i denne retning, danskerne gang på gang siger nej til – ikke til et tæt og fortroligt samarbejde mellem suveræne lande. Og det er sådanne skridt, mange andre befolkninger i de andre europæiske lande også ville sige nej til, hvis de ellers havde en grundlov, der gav dem muligheden.
EU ved en korsvej
EU og dermed også dansk EU-politik er ved en korsvej. Vil man bygge videre på et centralistisk og bureaukratisk korthus, der før eller siden vælter, fordi det helt nødvendige folkelige demokratiske fundament ikke er til stede? Resultatet bliver det, vi allerede nu ser tegn i sol og måne på, nemlig et svagt og handlingslammet Europa, der ikke evner at forsvare sig selv og egne værdier.
Eller vil man tilbage til det samarbejde mellem suveræne stater med fælles interesser, som var udgangspunktet for danskernes overbevisende ja i 1972? Det vil give et stærkere Europa, og det er helt nødvendigt i en tid, hvor vores verdensdel og vores kultur er under voldsomt pres af destruktive kræfter udefra.
Fatalt ledelsessvigt
Europas befolkninger ønsker et stærkt samarbejdende Europa i gensidig respekt for nationalstaternes suverænitet. Og de ønsker et homogent Europa, der bygger videre på de europæiske frihedstanker og den kristne livsforståelse. Så længe toppolitikerne ikke vil lytte til den stemme fra folkedybet, men har blikket stift rettet mod deres egne utopiske unionsdrømme, så vil der være tale om et fatalt ledelsessvigt, hvis resultat og konsekvens man slet ikke tør tænke på…..!