Ved en international konference om pigeomskæring, som fandt sted på Christiansborg den 11. november 2014, forsikrede udviklingsminister Mogens Jensen (S) deltagerne om, at “Danmark vil fortsætte med at arbejde for at udrydde skadelige praksisser som tidlige ægteskaber eller tvangsægteskaber og omskæring af piger”.
Desværre synes der at være tale om ren symbolpolitik, for til trods for at pigeomskæring også finder sted i Danmark, findes der reelt intet beredskab på området.
Konferencen var arrangeret af Foreningen Mod Pigeomskæring, FN’s Børnefond UNICEF, FN’s Befolkningsfond UNFPA og den britiske NGO Orchid Project og fandt sted i forbindelse med et fællesnordisk møde, som det nordiske forskernetværk “FOKO, Forskning Om Kvindelig Omskæring” afholdt i København.
Formålet med konferencen var at rejse en debat om pigeomskæring, så man kan få bremset, hvad arrangørerne betragter som et “blodigt overgreb på små pigers krop og menneskerettigheder”.
Det anslås, at op mod 3 millioner piger risikerer at blive omskåret hvert år. Det svarer til 8.000 om dagen. Omskæringen har ingen sundhedsmæssige fordele, men er kun til skade for pigerne både på kort og langt sigt.
Arrangørerne af konferencen ønskede at skabe øget viden om, hvordan der arbejdes med emnet i forskellige lande, samt hvilke resultater, der er opnået og hvilke metoder, der virker.
Pigeomskæring er ulovligt i Danmark
Ifølge FN’s Børnekonvention, som også Danmark har tiltrådt, hedder det i artikel 24, stk. 3 bl.a. , at “deltagerstaterne forpligter sig til at arbejde for afskaffelse af traditionelle skikke, der kan skade barnets sundhed”.
Alle offentligt ansatte har en skærpet pligt til at underrette myndighederne, hvis de får kendskab til bekymrende forhold:
“Hvis man som fagperson har et arbejde, hvor man er i tæt kontakt med børn og unge, har man en særlig forpligtelse til at underrette kommunen om sin eventuelle bekymring for et barn eller en ung … Den skærpede underretningspligt betyder, at du har pligt til at reagere, alene på baggrund af forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung har behov for særlig støtte.”
En fagperson kan f.eks. være en sundhedsplejerske, jordemoder, sygeplejerske, læge, pædagog, SSP-medarbejder og lignende.
Set i lyset af, at både svenske og engelske myndigheder i 2014 har iværksat konkrete inititativer for dels at stoppe pigeomskæring, men også for at afbøde skadevirkninger hos personer, som allerede er blevet omskåret, satte Den Korte Avis sig for at undersøge, hvor langt danske myndigheder er nået med hensyn til at udrydde pigeomskæring.
Hvor mange indberetninger når frem til de sociale myndigheder, og hvem samler op og handler på dem?
Hvad er praksis i Danmark?
Vores helt uvidenskabelige undersøgelse startede hos Region Hovedstaden, idet det jo er regionerne, der forestår administrationen af vore sygehuse.
Set i lyset af, at man i England siden foråret 2014 har pålagt ansatte på hospitaler og akutklinikker at registrere, hver gang man stødte på en person, som var blevet omskåret, bad vi Region H oplyse, hvorvidt man på danske hospitaler har et lignende beredskab.
Claus Bøggild Eriksen, ansvarlig for kommunikationen i Region H svarede, at “I henhold til Serviceloven er der underretningspligt til de sociale myndigheder, hvis man bliver bekendt med en pige er omskåret, idet det betragtes som et overgreb mod et barn.
Direkte adspurgt bekræftede Claus Bøggild, at eventuel opfølgning på sådanne indberetninger ikke finder sted i sundhedsvæsenets regi.
Altså kontaktede vi den presseansvarlige hos Sundhedsstyrelsen, Solveig Røigaard-Petersen, som lovede, at hun nok skulle undersøge sagen, men hun ville først have svar på følgende:
”Jeg skal nok undersøge sagen, men kunne du fortælle mig hvilket medie du arbejder for? Og hvad du helt præcist mener med dit spørgsmål.
Skal jeg forstå det sådan, at du spørger, om vi skal have en indberetning hvis en pige/kvinde indlægges på akutafdeling med blødning fra en omskæring, der er gået galt?
Eller tænker du også hvis eksempel: En fødeafdeling blot ser en ”gammel” omskæring hos en kvinde?” skrev hun til os i en mail.
Ingen registrering
Fem dage senere vendte Solveig Røigaard-Petersen tilbage med besked om, at “Sundhedsstyrelsen har ingen registrering af omskæring af kvinder.”
Hun foreslog, at jeg forespurgte hos Seruminstituttet (SSI), da det er dem, der står for Landspatientregisteret, og at de måske kunne trække nogle tal ud til os.
Erik Villadsen fra Sektor for National Sundhedsdokumentation og Forskning tilbagehenviste mig imidlertid til Sundhedssstyrelsen, idet de indberetninger som Landspatientregisteret modtager fra sundhedsvæsenet, er oplysninger om den aktivitet (behandlinger, diagnoser, operationer m.v.) der udføres i sundhedsvæsenet.
Indberetning om ulovlige behandlinger, som kvindelig omskæring jo er, skal derimod foretages tilSundhedsstyrelsens afdeling for Uddannelse, autorisation & tilsyn.
Jeg skrev derfor igen til Sundhedsstyrelsen, men fik i første omgang intet svar. Efter nogle dage var der så svar fra Sundhedsstyrelsens Embedslægeinstitution Øst og Tilsyn ved sekretær Margit S. Hansen:
”Sundhedsstyrelsen skal som svar på nedenstående henvise til Statens Serum Institut for eventuelle statistikker for disse indberetninger. Der er ingen pligt til at indberette til Sundhedsstyrelsen. Sundhedspersoners pligt til at indberette vedrørende lignende overgreb på børn, drejer sig om indberetning til kommunen.”
På baggrund af svaret fra SSI, Landspatientregisteret kontaktede jeg igen Solveig Røigaard-Petersen. Denne gang fik jeg et lidt mere uddybende svar:
”Sundhedsstyrelsen har ingen registrering af religiøs omskæring af kvinder. Det er forbudt i Danmark. Hvis du vil vide, hvor mange anmeldelser der har været af det, kan du evt. prøve at høre politiet.”
Og forklarede videre, at vedrørende indberetning om ulovlige behandlinger som kvindelig omskæring, skulle svaret fra Erik Villadsen alene forstås således, at “hvis nogen får mistanke om, at en autoriseret sundhedsperson foretager ulovlige behandlinger f.eks. omskæring af kvinder, så skal sundhedspersonen indberettes til Sundhedsstyrelsen med henblik på autorisationsfratagelse/indskrænkning.
Eventuel indberetning til Sundhedsstyrelsen omfatter altså alene sundhedspersoner, som udfører den ulovlige praksis, ikke antallet af omskårne kvinder i Danmark.
Gik til politiet
Som foreslået af Solveig Røigaard-Petersen, kontaktede jeg nu Rigspolitiet for at høre, om de kendte til indberetning om pigeomskæring, samt om de eventuelt kunne hjælpe med nogle tal.
Kommunikationsrådgiver Thomas Kristensen, Rigspolitiet vendte hurtigt tilbage: ”Så vidt vi er orienteret, er der ikke (hos politiet, red.) en særlig indberetningsordning vedr. kvindelig omskæring. Men vi er naturligvis bekendt med, hvor mange sager, der anmeldes til politiet. Vi kan i den forbindelse se, at der sidste år er registreret en enkelt sag.”
Da Embedslægeinstitutionen i Sundhedsstyrelsen nævnte kommunerne, kontaktede jeg til sidst Kommunernes Landsforening.
Line Oxholm, pressekonsulent hos KL kunne imidlertid heller ikke hjælpe: ”Det er ikke oplysninger, som KL ligger inde med. Jeg vil foreslå dig at kontakte de enkelte kommuner eller politiet.”
Ingen handlingsplan og ren forvirring
Den Korte Avis’ research viser, at vi i Danmark reelt ikke har nogen handlingsplan på området.
Men ikke nok med det. Der hersker tydeligvis også stor forvirring med hensyn til, hvilken myndighed man skal henvende sig til, såfremt man som fagperson – eller bare medborger – får kendskab til, at et barn er blevet udsat for et overgreb.
Regeringen ynder ved gentagne lejligheder at belære danskerne om, at et mangfoldigt samfund er et værdifuldt samfund, og at “vi tager dansk kultur alvorligt ved at turde åbne os mod den verden, vi så åbenlyst er en del af”.
Men når det kommer til de mere dystre aspekter ved globaliseringen såsom eksempelvis pigeomskæring, som ifølge WHO også finder sted i visse indvandrermiljøer i Vesten, og altså også i Danmark, så vælger de ansvarlige myndigheder at lukke øjnene.
Det bekræftes i et svar fra Udviklingsminister Mogens Jensen, som på den internationale konference lovede, at man i Danmark fortsat ville arbejde for at udrydde skadelige praksisser som blandt andet omskæring af piger. Svaret lyder som følgende:
“Tak for din henvendelse vedr. kvindelig omskæring. Da du spørger til tiltag vedr. danske forhold, vil jeg opfordre dig til at tage kontakt til Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold, Justitsministeriet og/eller Sundhedsministeriet alt afhængig af dit specifikke fokus. Handels- og udviklingsministerens engagement i afskaffelse af kvindelig omskæring er afgrænset til spørgsmål relateret til udviklingsbistanden.
Kan vi være det bekendt?
