Sent mandag aften kom en mand kørende ved Clausholm Slot mellem Aarhus og Randers.
Han mistede herredømmet over bilen, røg ud i rabatten, ramte et betonrør og endte i slottets voldgrav med det venstre hjulpar. Det gik så hårdt for sig, at samtlige bilens airbags blev udløst, beretter Østjyllands Politi.
Ikke ligefrem overbevisende kørsel. Føreren slap dog uskadt.
En forbipasserende bilist ringede til politiet, som kom til stede. Men den 28-årige bilist havde absolut ikke lyst til at tale med politiet, så han stak i løb.
Også det kiksede dog for ham. Efter400 metervar han løbet ind af en politihund.
Politiet fandt ud af, at der var både det ene og det andet galt med manden, så man anholdt ham.
Han kørte i narkopåvirket tilstand. Han havde begået brugstyveri af bilen, som han ikke havde førerret til. Det vankede der sigtelser for.
Derudover fandt politiet tyvekoster i bilen, så han blev også sigtet for indbrud. (Lokalavisen)
Den uheldige forbryder behøver såmænd ikke tænke så længe over, hvad der gik galt for ham. Svaret er enkelt: Det hele.