Skræmmekampagne er et ofte misbrugt og slidt udtryk, men det er svært at finde et mere dækkende ord for den offensiv, som EU-partierne har indledt for at få danskerne til at opgive deres forbehold over for det retlige samarbejde i EU.
Når EU-partierne nu tager mod til sig – og i opposition er Venstre så dristig som nogen – skyldes det, at det europæiske politisamarbejde EUROPOL som følge af Lissabontraktaten overgår til at være et rent overstatsligt samarbejde. Dermed træder det danske forbehold over for EU’s rets- og udlændingepolitik i kraft, hvorefter Danmark ikke formelt kan indgå i EUROPOL’s struktur og arbejde.
Så er det slut med at benytte sig af EUROPOL’s registre og databaser; Danmark befinder sig i mørket, lyder truslen.
Men vil Danmark blive et isoleret og hjælpeløst land, som ikke længere kan samarbejde med andre landes politimyndigheder? Bliver Danmark en paria, som hverken kan benytte sig af fælles informationer eller selv få lov at hjælpe andre landes efterforskere med at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet?
Skal man tro EU-partierne, bliver Danmark snart et rent fristed for narkohandlere, menneskesmuglere, tyvebander og pædofile – ja, jeg fornemmer endda en vis skadefryd, ikke mindst i advarslerne fra EU-professor Marlene Wind; nu kommer danskerne endelig til at betale en pris for deres formastelige nej til Maastrichttraktaten i 1992 – så kan de måske lære det.
Retsforbeholdet er det vigtigste resultat
Men jeg er fuld af fortrøstning, også ved udsigten til en folkeafstemning om de danske forbehold. Hvis spørgsmålet om patentdomstolen ikke kunne antænde de helt store følelser hos mange vælgere, så er jeg overbevist om, at Danmarks retsforbehold er blevet noget af en hjertesag for store dele af vælgerkorpset. Vælgerne ved nemlig, at retsforbeholdet ikke bare handler om politisamarbejde men også om Danmarks ret til at føre en egen selvstændig politik for indvandring og asyl.
Retsforbeholdet er det vigtigste resultat, som den danske EU-skepsis har opnået, for det holder enhver regering på plads og får den til at tænke sig om to gange, før den fifler med Danmarks selvstændighed.
Derfor er løsningen på Danmarks problem i EUROPOL-samarbejdet heller ikke en aftale, hvor vi stump for stump tilslutter os EU’s retsakter, en såkaldt ”opt-in”-model, for hvis vi tilslutter os et direktiv, så fanger bordet, uanset om direktivet senere får en anden udformning; hvad der i dag kan se undseeligt og uskyldigt ud, kan ende med at lægge snærende begrænsninger for vores handlefrihed.
Løsningen er en parallelaftale
Den eneste udvej, som respekterer danskernes forbehold, består i, at Danmark får en parallelaftale, som tillader os at deltage i EUROPOL på lige fod med Schweiz, Norge og Island.
Men nu hører vi, at EU pludselig er en meget ufleksibel og umedgørlig partner: Danmark skal slet ikke regne med at kunne få en parallelaftale, for det er ikke bare besværligt, men i EU hersker der i forvejen irritation over Danmarks enegang. Så nu vil EU statuere et eksempel, nægte Danmark en parallelaftale og i stedet kræve, at vi siger farvel til vores retsforbehold.
Fasthold selvstændigheden
Hvis det er rigtigt, melder sig for det første spørgsmålet, om EU virkelig er parat til at afslutte et gensidigt gavnligt politisamarbejde for at afstraffe et land, som fastholder sin selvstændighed på vigtige områder? Har de øvrige EU-lande ikke brug for informationer og hjælp fra dansk politi? Naturligvis har de det, alt andet ville være uansvarligt, og ikke mindst Schengenområdets åbne grænser gør samarbejdets nødvendigt.
Vi må kunne forvente, at vores regering har gjort og gør, alt hvad den kan for at skaffe Danmark en aftale, som styrker kriminalitetsbekæmpelsen og samtidig respekterer vælgernes valg – både de danske forbehold og valget den 25. maj, som sendte et klart signal til Bruxelles om, at danskerne ikke ønsker mere men mindre EU.