Flyet kom fra Philadelphia og var på vej mod landing i Punta Cana i Den Dominikanske Republik. Det var i onsdags.
En amerikansk passager nøs og råbte: ”Jeg har ebola!” Så brød helvede løs.
I USA er der netop nu en enorm opmærksomhed omkring ebola, efter at den frygtelige sygdom har taget det første menneskeliv i landet. Offeret, der havde været i Liberia, døde i Texas. Dødsfaldet har fået Det Hvide Hus til at styrke screeningen for sygdommen på landets hospitaler.
I denne atmosfære skabte mandens råb panik blandt medpassagererne. Specielt fordi den pågældende havde hostet og nyst under hele den fire timer lange tur. Disse symptomer hører nemlig til de tidlige tegn på ebola.
Drama
Folk omkring manden trak deres tøj op for ansigtet i et desperat forsøg på at beskytte sig. Så sprang mange op fra deres sæder, parate til at storme ud af flyet.
Flere optog samtidig, hvad der skete, på deres mobiltelefon. Videoen her kommer fra en medpassager.
En stewardesse greb mikrofonen og bad folk om at sætte sig igen. Hun sagde råt for usødet, at ”efter 30 år i den her branche” var hun sikker på, at ”denne mand er en idiot”.
Men flypersonalet og myndighederne på jorden var selvfølgelig nødt til at reagere ud fra, at det kunne være blodig alvor.
Stewardessen varskoede passagererne om, at der ville komme et team om bord på flyet, ”der ser mere skræmmende ud, end det er”.
Så rykkede fire mand i beskyttelsesdragter ind, som man kan se på videoen (et såkaldt hazmat team). De tvang manden til at rejse sig op, tage sin bagage og forlade flyet under deres eskorte. Nogle passagerer råbte ”buuh!” ad ham, da han gik.
De andre passagerer råbte ”buuh!” ad manden, da han blev tvunget til at rejse sig op, tage sin bagage og forlade flyet eskorteret af de fire i beskyttelsesdragter.
Han forsikrede, at han ikke havde ebola, og føjede til: ”Jeg er ikke fra Afrika.” Men der hjalp ingen kære mor.
To timers anspændt venten
De 255 medpassagerer var nødt til at blive siddende i flyet i to timer, mens manden blev undersøgt. Atmosfæren var naturligt nok meget anspændt, for tænk nu, hvis…
Men det blev slået fast, at manden ikke var ebola-smittet. Samtidig fik lufthavnspersonale en afklaring på, at han bare havde ment det for sjov.
En chef i lufthavnen kaldte ”spøgefuglen” for ”en mand, der virkede ”ude af balance” (Acento.com.do). Han føjede til, at manden åbenbart gjorde det for ”at få opmærksomhed”. Samtidig slog han fast, at manden ikke har været i Afrika for nylig.
Formentlig havde han en banal influenza. Noget kunne tyde på, at der også var noget helt galt med hans sans for humor. Den var det eneste dødssyge ved manden.
(Kilde: Daily Mail)