Efter sigende var der ved kong Salomons hof en mand, som hed broder Marcolfus. Ingen vidste præcist, hvor han var kommet fra. Det var som om, han havde været der altid, men det gjorde blot hans tilstedeværelse så meget mere ubehagelig for de betydningsfulde mennesker ved hoffet.
Broder Marcolfus tog ikke hensyn til den almindelige orden. Han spyttede i krogene, bøvsede og pruttede, når det passede ham, og modsagde kong Salomon lige op i hans åbne ansigt og i alles påhør. Når kongen kom med en af sine dybsindige sentenser, gjorde broder Marcolfus grin med den. Når kongen fældede en højtidelig dom, rystede broder Marcolfus på hovedet.
Naturen over optugtelsen
Samtidig var broder Marcolfus fuld af gode idéer, som udfordrede kong Salomon. Engang hævdede han, at naturen går over optugtelsen, og at alle hoffets fornemme manerer ikke var meget bevendt og ikke var andet end oppustet selvhøjtidelighed. ”Bevis det”, sagde kong Salomon.
På bordet ved aftensmåltidet sad der ved særlige lejligheder to velopdragne katte, som hver holdt et tændt stearinlys mellem poterne. En aften havde broder Marcolfus to mus med i lommen og under måltidet lod han først den ene løbe forbi de to katte, der dog blev siddende som statuer med lyset mellem poterne. Da han kort efter lod den anden mus løbe forbi, lod de to katte lys være lys, for at jagte musen. ”Der kan du se, høje konge,” sagde broder Marcolfus.
Ved en anden lejlighed satte han nogle umage og aparte spor i sandet ved at gå baglænds afsted. Da kong Salomons mænd fik øje på de mærkelige og måske fjendtlige spor i sandet, gik de straks til kongen, som fulgte med sine mænd til sporenes ende. Da de nåede frem, lå broder Marcolfus i en gammel ovn og strittede kongen op i hovedet med sin blottede bagdel.
Træer
Da blev kong Salomon vred. Nu havde han fået nok af Marcolfus, som blev dømt til døden. Broder Marcolfus bad da om en sidste nådeshandling fra kongen, om han selv måtte bestemme hvilket træ, han skulle hænges i. Det ønske imødekom kong Salomon, og det første træ, som blev udvalgt, afviste broder Marcolfus. Det var ikke højt nok. Det næste var for lavt. Kong Salomons mænd drog rundt i hele riget uden at kunne finde et træ, der levede op til broder Marcolfus’ krav. De vendte tilbage med uforrettet sag, men ikke broder Marcolfus. Han vendte blot tilbage og fik lov at blive på slottet.
For lidt Marcolfus
Pointen i denne agtværdige historie fra kong Salomons hof er naturligvis, at broder Marcolfus hører hjemme netop dér, og at alle parter er bedst tjent med, at han bliver der. Han skal hverken forjages eller hænges ved sin hals, men leve som en hofnar ved Salomons side, en slags negativ profet, en ironisk yogi eller et menneske, som hele tiden minder kongen, politikeren, juristen om et andet liv, som han ikke kan undvære, – det liv som kongens autoritet er til for at beskytte.
Marcolfus’ ironi og hans venden op og ned på den gode smag og tone lever af det, den gør grin med. Hans humor kan ikke stå selv, og alligevel er Marcolfus uundværlig.
Vores problem er imidlertid, at vi i åndelig og symbolsk forstand har for lidt kong Salomon (og derfor har Marcolfus også dårlige kår). Vi har et problem med begrebet autoritet. Det viser sig overalt, for ingen vil finde sig i, at nogen bestemmer over ’mig’. Det giver et ledelsesproblem.
Systemisk ledelse
For at løse dette problem har vi indført systemisk, regelbundet, humorforladt ledelse overalt. Systemisk ledelse har imidlertid ringe eller slet ingen åndelig autoritet; den er ikke bundet op på noget andet end sig selv. Unge djøf’ere, der rejser på kontrolbesøg på statslige eller statsstøttede institutioner, dvs. overalt, er udrustet med skemaer og i-Pads, og har ikke andet end skemaer at komme med; de kan ikke henvise til en åndelig og moralsk autoritet, som er fælles for kontrollanter og kontrollerede.
En sådan åndelig autoritet kan man ikke bare nedkalde over et samfund. Men man kan søge og lede og finde sprog for den; når den har været der, kan den komme igen. Imedens vi sammen søger og leder, har vi noget at forsvare: Det reservoir af viden og kunnen, oplysning og moralske værdier, som vi søger og leder i og overordnet kalder ’den vestlige verden’.
Indledning holdt ved Rønshovedgruppens seneste offentlige møde på Rønshoved Højskole d. 4. oktober af Morten Kvist