I går skrev vi om Nørrebro før og nu med særligt fokus på den københavnske bydels ældre historie. I dag bringer vi en opfølgende artikel, hvor vægten især er på Nørrebro efter 1950’erne.
Mange nørrebrogensere husker for eksempel nok de mange sprittere, der tidligere holdt til på Blågårds Plads, overborgmester Egon Weidekamps omfattende saneringer og de efterfølgende års voldsomme ændring i Nørrebros beboersammensætning.
Den Korte Avis har besøgt Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv, og på baggrund af især foreningens bøger ”Nørrebro – træk af en bydels historie” og ”Nørrebrohistorier” bringer vi billeder og historien om det gamle københavnske arbejderkvarter og dets forandring.
Assistens Kirkegård før og nu
Selvom artiklen har fokus på efterkrigstiden, lægger vi ud med historien om Assistens Kirkegård, som er et yndet tilflugtssted på grund af sin ro og dejlige natur midt i København.
Til manges utilfredshed er der ved at blive bygget en metrostation på den del af kirkegården, der vender ud mod Nørrebros Runddel.
Assistens Kirkegård blev oprindeligt lavet som en ”assisterende” kirkegård i forbindelse med pesten, som hærgede i 1700-tallets København. Da man ikke havde plads til de mange døde på de etablerede kirkegårde, lavede man fem midlertidige.
De kunne imidlertid heller ikke klare presset, og derfor besluttede man at oprette Assistens Kirkegård uden for byens volde til de mange døde. Der blev bygget en stor mur omkring for at holde løsgående dyr ude.
I forbindelse med udbruddet af kolera i 1850’erne blev kirkegården udvidet, hvilket også er sket flere gange siden.
Assistens Kirkegård var i begyndelsen de fattiges kirkegård – mere velbemidlede borgere blev typisk begravet inden for Københavns volde.
Det skiftede imidlertid i 1780’erne, hvor også borgerskabet og store kulturpersoner begyndte at blive begravet på kirkegården. Hvis man går en tur på Assistens Kirkegård kan man således se blandt andre H.C. Andersen, Søren Kirkegård, H.C. Ørsted, Niels Bohr og Hans Scherfigs gravsteder.
Blågård og rabarberkvarteret
Mange husker sikkert de omfattende boligsaneringer, som især fandt sted på Nørrebro i 1970’erne og 80’erne. De mødte stor kritik, mens de stod på.
Det var særligt Nørrebros sorte firkant, som kvarteret omkring Blågårds Plads med de mange sprittere blev kaldt, der skulle byfornys.
Blågårds Plads er opkaldt efter Blågård – et stort landsted lige uden for det gamle København, som fik sit navn, efter at Frederik den Fjerdes bror, prins Carl, iværksatte opførelsen af en hovedbygning med blå, glaserede tegl i begyndelsen af 1700-tallet.
I 1820’erne blev en del af Blågårds jorde udstykket, og der kom blandt andet et par mindre gartnerier. Mellem Rantzausgade og Ladegårdsåen dyrkede man rabarber, og derfor fik området ved den sorte firkant senere tilnavnet rabarberkvarter (aok.dk).
Udtrykket dækker over et kvarter med fattige beboere, sociale problemer, husspektakler og dårlige boliger, og det var noget af det, man ønskede at komme til livs, da man i slutningen af 1960’erne tog fat på saneringen af store dele af Indre Nørrebro.
Der var masser af sjov og sammenhold på Nørrebro.
Men mange af lejlighederne i den sorte firkant var for eksempel såkaldte korridorlejligheder uden entré og med lange korridorer. Det gjorde dem frygtelig farlige i tilfælde af brand, fordi folk risikerede ikke at kunne slippe ud af deres lejligheder.
Saneringen starter
Saneringen af Indre Nørrebro tog fart fra 1969 efter Folketingets vedtagelse af en ny saneringslov. Københavns Kommune udpegede den sorte firkant på Indre Nørrebro som det vigtigste område at tage fat på og gik i gang med at rive ejendomme ned i stor stil.
Der manglede fra start en samlet plan for saneringerne, så mange steder blev beboere flyttet og ejendomme revet ned, mens de tomme grunde fik lov at stå ubenyttet hen. Nogle steder lignede det til forveksling et krigsområde.
Den socialdemokratiske overborgmester Egon Weidekamp, der kom til i 1976, fik bedre styr på den overordnede planlægning og koordinering af saneringsarbejdet. Han havde en drøm om at sikre arbejderne gode boliger med grønne områder, hvor børnene kunne få en sund opvækst.
Men der blev ikke taget nok hensyn til bygningernes historiske værdi, miljø og æstetik. De fleste ejendomme blev jævnet med jorden.
”Byggeren”
Nørrebros beboere havde heller ikke meget at skulle have sagt. Derfor lavede nogle af dem Nørrebros Beboeraktion for at få mere indflydelse på saneringsprocessen.
Under en fest, de afholdt på en tom byggegrund bag Blågårds Plads, opstod byggelegepladsen ”Byggeren” i 1973 (Bregengaard & Thomsen: Erfaringer fra Byggeren).
Legepladsen blev en stor succes og et samlingssted for mange børn og unge på Indre Nørrebro. Den kom senere til at blive drevet af Københavns Kommune, men skulle på sigt fjernes igen i forbindelse med det omfattende nybyggeri på de gamle byggegrunde.
Mange af beboerne på Nørrebro mente imidlertid, at byggelegepladsen skulle blive, og efter at det blev besluttet fra politisk hold at sætte rydningen af ”Byggeren” i gang, kom det til sammenstød med politiet, da beslutningen skulle føres ud i livet.
Efter politiets rydning stjal en del beboere byggematerialer fra andre byggegrunde og genopførte ”Byggeren” samme nat. Der blev også lavet barrikader og store skilte, hvor der stod ”Politiet ud af Nørrebro – Byggeren overgiver sig aldrig!”.
Byggelegepladsen endte dog med at blive ryddet igen af politiets bulldozere, men først efter at der i flere dage havde været kampe mellem beboere på Indre Nørrebro og politiet.
Nye beboere
Karsten og Ingrid, der er henholdsvis formand og kasserer i Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv, husker begge to området med de gamle huse og ”Byggeren” omkring Blågårds Plads før og efter de omfattende saneringer.
Det nye præfabrikerede byggeri af røde mursten, der skød op, dræbte ifølge ægteparret en stor del af charmen ved det gamle arbejderkvarter. Specialbutikkerne og de historiske bygninger forsvandt. Samtidig ændredes beboersammensætningen radikalt.
”Her på Indre Nørrebro var det Weidekamps bulldozere, der kørte igennem kvarteret, og der lavede man – synes jeg personligt – et meget ensartet byggeri”, fortæller Ingrid.
”Det var vel hensigten, at beboerne skulle tilbage igen, men så kom der jo det store indvandrerboom, hvor man skulle huse flygtninge og indvandrere. De oprindelige beboere kom ikke tilbage – det var også for dyrt for dem”.
Ifølge Karsten hjalp det heller ikke, at man samtidig lavede Blågårdsgade om til gågade: ”Jeg kan huske, hvor kedelig gaden her var, da vi flyttede herud igen. Der var ikke spor overhovedet – lukkede butikker hele vejen. Men nu er der altså ved at komme noget igen, men det er så nogle helt andre butikker”.
Der er parabolantenner på de fleste lejligheder, som man kan se på billedet ovenfor.
Et andet Nørrebro
Karsten og Ingrid mener begge, at Nørrebro i dag er noget helt andet end før. Der er færre boliger, end der var før saneringerne, de nye beboelsesejendomme er ensformige, og der bor flere med højere uddannelser og større indtægt end tidligere.
Samtidig er området omkring Blågårds Plads præget af bydelens mange studerende og indvandrere. Der er kommet en række moderne caféer og skudt et hav af eksotiske butikker og shawarmabarer op.
Der er basarer, butikker, der sælger tørklæder og niqab til muslimske kvinder, og på gaden kan man høre både tyrkisk, pakistansk og arabisk.
Men det gamle Nørrebro med de mange specialbutikker, de oprindelige huse med miljø, det folkelige fællesskab og følelsen af samhørighed i det gamle arbejderkvarter er væk. Bydelen er for altid forandret.
Vil du vide mere om Nørrebros historie?
Hvis du gerne vil vide mere om det gamle Nørrebro, har spørgsmål eller vil være medlem af Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv, kan du se mere på foreningens hjemmeside: www.noerrebrolokalhistorie.dk