I sidste uge lignede Helle Thorning en leder, der helt var ved at miste grebet om sit parti. Mens vælgerne flygtede fra hende, blev kritikken fra egne rækker stadig kraftigere.
Samtidig markerede Mette Frederiksen sig som et alternativ til Thorning, der var parat til at tage over. Det skete blandt andet med to aviskronikker, hvor Frederiksen slog kraftigt på de socialdemokratiske værdier, som Thorning blev anklaget for at svigte.
Men i slutningen af ugen fik Thorning stabiliseret sig. Et møde med partiets hovedbestyrelse og kredsformænd blev gennemført i god ro og orden. De kritiske røster udeblev, og Thorning fik den opbakning, hun kom efter.
Til gengæld begyndte Mette Frederiksen at komme i problemer.
Slående mønster
Spillet mellem Thorning og Frederiksen slutter dog ikke her. For de socialdemokratiske vælgere og medlemmer er stadig delte på, hvem der vil være den bedste leder for partiet. Det kan skabe nye konflikter i partiet.
Hos vælgerne tegner der sig et slående mønster:
De vælgere, som er blevet hos Socialdemokraterne, foretrækker Thorning. De vælgere, der har forladt partiet i utilfredshed, foretrækker Mette Frederiksen.
I denne splittelse ligger en forbandelse, som Socialdemokraterne fortsat kommer til at slås med.
Flere årsager til roligt møde
Når Thorning fik skabt ro på mødet i fredags, hang det sammen med flere ting:
En del af Thornings kritikere blev bekymrede for, om det hele var ved at komme ud af kontrol, så partiet røg endnu længere ud i krise.
Samtidig blev der arbejdet intenst på at forhindre åben kritik på mødet. Folketingsmedlemmer præparerede deres kredse. Også makkerparret Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen var ude med opfordringer til at bakke Thorning op.
Det var ikke just, fordi deres opfordringer glødede af entusiasme. Men Thorning-lejren havde sat Mette Frederiksen under kraftigt pres med anonyme historier i medierne om, at hun og Sass stod bag kritikken af Thorning. De var derfor nødt til at demonstrere deres loyalitet.
Endelig lettede det også trykket på Thorning, at hun i meget kategoriske vendinger afviste, at hun var interesseret i et EU-job.
Begrænset trøst
Oven i dette fik Thorning hjælp af en meningsmåling, der faldt på et tørt sted for hende.
Den viste, at 44,3 procent af de socialdemokratiske vælgere ville holde fast i Helle Thorning, mens kun 24,5 foretrak Mette Frederiksen som leder. (Wilke/Jyllands-Posten)
En sådan måling er dog kun en begrænset trøst for Thorning.
Det er ikke så mærkeligt, at hun står forholdsvis stærkt blandt de nuværende S-vælgere. Det er jo netop dem, der har valgt at holde fast i Socialdemokraterne under hendes ledelse – trods al modgangen.
Men denne vælgerskare er skrumpet katastrofalt. Det store spørgsmål er så, om det er Thorning eller Frederiksen, som er bedst til at hente de mange flygtede vælgere tilbage.
Bemærkelsesværdige tal
Det spørgsmål giver meningsmålingerne ikke noget klart svar på. Men det er bemærkelsesværdigt, at vælgerne bag samtlige partier uden for regeringen foretrækker Mette Frederiksen som statsminister frem for Helle Thorning. Fra Dansk Folkeparti og Venstre til SF og Enhedslisten.
Dette fremgår af en ny meningsmåling (Greens/Børsen). Målingen viser samtidig, at Thorning fører blandt de vælgere, som er forblevet hos Socialdemokraterne og regeringspartneren De Radikale.
Mette Frederiksen ligger da også konsekvent højere end Helle Thorning, når man måler deres popularitet blandt samtlige vælgere.
En del af forklaringen kan meget vel være, at de mange tidligere socialdemokratiske vælgere, der er gået til andre partier, foretrækker Frederiksen for Thorning. Det samme med nye mulige vælgere til partiet.
Holder denne forklaring, har Mette Frederiksen bedre chancer for at trække Socialdemokraterne ud af den dybe vælgerkrise.
Økonomiske forhandlinger kan give ny ballade
Kendsgerningen er i hvert fald, at den hellige grav ikke er velforvaret for Thorning, så længe partiet under hendes ledelse har under 20 procent af vælgerne og ligger lavere end Dansk Folkeparti.
Fortsætter det, kan den interne kritik af hende blusse op igen. Det kan for eksempel ske i forbindelse med de kommende forhandlinger med de borgerlige om en vækstplan og andre dele af den økonomiske politik.
Forhandlingerne vil sandsynligvis give et resultat, som efter de traditionelle socialdemokratiske vælgeres mening er alt for blåt. Og så risikerer Thorning igen ballade.
Fastlåst situation
Men samtidig er Mette Frederiksen og Henrik Sass nok blevet mere forsigtige med at signalere, at Frederiksen er parat til at tage over. Fordi de netop har brændt fingrene på det.
Så Socialdemokraterne risikerer en fastlåst situation frem mod valget:
De nuværende vælgere vil beholde Thorning. De flygtede vælgere vil have Frederiksen. Men hun tør ikke sætte Thorning stolen for døren. Så hvis Thorning ikke af egen drift drager til Bruxelles, bevæger partiet sig frem mod et forudsigeligt valgnederlag.
Det er Socialdemokraternes forbandelse.