Islamisk Stat har betydet, at kampen mod radikaliseringen af unge muslimer er sat på dagsordenen overalt i Europa. Adskillige tusind unge muslimer er rejst til Syrien og Irak for at kæmpe sammen med Islamisk Stat og andre ekstreme islamistiske grupper.
Nu er regeringerne i flere europæiske lande i fuld gang med at stramme reglerne for at hindre unge muslimer i at blive hellige krigere og straffe dem, når de kommer tilbage.
Den danske regering har ikke fremlagt konkrete initiativer. Men den siger, at en anti-radikaliseringsplan er på trapperne.
Integrationsminister Manu Sareen har været i TV og fortalt, at planen kommer. Vi har fået at vide, at den vil bygge på ”Aarhus-modellen”.
Regeringen roser Aarhus-modellen
Denne model blev søsat i 2007 med et pilotprojekt, som Østjyllands Politi og Aarhus Kommune gik sammen om. Arbejdet har haft Thorning-regeringens bevågenhed gennem nogen tid. På initiativ fra Integrationsministeriet har Aarhus Kommune således i nogle år fungeret som modelkommune for indsatsen mod radikalisering.
Og nu vil regeringens plan altså bygge på erfaringerne fra Aarhus. Justitsminister Karen Hækkerup siger i den forbindelse:
”Vi vil også fremover bruge Aarhus-modellen, som mange andre lande også skeler til. For dér har vi udviklet noget, der virker.” (Berlingske)
Det fremgår ikke umiddelbart, hvorfra Karen Hækkerup ved, at modellen virker. Men formentlig bygger det på oplysninger fra de involverede parter selv, altså Østjyllands Politi og Aarhus Kommune. Skal man tro dem, har modellen nemlig været en bragende succes.
Man henviser til, at knap 30 unge aarhusianere sidste år rejste til Syrien som hellige krigere. Nu siger den ansvarlige politikommissær Allan Aarslev: ”Så vidt vi ved, er der kun rejst en enkelt fra Aarhus i år. Opfattelsen er, at rejseaktiviteten er stoppet.” (Berlingske)
Aarslev ser dette som et resultat af indsatsen mod radikalisering. Det lyder jo vældig flot, og denne udlægning synes regeringen altså at have overtaget.
Den Korte Avis har prøvet at se Aarhus-modellen nærmere efter i sømmene. Hvordan fungerer den? Hvordan opfatter man radikalisering? Og hvilken dokumentation er der for, at modellen har givet de fine resultater, man taler om?
Problematiske præmisser
Grundtanken i Aarhus-modellen er, at myndighederne (politi og kommune) skal gå i dialog med de miljøer, hvor der går unge muslimer rundt med risiko for radikalisering. Det kan være på borgermøder, gennem forældrenetværk og via moskeer. Man har desuden et ”infohus”, hvor folk kan få råd og vejledning i forhold til personlige tilfælde. Endelig har man mentor-ordninger for unge.
Det er glimrende, at myndighederne fører samtaler med folk i ”risikomiljøerne”. Og det er glimrende, at der kan hentes råd og vejledning. Men det er selvfølgelig afgørende, hvad myndighederne bruger denne dialog til. Og her dukker den første store betænkelighed ved Aarhus-modellen op:
Noget tyder på, at denne dialog i alt for høj grad foregår på nogle præmisser, som er ekstremt forstående over for problematiske muslimske holdninger og påfaldende kritiske over for det danske samfund.
Ikke hellige krigere, men ”Syriensfrivillige”
Alarmklokkerne ringer således, når man ser, hvad Aarhus-modellen kalder de hellige krigere. De hedder ”Syriensfrivillige”! Det er jo en højst ejendommelig betegnelse for noget, som reelt dækker over, at man rejser ned og deltager i de mest uhyrlige grusomheder.
Syriensfrivillige! Det lyder nærmest som ulandsfrivillige. Er regeringen enig i at bruge dette begreb?
Det kan godt være, at begrebet er velegnet til at blive populær i visse muslimske miljøer. Men det er bestemt ikke velegnet til at give et dækkende billede af virkeligheden og skabe en realistisk dialog.
Hvad er radikalisering?
Andre ting peger i samme dybt problematiske retning. Det gælder således definitionen på radikalisering.
I det papir, som politiet og kommunen har lavet i april i år, defineres radikalisering alene ud fra, at man accepterer eller ligefrem anvender voldelige midler for at nå sine politiske eller religiøse mål.
Men Islamisk Stat er jo ikke bare karakteriseret ved at være en samling voldsdyrkere. Det er folk, som har nogle bestemte politiske og religiøse ideer, som bygger på deres udlægning af islam. De er rabiate islamister, dvs. tilhængere af en radikal ideologi. Det er altså ikke bare volden, der er radikal – det er selve det islamistiske idégrundlag.
Dette idégrundlag, der propaganderes i bestemte muslimske miljøer, driver de unge mod blandt andet Islamisk Stat. Men papiret fra april nævner ikke islamismen med et eneste ord! Er regeringen enig i det?
Det er næsten som at tale om koncentrationslejrene uden at nævne nazismen med et ord.
Diskrimination
Islamismen nævnes altså overhovedet ikke som en årsag til radikalisering.
Til gengæld bruger det nævnte papir en del ord på at forklare, at det danske samfund har et ansvar for radikaliseringen. Muslimer bliver radikale – ikke fordi de påvirkes af islamisme, men fordi vi diskriminerer dem.
Der står i papiret: ”Diskrimination anses som en af de mest betydende faktorer i skabelse af vækstgrundlaget for radikalisering.”
Politisk korrekt selvpiskeri. Er regeringen enig i det?
Fortielsen af islamismens betydning betyder, at man fuldstændig afpolitiserer problemet. Der er absolut intet om nødvendigheden af at føre en værdikamp for frihedsværdierne.
Tværtimod beskrives indsatsen mod radikalisering som noget, der ligger på linje med at bekæmpe … skolefravær. Er regeringen enig i det?
Vil Grimhøj-moskeen forebygge radikalisering?
Fortielsen af islamismen har også en anden konsekvens: Myndighederne fører en dialog med bestyrelsen for moskeen på Grimhøjvej, der er under mistanke for at have huset en stor del af de hellige krigere fra Aarhus. Det er helt i orden, at man snakker med hvem som helst, bare man har et fornuftigt mål med det.
Men man skriver i det omtalte papir, at dialogen skal dreje sig om ”forebyggelse af radikalisering”. Hvordan i alverden kommer man på den idé, at Grimhøj-moskeen vil ”forebygge radikalisering” – moskeen ser jo ud til at gøre jo alt, hvad den kan for at radikalisere de unge. Det ligger i dens ekstreme islamistiske grundlag.
Er regeringen enig i den forestilling, at en sådan moské kan bidrage til at forebygge radikalisering?
Manglende dokumentation
Der gives ingen form for dokumentation for påstanden om, at radikaliseringen i væsentligt omfang skyldes diskrimination. Men det vigtigste er selvfølgelig, om indsatsen efter Aarhus-modellen rent faktisk har virket. Har den skabt de store resultater, som kriminalkommissær Allan Aarslev mener at kunne spore?
Vi spurgte hos Østjyllands Politi, om man kunne give os dokumentation for, at modellen har haft så gunstige virkninger. Vi modtog … ingen dokumentation.
Det kan jo være, at det har fungeret. Men det er i stort omfang gætteværk og formodninger. Man bliver vel også en smule mistænksom, når PET skønner, at der alene i år har været omkring 25 personer, som er rejst til hellig krig i Syrien. Kommer ingen af dem fra Aarhus?
Vil regeringen mene, at den her har et solidt grundlag for at udforme sin strategi mod radikalisering?
