Der findes ét sikkert tegn på, at en partileder har alvorlige problemer med sit eget parti. Det er, at stadig flere partifæller lader deres kritik af ham eller hende sive ud offentligheden.
Det punkt har Helle Thorning nået.
Normalt vil partifæller slå ring om deres leder, når hun bliver angrebet af modstanderne. Uanset hvad de personligt mener om hende, så skal angrebene slås tilbage, fordi en svækkelse af partilederen er en svækkelse af partiet.
Men på et tidspunkt kan kritiske partifæller nå til den konklusion, at partilederen er så skadelig for partiet, at man er nødt til at lægge pres for at få hende væk.
Derfor begynder man at destabilisere hende med kritik indefra, der kommer ud i medierne. Det forstærker ganske vist partiets (og regeringens) problemer her og nu. Men dette anses for et nødvendigt onde, fordi man ikke ser nogen anden udvej.
De borgerlige behøver ikke foretage sig noget
Det er ikke nødvendigvis alle Thornings kritikere fra egne rækker, der tænker sådan. Nogle af dem lufter sikkert bare en spontan frustration over, at det går så dårligt for Socialdemokraterne og regeringen.
Men ledende socialdemokrater er med sikkerhed klar over, at der er ved at ske en destabilisering af Thorning, uden at de gør noget for at forhindre det. De går ikke selv ud med kritik – man skal jo være forsigtig. Men de kan opmuntre til kritikken på mange måder.
De borgerlige behøver såmænd ikke at foretage sig så meget i den forbindelse. Socialdemokraterne sørger selv for at svække deres formand.
Knivene sidder nu i ryggen på Thorning.
Hård kritik fra flere sider
På det seneste har offentligheden fået nys om hård kritik af Thorning fra flere sider.
Den barskeste og mest åbne kom fra en generalforsamling hos Socialdemokraterne i Frederikshavn-kredsen. Her lød det fra formanden for S-kredsledelsen i Nordjylland:
”Det virker, som om der slet ikke er nogen jordforbindelse til store dele af de befolkningsgrupper, der har bragt regeringen til magten”
Det lokale folketingsmedlem, Bjarne Laustsen, sagde direkte, at han ikke havde nogen indvendinger mod kritikken.
Andre folketingsmedlemmer har luftet offentlig kritik. Senest Rasmus Prehn.
Samtidig har Thorning fået hårde ord fra partiets hovedbestyrelse og kredsen af borgmestre og byrådsmedlemmer, der forleden var forsamlet til KL’s topmøde i Aalborg.
Endelig er der et voksende antal medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe, som anonymt kommer mod beske kommentarer mod Thorning til journalister.
Outsiderne og de tungere skikkelser
Man kan så indvende, at folketingsmedlemmer som Bjarne Laustsen og Rasmus Prehn er udprægede outsidere hos Socialdemokraterne, og at der ikke rigtig har været tungere folk på banen.
Men for det første starter den offentlige kritik i sådanne situationer næsten altid hos personer, der ikke har så meget at tabe. De andre er diskrete.
For det andet er der faktisk en tungere skikkelse, som har blandet sig i de offentlige kritikeres kor. Nemlig Folketingets formand Mogens Lykketoft.
Lykketoft og magtkampene i S
For nylig gik han pludselig ud med et voldsomt angreb på dagpengereformen. Timingen var påfaldende:
Lykketoft vidste jo godt, at der ingen chance var for at få ændret på denne reform. Alligevel bidrog han til at svække sin partileder med det åbne angreb på et meget ømt punkt. Det var ikke en eller anden tilfældig svipser. Han har altid været meget bevidst om, hvad han gjorde.
Lykketoft er en uhyre erfaren mand, når det gælder interne opgør hos Socialdemokraterne. Han har spillet en hovedrolle i alle de magtkampe, der har fundet sted i partiet i nyere tid.
Denne gang optræder han i den lidt mere tilbagetrukne rolle som ældre statsmand, der kommenterer fra sidelinjen. Men han kender det game bedre end nogen. Og han ser meget gerne sin protegé Mette Frederiksen som ny socialdemokratisk leder.
Kunstig problemstilling
Jo mere presset vokser fra egne rækker, jo mere indsnævres Thornings muligheder for selv at bestemme sin skæbne.
For bare kort tid siden blev det diskuteret, om Thorning ville til Bruxelles, eller om hun foretrak at blive herhjemme og kæmpe for en valgsejr.
Men det ligner mere og mere en kunstig problemstilling. For Thornings muligheder for en valgsejr er forsvindende ringe.
Måske bare dansk EU-kommissær
Nu handler det for hende slet og ret om at overleve som politiker på topplan. Det kan hun sandsynligvis kun, hvis hun får en EU-post. Bliver hun herhjemme, har hun udsigt til at tabe næste valg stort, og så er hun færdig. Undervejs vil hun få stadig flere knive i ryggen fra sine egne.
Thorning må søge sin fremtid i Bruxelles.
Hendes store problem er selvfølgelig, at hun ingen sikkerhed har for at få en af de tre topposter i EU, som nu bliver ledige. Hun har en chance, men der kan ske så meget i sådan et forløb.
Lykkes det ikke, kan hun stile efter at blive den næste danske EU-kommissær (selv om den var tænkt til Morten Bødskov). Hun skulle have mulighed for en forholdsvis tung post.
Alligevel vil det være et betragteligt skridt ned ad stigen for en siddende statsminister. Men Thorning kan havne dér, hvor hun ikke har andet valg.