Per Flys film om Monica Zetterlund er resultatet af et særdeles vellykket skandinavisk samarbejde. I Sverige modtog den 4 Guldbagge af Det Svenske Filminstitut, og publikum er strømmet til for at opleve filmen om en af jazzmusikkens smukkeste og mest melodiske stemmer.
Hun erobrede verden
Dette er filmen om provinsbyens unge telefoncentralmedarbejder, som på trods af småborgerlighed og svenskernes svar på janteloven i starten af tresserne brød igennem og erobrede store dele af verdens jazz-scener med sin smukke røst, flotte udseende og følsomme evner. Sidstnævnte gjorde hende tillige meget usikker på sine talenter og sine kærlighedsforhold.
Allerede som 14-årige var hun forsanger i sin fars danseorkester. Som 17-årige blev hun mor og det harmonerede ikke godt med sangkarrieren og det daglige arbejde.
Fik internationalt gennembrud i Danmark
I hendes hjemland var man i starten ikke opmærksom på den perle som befandt sig på scenen lige foran dem. Det betød, at hendes professionelle og internationale karriere startede i Danmark, hvor hun udfoldede sig og nød stor popularitet såvel blandt kollegaer som hos publikum.
Monica glædede sig over den begejstring som hendes stemme skabte, og hun levede først rigtigt, når hun stod foran et publikum. De danske medier fik hurtigt øjnene op for den blonde svenske pige. Og selvom hun i starten kæmpede meget med nervøsitet, forsvandt den følelse hurtigt, når hun stod på scenen.
Lille Eva-Lene
Det varede ikke længe før svenskerne ville have hende tilbage, omend i starten kun i de mindre byer. Hun var blevet mor til en lille pige, og hendes forældre måtte passe lille Eva-Lene, når Monica var ude med orkestret. Det var med tydelig misbilligelse at hendes far måtte se Monica forlade den lille pige aften efter aften.
Kaotisk kærlighedsliv
På sin karrieres højdepunkt mødte hun mange af verdens største stjerner.
I slutningen af tresserne kom tiden, hvor helbredsproblemer, medicin, et kaotisk kærlighedsliv og alkoholmisbrug langsomt med desværre sikkert fik karrieren til at ændre sig i nedadgående retning.
Per Fly har valgt ikke at koncentrere sig om de sidste 30 år af Monica Zetterlunds liv, og det har bestemt ikke svækket filmen.
Prisvinder
Den svensk/islandske sangerinde og skuespiller Edda Magnason fik en velfortjent Guldbagge for rollen, som hun udfylder helt fantastisk. Ikke mindst hendes stemme er fremragende, og hun synger selv alle filmens sange. Herudover medvirker bl.a. Sverrir Gudnason, som vi oplevede i “Marie Krøyer”, og Kjell Bergqvist. Danske Eric Kress er filmens fotograf og har sammen med instruktøren skabt de umådeligt flotte og stemningsskabende billeder.
Over hele landet
Filmen har danmarkspremiere i mere end 100 danske biografer, så det burde ikke skabe problemer at finde en stort lærred indenfor rimelig rækkevidde.
En pragtfuld film om et specielt menneske med store evner.
God fornøjelse!
Dansk film-trailer her:
Erik Hamre er indehaver af Gentofte Kino